At takle livet..

.. føles som en god dækkende overskrift for mange af mine tanker. 

Hvordan vælger jeg at takle mit liv og min hverdag?

Hvor meget er reelt et valg, altså et bevidst valg.. Og hvor meget er valg jeg er predisponeret for at vælge gennem barndom og oplevelser?

Ville man i teorien kunne forudsige ud fra barndom og oplevelser, hvordan et menneske vælger og hvordan et menneske vil reagerer i situationer?

Hvordan og hvor “godt” jeg kan takle livets udfordringer skulle efter sigende være afhængig af min bagage og hvad jeg selv har formået at tilegne mig af værktøjer.. til at takle præcis dét.. Altså mit liv!

Så uddannelse gavner.. for at yde til samfundet.. og uddannelse gavner for at kunne tage vare på mig selv og mine nærmeste og ja ideelt set endnu flere end dem! Uddannelse er et must! Ikke kun klassisk forstået, som skolebænk, men også generel dannelse  læring og udvikling af robusthed. 

(Den der robusthed må jeg seriøst se nærmere på en dag!) 

Hvad skal der til for at lære at takle livet.. Hvad har jeg brug for i min rygsæk og hvordan skiller jeg mig af med det der ikke skal med, det der holder mig nede eller som tynger, så jeg ikke kan fungere optimalt!? 

Når nu vi presses af kriser og det må så i øvrigt seriøst være op til os selv at definere hvad en krisen er, ingen skal gøre sig til dommer over andres svære tider, min egen indre dommer må i hvert fald seriøst finde sig i at få hugget hovedet af og blive anrettet med æble i kæften hvis det bliver nødvendigt for det er kun en selv der vurdere følelsen af krise.. ja når vi står der de hårde kriser, kan nogen klare meget, andre mindre. I gruppen med “de heldige med sølvskeen” er hovedsageligt dem der har været forgyldt med relativ stor ro, sygdomsfrihed og kærlighed i deres liv og opvækst.

Og så er der de andre!

Dem som har været udfordret fra start. Jeg siger ikke de er lettere at vælte, men det giver mening i mit hoved at tænke det som at vi alle har en vis udfordrings-kapacitet og når den tank er fyldt så kommer vi i krise.. Er den fyldt op allerede før det 18. år så flyder man bare nemmere over! 

Når vi så lander der, i krisen, hvordan handler vi så og hvad gør sig gældende for hvor godt vi kommer igennem og ud på den anden side!

Er det vores evne til at se lyst og optimistisk..? 

Er det vores evne til at adaptere, omstille og justere forventninger, drømme og verdenssyn..? 

Faktisk er det sikkert tusind ting, men hvad nu hvis vi ved at dele og være åbne omkring det svære ikke blot giver os selv mulighed for at få luft, men samtidig legalisere det svære? Nedbryder perfekthedens facaden.. Når vi taler om alt også det svære indrager vi og undgår at stå alene. Vi lukker folk ind, drager dem mod os og afstande formindskes. Fordi vi gør os sårbare og åbner for muligheden for at blive forstået, bliver det muligt at rykke verden en lille smule. Vi lader verden komme lidt tættere på ved at vise tillid til at den vil os det bedste! 

Har det selv bla det med tilliden. Vil den af hele mit hjerte. Ønsker at give den til alle, men er tynget af erfaringer og er usikker på hvilke af de erfaringer der skal være i mig fordi de har været vigtig læring og hvile der skal kastes for løverne! 

Jeg ønsker at folk vil stole på mig derfor må det være et krav til mig selv at jev stoler på dem til gengæld! 

Samtidig er det for mig kolossalt afgørende at kunne dele. Det er forskelligt om det er væsentlige hvem jeg deler med. Nogen ting har jeg bare brug for at få luft for andre ting deler jeg med det menneske som giver mig den respons som jeg selv tror jeg har størst glæde af.

Har du lagt mærke til det?

Eller måske det bare er mig..

Jeg har indlagt på min harddisc hvilken respons jeg tidligere har fået.. 

Dem der taler mig efter munden og følger mine svingninger af glæde eller vrede. 

Dem der altid får vinklet situationen jeg prøver at blive klog på, negativt. 

Dem der viser omsorg og siger nrrr.. giver krammer og siger hvor er det synd. 

Dem der vil fixe det for mig gennem handling. 

Og så er der dem jeg vist søger mest, også selv om de ind imellem er dem der provokerer mig klart mest.. Dem der siger deres umiddelbare mening. Dem der byder ind med et godt øre der ikke har lagt sig dømmende fast på noget. Dem der møder mig på dagen med deres bagage og lader den ramme min. Det er dem jeg sparer bedst med. Dem der siger hvad de tænker uden at tage al for meget hensyn!

På overfladen kræver det jo ikke det store at sige hvad der falder en ind, men tror alligevel kun det fungerer optimalt når der er en ret stor varme og ja måske ligefrem en eller anden form for kærlighed i kommunikationen!

Føler seriøst i min kerne at jo mere ærligt jeg deler mig selv jo mere elskes jeg. At jeg så tendere skizofren fordi jeg giver den så meget gas som mig og ikke lægger ret meget låg på er så en anden sag.. Og måske liiiidt svært at navigere i for nye mennesker der møder mig..måske skræmmende for nogen..aner det ikke,er jo ikke dig 😂!

Faktisk er det ikke helt selvvalgt mere, det der med at give den gas som mig! Har nogen gange tænkt at nu skal jeg ikke dele det jeg har på hjertet og så går der fem minutter så er der fløjet en jetjager ud af munden på mig alligevel.. Og jeg fatter hat.. Men begynder at tro at min krop nægter at holde ting inde, men føler det mest rigtigt at dele og slippe fri..

Det næste spørgsmål er så bare hvordan jeg bedst imødekommer andre menneskers problemer? Måske ved at øve mit eget øre i at stoppe vat i munden, så jeg ikke afbryder så pokkers meget…hmm..oz derfor jeg er så stor fan af sms’er.. Der afbryder man ikke helt på samme måde😂! 

Men hånden på hjertet, hvordan vil du helst mødes når du er i krise?

Charlotte fra Esskocha.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *