Har du styr på dine værdier?

Andre folks forventninger og mine egne forventninger stemmer ikke altid helt overens. Så mærkeligt, det kan man da ellers godt forvente kan man ikk? ?

Jeg tror jeg har det lidt på samme måde med “det normale”.

For hvad f… er normalt?

Og hvis normalt ikke føles rigtigt for mig hvad skal jeg så bruge det til?

Så ja andres forventninger skal jeg nok prøve at have det lidt afslappet med. Måååske lige på nær dem der er på jobbet!

Nogen gange bilder jeg mig også ind at jeg er den der super cool type der lever mit liv i 100% harmoni med mine egne forventninger og værdier (jeg har jo forventningsafstemt med mig selv, har jeg ikk?) og jeg tager da bestemt ikke hensyn til eller har brug for at forklare mig over for alle mulige andre!

Meeeen…  hånden på hjertet så betyder du og mange andre jo meget for mig!!! Og det betyder også at din og andres mening betyder noget for mig, hvad enten jeg så er enig eller ej!

Det er nok dybest set en sund ting at vi betyder noget for hinanden. Prøv at forestille dig en verden hvor vi ikke betød noget for hinanden!!!

Der er bare det ved det at hvis jeg bliver meget presset kan jeg måske komme til at holde krampagtigt fast i min egen overbevisning. Præcis som når du på en eller anden måde føler dig truet. Så stikker du af eller kæmper. Du sætter dig ikke ned og rister skumfiduser! Du lukker dig til, holder kortene tættere til kroppen, lader ikke andre komme ind. Og du lytter i hvert fald ikke til velmenende råd.

Det jeg siger er ikke at vi skal ændre vores værdier eller meninger som vinden blæser, men når jeg har overskud og er i vatter så lytter jeg SÅ meget bedre. Jeg bliver ikke stødt eller føler jeg skal forsvare mig.

Og sådan gad jeg godt have det altid, men sandheden er at jeg også har dage hvor jeg er i tvivl om noget nær alt.

Egentlig er det sjovt at jeg taler om “mine” værdier! For værdier er jo noget kulturelt bestemt og det må derfor på det nærmeste være en umulighed at have sine helt egne værdier. Umuligt fordi de altid vil være påvirket af familie, venner og det samfund du er vokset op i.

Set i det lys giver det pludselig meget god mening for mig, at jeg ikke altid ser på tingene som andre gør! At vi ikke alle har de samme værdier er jo voldsomt tydeligt i dag, hvor mange kulturer lever tæt sammen mange steder i verden.

Men også generationer imellem varierer  kerneværdierne, det der er det allervigtigste for dig, er næppe det der har været allervigtigste for din mor eller mormor!

Et stykke hen ad vejen tilegner vi os de værdier vi har set hos andre, sikkert pga. vores allesammens store ønske og behov for at blive forstået og accepteret.

Når vi ikke forstås og accepteres sker det at vi reagerer med at flygte, forsvare eller angribe. At forsvar og angreb er tæt knyttet og ofte kan være historien om hønen og ægget, hvor det kan være noget nær umuligt at vide hvem eller hvad der kom først, er en følelse jeg kan have når der hele går lidt for stærkt og temperamenterne koger.

Men hvis jeg stille og roligt kan lytte til dine tanker om det der betyder mest for dig (dine værdier) så kommer jeg måske af med min frustration og undren over dine valg og dette at lærer dine bevæggrunde at kende kan måske skabe mere forståelse?

Måske ikke!

Måske det er muligt at forstå, uden selv at ville have gjort det samme?

Måske det er det vi godt må kalde accept!?

Dét, at forstå det der ligger i et andet menneske. Lytte og spørge ind til det du ikke forstår.

Dét kan måske skabe en tryg ramme for ikke at være nød til at forsvare, flygte eller angribe?

Dét, at turde tale åbnet om sine valg kan måske gøre at det bliver mere almindeligt og legalt at have forskellige værdier i det samme samfund.

Det jeg gør er ikke nødvendigvis rigtigt i dine øjne, men det er nok det rigtige for mig!

Og det du gør kan undre mig så meget at jeg slår telt op midt i min undren og sætter mig ved bålet og glemmer at byde dig på skumfiduser.

Når jeg ikke formår at se ud over min egen næsetip og “glemmer” at se dit liv med dine briller, med din rygsæk på ryggen, ja så har jeg glemt at byde dig velkommen i varmen!

Der er noget trygt og sikkert ved at bekræfte sig selv i at man har ret og at alle andre tager fejl.

Sladder og bagtalen er til for at styrke usikkerheden, uden at turde tage fat om roden på forståelsestræet!

Det at se objektivt på andres værdier er svært.

Det at forstå dem kan være svært, men måske det er sundt at give accepten en chance! For to menneskers værdier vil nok alligevel næppe nogensinde være ens.

Et godt sted at læse om værdier er i øvrigt her!

Når en mor vælger karrieren, frem for tid hjemme med børnene, så piskes hun af mig (sorry jeg skal nok prøve at tage en alvorssnak med lige den værdi) og alle andre “for hvor ka’ hun nænne det?”.

Fordi en af mine kerneværdier er at sætte børnene højere end alt andet. Så er det en af dem jeg tænker over. Og det giver mig selv dårlig samvittighed (som jeg har fablet om tusind gange her på esskocha, når jeg selv bruger min fritid på andet end skønlingen!!!så det er ikke kun dig kære fremmede men også mig selv der står for skud her!!!)

(Oveni kunne jeg godt fristes til at gå ind i femi-kampen og sige at når mænd vælger karrieren over familielivet så er der ikke mange kvinder der hidser sig op. I hvert fald ikke hvis det ikke er deres egen mand! Meeeen den vej går vi ud af en anden dag, måske! For i virkeligheden tror jeg ikke så meget på feminisme og rødstrømpeagtige ting (selv om min yndlingsfarve altid har været rød) jeg tror meget mere på at alle skal have lige rettigheder og muligheder uanset køn, farve eller sexualitet og at valgene skal afhænge af individet og ikke kønnet!

Det blev godt nok en lang parentes)

Vi kommer aldrig til at forstå alt og alle, men vi kan måske træde så langt ud af vores comfortzone at vi en dag tør spørge. Spørge hvorfor du gør som du gør!

Ved du det?

Ved jeg det?

Men gør vi det, altså går ud af vores egen zone, så kan vi jo ikke tillade os at sladrer bagefter og det ville jo være så trist!!! Tænk alle de skøre historier vi så ikke kan digte. Ja faktisk kan det være at vores fantasi bliver så underernæret at den skal ud og digte på hvordan vi kan klare de virkelige udfordringer i verden. Du ved dem der med klima, miljø, havforurening, skovfældning, krig, hungersnød og krybskytteri… Jeg er ret sikker på at hvis vi alle slog hovederne sammen, så fandt vi en løsning. Det kræver bare fokus og vilje. Og det må vi så finde først, men lidt energi kan der nok findes ved at droppe sladder og forudindfattede meninger. Tænk al den tankevirksomhed der kunne frigives der!

 

Mine egne værdier

Nogen gange bliver jeg bekymret for om jeg altid vil have mit job og så går jeg på jobindex og kigger. Den anden dag da det skete var der to jobs der var megaspændende det ene hos Årstiderne som opskriftsudvikler og det andet som en slags tovholde også med fokus på opskrifter og måder at promote på hos Nemlig.com på.

Jeg var virkelig fristet af særligt jobbet hos Årstiderne. At være hos et 100% økologisk firma dét ville være SÅ stort for mig.

Meeeeen så tjekkede jeg mine værdier!

Pt. arbejder jeg tættere på end Hørsholm hvor Årstiderne ligger og jeg er offentligt ansat så jeg betaler ikke selv min pause, hvilket betyder at mennesker i det private normalt arbejder 2 og 1/2 time mere. Den tid er jeg ikke villig til at tage fra mit private liv. Jeg vil have mest mulig frihed til at forfølge mine drømme om at skrive og lave mad. Og måske det så en dag kan udmunde sig i at de (Årstiderne eller nemlig.com) bliver interesseret i et samarbejde ja det ville selvfølgelig være herre vildt sejt. Men indtil da så er jeg jo glad i mit job og skulle jeg være et andet sted så må det ikke kollidere med mine værdier om

  • Min familie. At min datter får den bedst mulige opvækst!
  • Tryghed. Min egen tryghed plejede at stå over alt andet for mig, men i dag er det min datters der står højere. Grunden til at min mand ikke figurer specifikt er at jeg regner med at han som voksen selv er ansvarlig for sin egen tryghed.
  • For knap 15 år siden boede jeg alene i en lille lejlighed på en gård i Hammerholt og havde masser af tid til mine tanker. Da jeg ledte efter hvad meningen med livet var for mig, endte jeg med at jeg lever for kærligheden til mennesker, dyr og klode. Og det mener jeg stadig!
  • Troværdighed spiller en kæmpe rolle for mig. Dét at du kan stole på mig, at jeg holder ord og siger sandheden tager jeg ret seriøst. Jeg tager det så alvorligt at hvis du spørger mig hvad klokken er og den er 12.02, så siger jeg sikkert to minutter over tolv! Ærlighed får ikke sit eget punkt for, for mig ligger den også her!
  • Ro og plads til at mine tanker kan spille fandango (hey! hop lige ned fra det poolbord og opfør jer ordentligt, de spiller strippoker inde ved siden af…stoooooopper nogen der har en spændetrøje til mine tanker )
  • Åbenhed
  • Tilgivelse, accept og forståelse. Jeg tror vi kommer meget langt med disse tre. Og da jeg selv så gerne vil forstås og tilgives når jeg kvajer mig, så er jeg også nød til at gøre det for dig!
  • Mental og global bæredygtighed. Jeg tror at vi skal passe på os selv og hinanden. And getting our prioritys straight. Hvad er vigtigt og hvad er virkelig ikke vigtigt, i det større billede for verden og for dig som menneske.
  • Ikke hænge sig i detaljer. Det gælder dog overhovedet ikke i mit arbejde med mad, hvor jeg helt absolut er pernitten og hænger mig i smagsdetaljer og alt muligt andet for at blive dygtigere!
  • Udvikling. At lære hele mit liv. Ikke gro fast blive klogere hele tiden

Og jeg der troede jeg ikke havde 7 kerneværdier og pludselig finder jeg ud af at jeg faktisk har mange flere. Okay fair nok de er selvfølgelig ikke alle livsnødvendige og sikkert heller ikke kerne nok, men måske de er det for kloden, hvis man tænker lidt småfilosofisk på det?

 

Hvad er dine værdier og hvilke af dem er dine kerneværdier?

Ved du hvorfor præcis dine værdier er vigtige for dig? Og har du lagt mærke til hvilke værdier dine nærmest kan tænkes at have?

Hvor meget betyder dine værdier for dig og hvor meget er du villig til at kæmpe for dem? Mister man sig selv hvis man ikke kæmper for sine værdier tror du, eller skal man bare passe på ikke at sælge ud af dem uden grund?

Charlotte fra esskocha.dk

1 thought on “Har du styr på dine værdier?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *