Vil du også gerne gøre en forskel?

For, surprise, det vil jeg gerne!

I dag vil jeg for første gang bruge 10 gode på en anden måde end “bare” at skrive om mad.

Idéen med “10 gode” er at der også skal være plads til tale om hvad man kan gøre for at rykke sig i en mere bæredygtig retning. Ikke kun mht. mad, men også mere bredt.

I sommer snakkede jeg med en kollega på arbejdet da jeg var inde på Frederiksberg, om at jeg kan blive helt opgivende og rundtosset over al den elendighed der er i verden. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og derfor valgte jeg i årevis intet at gøre.

Indtil jeg for snart mange år siden begyndte at støtte WWF hver måned og senere hen SOS Børnebyerne.

Så langt så godt.

Men hvad kan jeg gøre til daglig uden at kollapse af stress over den frygtelige følelse af utilstrækkelighed der lynhurtigt rammer mine tanker simultant med at jeg indser at jeg ikke kan redde verden. I hvert fald ikke bare sådan lige fra den ene dag til den anden!

Når jeg indser at jeg ikke er spor bedre end alle andre der ønsker sig det bedste og det meste af en verden der er fyldt med mennesker der har så helt ufattelig lidt I forhold til mig, ja så bliver jeg helt dårlig, trist og opgivende og det er der dæleme ikke meget handling i.

Men en ting er i hvert fald sikkert.

Verden forandre sig ikke hvis jeg gør som jeg plejer!

Så hvad kan jeg gøre?

Måske jeg skal starte ved starten.

Nemlig med at se på hvad jeg allerede gør og så bygge videre på det. Finde flere  gode vaner der giver mig den kærlige verden jeg har besluttet mig for vi alle fortjener!

Læs med nedenunder, måske der er lidt inspiration at hente. Lidt har jo også ret!

Jeg vil:

  1. fortsætte med at støtte WWF og SOS Børnebyerne (også selv om økonomien til tider ville ønske jeg ikke gjorde det).
  2. smile og hilse. I 2010 (tror jeg nok det var) var manden min og jeg i Østrig og udover Wien var vi i en lille by et stykke udenfor Insbruch som hedder Zirl. Super hyggelig lille by med det bedste fra Tyrolerøstrig, men det særlige var at i denne her by der hilser alle på alle! Først troede vi det kun var de gamle, men nej også unge mennesker nikkede og sagde Guttentag. Og det har simpelthen sat så dybe spor i mig, fordi det gjorde at jeg følte mig velkommen, at jeg forsøger at gøre Vejby til en version af Zirl. Jeg fornemmer en hvis dansk overraskelse og jeg er vist også faldet lidt af på den på det sidste, for det er faktisk en underlig fornemmelse for mig at hilse på mennesker jeg ikke kender og som ofte ikke hilser igen. Men op på hesten med mig igen. Smil skal der til!
  3. spise og købe økologisk. Udfase konventionelt. Gad godt at alt vi spiste var økologisk.
  4. spise efter de danske årstider.
  5. arbejde med mine mål. Kredse dem ind og få lavet en handlingsplan eller et slags rød tråd jeg kan gå efter.
  6. fortsætte med at spare på vandet, så godt jeg kan!
  7. minimere madspild. Bruge rester så vidt muligt.
  8. købe brugt når det er muligt.
  9. tænke på dyrevælfærd og forhold for den der arbejder med fødevare.
  10. forestille mig hvordan verden ser ud den dag hvor hr. Fred og Fru Idyl hersker på jorden… Kan du høre et Amen😅nrr nej det er mere et gospelkor der synger halleluja sing it, sing hallelujah 🎶!

Og så har jeg altså også en aversion mod vand i engangsemballage. Skal jeg nogen steder må jeg huske en drikkedunk, eller flere!

 

Men hvis vilje kunne flytte bjerge…

Ja så var jeg verdens mest hellige ko, levede 100% økologisk, fairtrade-agtigt og ikke alene vidste jeg altid hvad der var det rigtige, det var også altid det rigtige jeg gjorde. Og ikke bare i mine drømme!

Men nu er jeg ikke nogen hellig ko og måske det er meget godt, for tænk hvis jeg skulle mætte fire maver med øko-snolder og hjemmelavede muslibarer, det ville vist ikke være godt for klimaet!

Charlotte fra Esskocha.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *