Fisk

Farverige fiskefif

I arbejdet med mit bogprojekt, har jeg valgt at holde mig til råvare der kan gro og produceres her i Danmark.

Og i den forbindelse ville jeg prøve nogle ting af.

Gårsdagens menu stod derfor på dampet torsk med pesto, rødbede/pastinak-tzatziki, speltkerner og bagte rødbeder/gulerødder.

Pesto og tzatziki skal efter min mening altid laves dagen før servering for at opnå at smagene fordeler sig.

Pestoen:

Jeg ville egentlig gerne have lavet den på (danske😉) hasselnødder, men jeg måtte klare den med peanuts, der blev blendet, finthakket dild og ditto udblødt sukkertang røg i foodprocessoren oven i nødderne. Vesterhavsost blendet for sig selv og derefter mixet med peanuts, tang og dild, tilsat hvidløgsolie, salt og peber og lidt ekstra olie mest for at opnå en bedre konsistens.

Rødbede/pastinak-tzatziki:

Fintrevet (i hånden) rødbede og pastinak bagt med salt ved 180°c i ca. 12 min. For at justere smag og konsistens bagte jeg en skiveskåren pastinak som jeg blendede og afkølede før jeg tilsatte den, den græske yoghurt, sammen med lidt hvidløgsolie, salt og peber og selvfølgelig de revne pastinak/rødbeder.

Speltkerner koges med 1 del kerner til 2 del vand i saltet vand, du kan med fordel også koge i bouillonvand.

Grove tern af rødbede og gulerod bages ved 180°c i ca. 20 min.

I stedet for at dampe kan du bage din fisk med vandbad i bunden af ovnen. Husk at krydrer fisken. For at bage din fisk helt perfekt er du nød til at lære din ovn at kende. Jeg vil anbefale at forvarme den og så starte med at give fisken 160°c i 6 min alt efter tykkelsen på fileterne må du lure dig frem.

Brug ikke varmluft til fisk generelt!

En fisk er perfekt når lamellerne i fisken går fra hinanden når du “skærer” forsigtigt i den (også når det bare gøres med en gaffel😉). Desuden skal lamellerne skinne, men hænger de stadig sammen nogle steder har fisken ikke fået nok! Tjek på det tykkeste sted.

Hvorfor udgiver jeg ikke “rigtige” opskrifter? 

Skulle du undre dig over hvorfor jeg aldrig skriver præcise mængder og opskrifter når jeg skriver om mad, så er det fordi jeg tror på, at mad lykkedes bedst hvis du smager dig frem.

Lær at finde ud af hvad der skal til for at justere på smagen så den ender et sted du kan juble over! Dét skal jeg nok skrive meget mere om og der kommer en opdatering i menuen under grundsmage snarligt.

Jeg vil gerne fortælle dig hvordan jeg gør, men min drøm er at lokke dig ud af din madskal og give dig lyst til at smage dig modigt frem!

Du skal ikke lære at kopiere blindt af fra en andens opskrift, men lære at lave mad der er helt din egen…

Hvis jeg da ellers har noget at skulle have sagt😘!!!

♥️ ♥️ ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *