Når alt er kaos og der er alt for mange jern i ilden.. Ja så er det da klart at det er der jeg tænker jeg vil tilbage til Esskocha..

Tilbage til at skrive mig klogere på mig selv og verden..

Måske med lidt om hvad der er sket det sidste lille års tid.. 

Måske med tanker om nu.. 

Måske med tanker om fremtiden ..

Som altid er intet sikkert og jeg kan intet love.. Så jeg lover bare at du med garanti aldrig helt kan vide hvor du har mig! 

Kan dog love at jeg stadig har min småfilosofiske side intakt!

 

Lige nu sidder jeg og tænker over hvorfor vi provokeres..

Hvad er det der gør at jeg bliver forarget og tænker “ej det er løgn det der”?  

Faktisk har jeg siden forsommeren gået ret bevidst efter at udforske det der provokerer mig! Min nysgerrighed på hvorfor vi og da i udpræget grad hvorfor jeg selv handler, tænker, lever som jeg gør, er muligvis ikke en gåde, meeeen tæt på! 

Når jeg provokeres er der noget der er ramt i mig. Måske fordi jeg bliver misundelig som jeg gjorde den anden dag ved tanke om et kærestepar, hvor jeg havde en stærk fornemmelse af at hun havde fundet en mand der ønskede at passe på hende. Misundelig, fordi jeg selv nu ved, at til trods for min til tider voldsomt frembrusende adfærd, inderst inde gemmer den lille pige der ønsker den stærke mand der passer på mig.. i alt! 

Jeg tror dybest set det har ligget i mig altid. Fortrængt, fordi vi skal være stærke. Præcis som mænd skal det. Men på en måde er det alligevel anderledes. For en mand der viser han har brug for sin kvinde er bare en der værdsætter hende, hvorimod jeg altid har tænkt at jeg helst skulle kunne klare mig selv. 

Jeg vidste det før jeg flytttede op i sommerhuset efter jeg var blevet skilt. 

Men det er blevet rigtig klart for mig den senere tid at det ikke kun handler om at blive passet på helt konkret mod skumle indbrudstyve..

Nej det handler i ligeså høj grad om en dyb følelse af behov for at føle sig forbundet og dele mit liv med den her ene særlige.. Den mand der kan, vil, ønsker, at være der for mig i alt. Den som kan tackle mig og som jeg er rigtig for. 

På en måde bliver det mere preserende med alderen. Jeg er enebarn og smerten der en dag vil ramme når jeg står alene i verden for første gang uden mine forældre, gør det mere klart for mig hvor meget jeg ønsker at dele mig og mit liv med den rette.. 

Det sidste lille års tid har været særdeles lærerigt, udfordrende og sundt! 

Tankevækkende vildt og sandsynligvis for gennemsnittet af befolkningen overordentligt forargende.. But sorry Dear.. Så længe ingen kommer til skade så er jeg færdig med at leve efter andres piber..faktisk forarges jeg dybt i min kerne over alle de liv der spildes på at lægge låg på og tænke “ej det kan, må, tør jeg ikke” .. Hvorfor faen ikke..? Hvorfor er vi så pisse fordømmende.. hvorfor er der så mange tabuer..?

Jeg har vist på et tidspunkt skrevet om min undren over hvorfor de unge stadig begynder at ryge, når nu der ingen tvivl er om hvad det har af skadelige konsekvenser..men jeg tror at jeg begynder at have luret dem.. Det er én af de få ting der stadig er lovligt, men som også deler vandene og forarger! Og hvis der er noget jeg godt kan relatere til så er det ønsket om at vække de døde til live og få dem til at tale om andet end blomsterløg og lys surdej.. Men hvordan forarger jeg nok til at vække ligusterfolket op af deres evige dvale og hvad tænker de egentlig dybt inde under joggingsættet? Er de så tilfredse at de ikke længere tænker? Og er tilfreds en god ting eller et fy-ord? Jeg kan seriøst ikke beslutte mig. Ved til gengæld at jeg har det stramt med ordet kompromis! For betyder det ikke bare at ingen bliver rigtig glade!? 

Og mon ikke det er her jeg lander…

Esskocha er mig med de klamme indvolde uden på den pæne kjole..

Du må gerne forarges, men lov mig lige at du så også finder ud af  “hvorfor”, når du bliver det! 

Måske du fortsat vil tænke “hvad pokker har hun gang i hende der” hvorfor kan hun ikke vælge om hun vil skrive om mad, eller sit privatliv eller sine småfilosofiske tanker “? Aner ikke hvad du tænker .. Aner faktisk ingenting .. Men ved jeg rykker mig en smule hver gang jeg skriver og tror jeg lander her.. Her hvor Esskocha bliver mit fristed for mine tanker om alt og intet..

Og Esskocha er jo heldigvis min helt egen beslutning. Min helt alene. Og her er ikke plads til kompromis! 

Knus og kram fra mig 

Charlotte fra Esskocha.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *