Det hele startede som Vink Med Vognstang

…og denne side er et levn der fra.

Gemt for at have starten med.

De tanker og den måde jeg skrev på før Esskocha blev født.

Det hele er herunder!

Husk at start fra bunden;0)

 


Har du nogensinde…

… været modtager (eller afsender) af ord der gjorde så ondt at du følte de knækkede din nakke? Har du mærket ordenes smerte i dit hjerte og i din mave og undret dig over hvorfor din hjerne kontinuerligt genafspiller dem, når de nu gør så ondt? Hvorfor hænge fast i noget der gør ondt, hvad skal det lære mig? Hvad skal det gøre godt for?

Når jeg i dag, som voksen slår mig rigtig meget (fysisk), kan jeg mærke blodet begynde at koge, jeg bliver gal i skrællen og jeg kan  mærke at jeg har en aggressiv side der titter frem.

Når jeg som barn slog mig, blev jeg ked af det!

Hvorfor er den “voksne” reaktion så meget mere aggressiv end den barnlige? Den voksne reaktion skubber folk væk og barnets trækker folk til?

Hvorfor skubber vi som voksne folk væk når vi såres? Er vi bange for at virke svage ved at vise at vi bliver kede af det, eller har vi i barndommen lært at vi alligevel ikke bliver trøstet (/får noget godt ud af) at vise at vi bliver rigtig kede af det?

Den gale går efter at gensåre!

Den kede af det går efter at blive trøstet!

Hvordan jeg reagerer på at blive såret afhænger meget af hvor udsovet jeg er, hvor sulten jeg er og om jeg er stresset/travl (om min hjerne kæmper med andre ting samtidig). Men hvor meget skal vi finde os i? Hvor meget skal jeg lægge ryg (eller nakke) til? Hvor meget kan jeg bære og hvad gør det ved mig som rollemodel, hvad viser jeg mit barn er okay ved at acceptere det jeg gør og reagere som jeg gør? Selvfølgelig er det forskelligt fra dig til mig, men er der en guide til hvordan man bedst navigerer i de oliefyldte vande hvor ord kan skære dybt som knive i den mudrede suppedas hvor du ikke kan se en hånd for dig?

Et kompas tak!!!

Jeg fatter bjælde af logikken i at vi såre dem vi elsker. Og det er altid dem vi elsker højest vi sårer mest! Hvorfor er lyset så uklart når jeg allermest har brug for det og hvorfor lader vi ord skære så dybt at de flænger gennem liv og kærlighed!

Jeg såre og bliver såret det er så sikkert som amen i kirken, men hvorfor skal det gode og det onde være så tæt forbundet i os mennesker at det kan være svært at skelne? Sårer jeg for at passe på mig og bøjer du nakken for at passe på dig?

Men hvorfor reagere vi nogen gange så fyldt med had, vrede og aggression at vi nærmest selv bliver skræmt?

Når vi stikkes i hjertet af ord og de drejes godt rundt med salt på, så går vi til modangreb. Angreb er det bedste forsvar, men hvad med forebyggelse? Kan vi være os selv med alt det, det indebærer og så stadig undgå angreb og at blive angrebet? Vil det ikke bare betyde at vi har fundet musselisteskoene frem og ikke tør stå ved os selv og kæmpe for det vi tror på, det vi brænder for det der giver os gnisten i øjnene?

I min verden skal jeg kunne være mig, næsten 100%, i hvert fald det meste af tiden, jeg er ikke bygget til at bøje af, give efter for vinden og please, tale efter munden og følge med strømmen!

Men der er en ting jeg tror jeg godt kan love at holde mig fra og som jeg håber vi alle kan holde os fra; det er at undgå grimme øgenavne og onde metaforer. Jeg kender ingen der fester over at blive kaldt kælling, kran eller klods og sure stodder og bitter f….  er vidst heller ikke på ønskelisten over kælenavne. Det er selvfølgelig aldrig det du siger men følelsen der skabes, der huskes, så sagt med et smil er det nok individuelt, men sagt med vrede og had i stemmen kan selv den stærkeste knækkes!

Hvordan har du det med tonen på nettet og i dit privat-/arbejdsliv?

Hvordan reagere du på de hårde ord og bruger du dem selv?

Jeg har tidligere sagt at jeg ikke forstår krig, men jeg kan mærke, at når jeg er træt og udkørt og den der sultne bjørn af aggressivitet vækkes af sin davle midt i sin søde vintersøvnen, så føler jeg mig pludselig al for nær familie med resten af verdens krigeriske befolkning, som stadig i 2017 trækker i kampuniform og lader geværer for at kæmpe for det modsatte af deres modstandere!!!

Det mærkelige er at vi alle kæmper for det samme!

Vi kæmper for det bedste til lige præcis dem vi har kær og det er så åbenbart på bekostning af dem ovre i den anden båd!

Spørgsmålet er så bare om den anden båd er nød til at synke for at vi selv får det som vi vil have det?


Fru Kok-Amok

… ja det må jeg med træt tristhed i stemmen tage på min kappe for det var desværre mig i går da putningen gled helt derud hvor ikke engang piraterne tør komme.

Skønlingen var åbenlyst ikke træt nok, efter en “komme oven på dårlig mave dag” hjemme med far, der så til gengæld ikke havde været oven på men have fået dårlig mave selv og derfor ikke havde været lutter bedstefar med slag i. Derfor havde skønlingen drevet den af med udelukkende stille aktiviteter og ved sengetid besad min snart 5-årige datter, ikke en eneste træt muskel!

Vi lagde ellers fint fra land, destination Drømmeland, med god hygge i hendes seng og rundede af i flot stil og så var der bare fest derfra. Hun nåede at afprøve tre forskellige sovepladser  (godt hun ikke gik efter dem alle ti), hver gang med en fantastisk evne til at forklare overbevisende at denne gang ville hun lægge sig og prøve at sove, rigtigt… Og hver gang ja jeg ved ikke hvad der gik galt men jo længere tid der gik jo mere presset blev jeg ved tanken om hvor træt hun ville blive dagen efter!

Til sidst var mit indre varmelegeme så rødglødende af at holde alt tilbage, tale relativt roligt (det meste af tiden) og selv bare blive mere og mere færdig, at jeg smed håndklædet i ringen og sagde at jeg var nød til at bytte med far hvilket fik min skønne mus til at bryde hulkende sammen og holde i mig, men jeg tænkte det ville være bedre med friske kræfter, gud hvor var jeg ked af det! Jeg kunne have stillet mig og grædt lige så højt som min skat!

Min mand tog over, men inden det blev en succes nåede jeg at blive kæmpe vred over at hans første indskydelse var at tage hende med i stuen… hvilket han dog ændrede med det samme.. Kan godt forstå ham men gud hvor blev jeg vred over at have forsøgt at putte i langt over en time på hendes værelse og så arsh… Så kære store skat og kære miniskat jeg elsker Jer begge højere end højt og satser på at nu hvor I har fri et par dage så skal den bare stå på max. hygge!

Lige nu vil jeg bare hjem og kramme Jer begge to.

♥️ ♥️ ♥️

I morges vågner skønlingen så op og siger med glad og let stemme:

Ih mor hvor er jeg altså træt. Men det gik vist også lidt amok i går💒😂💒

Så I dag skal jeg hjem og udstråle kærlighed som Joan Ørting ville have sagt! Og så ellers bare kramme😊!

♥️ ♥️ ♥️


Hvad man ikke gør…

dsc_0889
(psst kan du se noget inde i vinduet;0)

…når man dagligt lever med skyggerne af hvad kræft kan gøre ved et menneske også selv om sygdommen ikke længere kan spores på nogen scanning. Ja så går man langt for at støtte op om #knækcancer -kampagnen på Instagram, hvor Honda vil give 25kr pr billed med hashtagget knækcancer! Og kræver det jeg skal og kravle, dunke hovedet mod loftet og i den grad føle mig tåbelig ,so be it!

Nogen gange bliver jeg ramt af om det hele nytter!?

For hvor vigtigt og hvor meget kan det lige rykke at jeg har mit eget lille bogprojekt jeg prøver at virkeliggøre mens folk kæmper med kræft og dør i Yemen?

Det skulle jeg lige summe over.

Men hvad er for det første alternativet. Hvad vil hjælpe mere. At jeg intet foretager mig må da være værre selv om det jeg gør er tæt på intet!

Men jeg er jo ikke glad for at gå for længe at et spor der kun fører til mere håbløshed. Jeg hørte Ulla Terkelsen sige i radioen i dag at hun i sin nye bog citere en (hvis navn jeg ikke husker)for at sige at amerikanere have an extrordinary gift for hope . Hvilket giver mening da mange Amerikanere må have rødder i indvandrere der har taget den fantastiske rejse over havet, og som alt andet lige må have haft en god portion håb med sig for at kunne klare den vildskab de blev udsat for under turen. At det i dag er det samme håb der må gemme sig i de mennesker der i skrivende stund er ved at flygte fra frygteligheden kan jeg umuligt være uenig med Ulla om!

Men hvad med dem der bliver tilbage. Dem der ikke har råd nok til at have håb nok?

Det er dem jeg tænker på lige nu. For hvordan kan jeg med mit liv gøre deres bedre?

Mine tænkte tanker om det, her til aften, vil jeg gerne prøve at dele med dig.

Jeg tror på at alt påvirker og skubber til hinanden. Hvordan vi lever og hvordan vi forbruger. Hvis jeg med min bog og min blog kan sprede et budskab af eftertænksom kærlighed, en tanke der kan rykke den mentale bæredygtighed over i at blive en global bæredygtighed. Hvis jeg kan tro på at det, at vi går all in på økologien kan påvirke til bedre leveforhold, mindre forurening og større og mere handlekraftig omtanke, der så i lige linje kan brødføde en mere næstekærlig omtanke, afledt af vores  velvilje til at se tingene i et bredere og mere oplyst perspektiv fordi vi oplever tingene lykkedes og føler håbet vokse med vores handlinger, så kan jeg arbejde målrettet videre fordi det er det facit jeg drømmer om at vi når!

Tro og håb kan flytte bjerge, hvis du vælger at tro og hvis du vælger at håbe.

Hvis du vælger den håbløse vej når du intet mål!

♥️ ♥️ ♥️

Vælg at tro og håbe sammen med mig!

♥️ ♥️ ♥️


My book of life

dsc_0834

Har du nogensinde tænkt over hvordan dit liv ville være, hvis du kunne skrive det som en bog.

Hvad ville være hovedtemaet i den? Ville du fylde den med kærlighed og glæde eller vil du hellere at den skal rumme angst, frygt og vold. Ville du frivilligt vælge at skrive om krig?

Vil du være et offer i din bog eller har du mere lyst til at være helten?

Hvordan skal  din Book of life” være? Skal den være det  smukkeste eventyr med den mest fantastiske slutning?

En slutning der byder på håb for fremtiden.

En handling der byder på kærlighed, passion, glæde, venskab, magi???

Vil du frivilligt vælge at skrive din “Book of life” om krig, udvandring, sorg, tab og vold?

I min “Book of Life” skal jeg være helten, intet mindre😘 og det er jo nemt nok for det er mig der skriver den så det er mig der bestemmer og det er jo faktisk også mig der deffinerer hvad en helt er så det skal nok gå…

Jeg bestemmer helt selv hvilken handling den skal have. Jeg bestemmer hvad der skal være i fokus og jeg bestemmer, hvad der skal stå tilbage når den slutter.

Eller det vil sige slutningen og begyndelsen er jeg måske ikke 100% herre over, men jeg bestemmer hvilken drejning og hvilken betydning heltens rolle skal tage/have/få.

Faktisk kan en bog foregå midt i en krig, men alligevel være mere en kærlighedshistorie end en krigsroman.

Der er et ordsprog, vist nok buddhistisk, der lyder noget i retning af, at man ikke selv er herre over, hvad der sker for en, men man bestemmer selv hvordan man vil forholde sig til det og tackle de udfordringer man møder i livet!

Hvis du boede i et krigshærget land, hvor du ikke kunne se dig ud af problemerne, hvad ville du så gøre?

Ville du blive og kæmpe, for dig selv, din familie, dine rettigheder, din frihed?

Kan du forestille dig at du på et tidspunkt mistede håbet og troen på at dit fødeland var det bedste sted for dig at være?

Nogle gange, når jeg putter skønlingen, siger hun at hun er bange og så siger jeg, meget overbevisende (fordi jeg tør tro på at jeg kan holde hvad jeg lover), at jeg passer på hende, det lover jeg!

Tænk…, hvordan det må føles ikke at kunne sige det til sine børn og vide at det er sandt!!!

Hvor langt vil du gå for at passe på din familie?

Der er mennesker der bogstavelig talt vil gå fra Syrien og helt til Danmark eller længer.

Hvis det var dig, hvordan ville du så drømme om at blive modtaget?

Jeg er klar over, at der sidder frygtelig mange derude som vil forsøge at overbevise mig om at det kan være, ja nogen siger det allerede er, farligt for Danmark og vores måde at leve på, at der kommer alle de mennesker der ikke “passer ind”.  At alle de mennesker vil kunne ryste Danmark tilbage til middelalderens måde at anskue verden på.

Men til det er jeg nød til at sige:

Jeg er ikke herre over hvad andre gør. Jeg kan udelukkende tage ansvar for mine egne handlinger og der er ingen der skal få mig til at opgive værdierne om;

Demokrati

Frihed

Medbestemmelse

Næstekærlighed

Retfærdighed

og…

Respekt  for forskellighed

Hvad siger du?

Hvad skal fylde i din “Book of Life”

Hvilken rolle vil du spille, skurken eller helten?

Og så er jeg nød til at spørge om du vil vælger at fokusere på løsningerne eller problemerne?

Hvordan vender vi problemer og udfordringer til noget givende og fantastisk smukt?

Rom blev ikke bygget på en dag, men Rom blev klart bygget med kærlighed, ellers var der næppe så smukt Rom😉!

♥️ ♥️ ♥️

dsc_0831


BØRN…

…ER DE VIGTIGSTE MENNESKER I VERDEN

♥️

Fordi…

Hvor skal jeg begynde…

Fordi de kan ændre verden f.eks.!!!

Har du flere bud?

Hvis alle der møder et barn kan give barnet lidt ekstra! Lidt kærlighed, omsorg, opmærksomhed eller nærvær. Hvis vi lytter, praktisere ligeværd (forstået som i det at vi alle betyder lige meget) og er med til at give vores børn (ikke bare de biologiske men alle) en følelse af at være vigtige, så tror jeg på vi kan rykke verden mod et mere hjerteformet sted. Ikke den der kolde og firkantede verden som næsten kun lærer børn om regler og opdragelse, så de kan lære at blive som os! Fair nok at vi alle må socialiseres men vil vi ikke også gerne lære nyt?

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk… Så måske vi skal slå lyttebøfferne ud og give vores børn det vi selv drømte om da vi var børn og ikke følte os hørt!

Måske plejer og burde skal skylles ud med badevandet og give plads for at jeg kan lytte til mig selv og forkaste min egen dårlige samvittighed til fordel for øre der kan høre! Måske plejer og burde, burde give mere plads til min egen mening i stedet for andres mening om hvordan tingene bør være, hvad der må diskuteres og hvordan der skal puttes godnat f.eks.!

 Mange siger “du skal bare gøre det du selv føler er rigtigt” men hvorfor har jeg så tit stået i en snak hvor jeg pludselig føler at jeg har brug for et “det er okay sådan som du gør” eller noget i den stil? Usikkerheden er stor når det gælder det der betyder allermest for mig og som jeg i virkeligheden synes “burde😉”  være det allervigtigste for alle, nemlig vores børn!

Heldigvis er det mere reglen end undtagelsen at jeg har det godt i maven med det jeg hører og det jeg gør og jeg har faktisk også en aftale med mig selv om ikke at ligge under for det jeg tror andre synes er rigtigt eller min egen dårlige samvittighed for den sags skyld, selv om jeg egentlig godt kan have lyst til at argumentere imod at samvittigheden er min egen😉, min føles i hvert fald tillært og ikke som et udspring af mit helt eget personlige sande jeg!

Hmmmm og hvad er så mit sande jeg?

Jeg googler det lige😂😂😂

♥️ ♥️ ♥️

Jeg kan ikke løbe fra at hvis der er én ting i mit liv som jeg kan vælge skal gå helt perfekt, så vil jeg vælge det at være den mest fantastiske rollemodel i verden, ja faktisk vil jeg gerne kandiderer til Nobelprisen i “Rollemodel for sit barn” 😉!

Det, at alt det jeg er og alt det jeg kan blive for min datter, vil kunne være med til at give hende den bedste bagage og base at sejle ud fra, det er det jeg ønsker allermest at lykkedes med i hele verden!

I virkeligheden er det præcis det samme jeg ønsker for alle andre. Jeg ønsker det ikke kun for min datter.

Og hvis vi er mange der deler drømmen om at være fantastiske rollemodeller, så kan den måske blive til virkelighed, drømmen og den hjerteformede verden.

♥️♥️ ♥️

Babysteps 👣

♥️ ♥️ ♥️

Min mand synes vist jeg er smånaiv og ikke har fattet hvad flygtninge og indvandrersituationen gør og kan gøre ved os og vores land, hvad synes du?

Kan du lokkes til at kæmpe for en hjerteformet verden, hvor vi fokuserer på at gøre gode ting og som minimum ikke gøre nogen andre ondt?

Jeg planlægger at leve resten af mit liv som naiv og godtroende drømmer, som nægter at opgive det gode og kærlige, men som altid vil vælge at tro at den rigtige løsning findes!

Faktisk siger jeg tit til skønlingen at vi nok skal finde en løsning😉!

Tro kan flytte bjerge også for den(=mig)  der ikke tror på så meget, andet end på vores kid😊.


Begrænsninger…

… er jeg altså ikke fan af!!!

Prøver at afgrænse mig i min planlægning af hvad der skal med i min madbog og det er helt vildt svært for mig!

SOM I HELT VIIIIIILDT SVÆRT!!!!!

Har en klar idé om at bogen skal inddeles i sæsoner, for at arbejde ud fra et bæredygtigt perspektiv, men det sætter jo en stopper for at mixe ALT på kryds og tværs og den skal jeg lige æde! Jeg har lige lavet lister over hvad der er i hver årstid og nogen af mine idéer skal have nye ben at stå på i forhold til de lister.

I virkeligheden er det nok lige præcis den udvikling der er sund for mig at gå igennem. For mig, som for alle andre der ikke er helt vildt perfekte til at følge sæsonerne. For markedet af alt det der importeres er jo vildt fascinerende og spændende og smækfyldt med gode anderledes smage. Det at blive mere skarp på årstider og ikke opfordrer detailhandlen  inddirekte, gennem min måde at forbruge på, til at importere udlandske vare. Det at købe sæsonvare og være bevidst om hvad der er i sæson på et givent tidspunkt, vil være et meget ønsket sideprodukt af bogen.

Så jeg må vel hænge i og selv starte med at være den forandring jeg ønsker at se i verden😉.

♥️ ♥️ ♥️

Tænker du nogensinde i årstider og sæson eller giver du den max gas og køber af alt der er?

Og hvad med øko?

Har det nogen betydning for dig og hvis det har hvor meget er så øko af der du køber og hvad?

Ja jeg er vildt nysgerrig😊!


TABU

Da jeg for noget tid siden gik i gang med at lave min egen version af en gæstebog (venindebogen der blev let omskrevet og trykt ud i to A4 ark), håbede jeg på at det ville give mig et unikt indblik i andres tanker. I drømme og frygt og i alle de glæder og yndlingspreferencer vi alle har.

Der er stor forskel på hvordan gæsterne har taget imod min opfordring om at udfylde gæstebogssiderne, men det kræver også lidt refleksion og måske føles det svært. Jeg har forklaret at siderne  bygger på mit ønske om at lære menneskerne i mit liv bedre at kende og at de er udsprunget af min gentagne frustration over aldrig at kunne købe den helt rigtige gave ved særlige lejligheder!!! Hvilket jeg har tolket som om jeg ikke kender dem godt nok og derfor gerne ville finde en vej ind til noget af det jeg ikke ved♥️!

Men nok med intro…

Et af spørgsmålene er; hvad frygter du mest?

Ja, hvad frygter du mest?

Alt det vi ikke vil tænke på, hvad er det?

Jeg skrev terror, krig, og misforståelse.

Andre skrev kræft, at der skulle ske deres børn eller andre kære noget ondt og sådan har vi nok alle hver vores frygt.

Og nu føles det måske som om jeg hopper lidt i det, men det efterfølgende spørgsmål er: Yndlingssamtaleemne.

Én har svaret: “Hvordan har du det”

Og havde jeg ikke kendt lidt til den mulige grund for det svar, ville det næppe give nogen mening for mig, ud over at det, hvis det besvares ærligt og svaret får tid til at blive hørt, jo altid er dejligt at blive spurgt til!

Men det jeg prøver at sige er:

Har du nogensinde oplevet noget der var svært, sådan rigtig svært. Noget der gjorde dig ked af det, helt igennem ulykkelig?

Har du så, i samme periode, prøvet ikke at blive spurgt “Hvordan har du det”??

Jeg har prøvet det! Og det var en frygtelig følelse. At folk ved at jeg helt bestemt nok var ked af det, men ikke spurgte mig!?

Nogle gange er det svært at spørge. Situationen kan føles upassende, måske har den spurgte ikke lyst til at tænke på det lige nu, blive mindet om det eller hvad vi nu måtte tænke, men for mig selv og med al sandsynlighed også for den der svarede at yndlingssamtaleemnet var “hvordan har du det”, må jeg sige at jeg klart høre til gruppen af mennesker der hellere vil spørges end opleve at folk går uden om det, der fylder alt i mig.

Så skulle du en dag møde mig i virkeligheden så kan du godt risikere at blive spurgt “hvordan har du det” og vær helt sikker på at når jeg spørg er det ikke på Joey-måden…

“How are you doing😉? “

Og heller ikke på den amerikanske måde, hvor det bare er en del at det at sige Goddag!

Nej. Når jeg spørger hvordan DU har det er det ikke gas det er s.. fordi jeg er interesseret i dig og din situation, dit liv og DIN glæde.

Hvis jeg ikke spørge er det omvendt ikke fordi jeg ikke er interesseret, men fordi jeg er et andet sted i mit hoved. Og det skal jeg måske selv huske hvis jeg en dag bliver ked af det igen. Vi er alle midt i noget andet! Og får ikke altid spurgt!

For hende der satte det hele i gang med “Hvordan har du det” var svaret på det hun frygtede mest; at være ulykkelig!!! Jeg kan ikke lade være med at føle at hun gav mig lov til at kende hende lidt bedre ved at skrive i gæstebogen og at det hele hænger mere sammen end vi er opmærksomme på. Det at vi sammen kan være med til at gøre andre lykkeligere, også selv om vi måske nok selv bærer hovedansvaret for vores egen lykke, er da virkelig en god lektie at have lært! Det jeg gør kan virkelig gøre en forskel!!!

♥️ ♥️ ♥️

Hvordan har du det med tabuer? Har du noget du ikke vil spørges om eller har du også prøvet at gå rundt med en oplevelse som dine nærmeste ikke spurgte ind til? Var det okay for dig?

Eller er du en af dem der helst ikke vil have jeg spørger dig hvis jeg møder dig?

Hvis du ikke ønsker at tale om svære ting kan du så dele, hvorfor der er emner og hvilke det er, du ikke taler om og helst ikke vil have jeg spørger dig om?

Hvad er tabu for dig?

Første gang jeg udfyldte min egen gæstebog kom den til at se sådan her ud…

dsc_0731

…måske jeg skal lave en hvert halve år. For jeg er klart blevet påvirket af at læse andres men også fordi jeg tror at det er en god måde at holde sig selv på sporet af lykken.

Det der gør mig glad!

♥️ ♥️ ♥️


HVORFOR ER DET OVERHOVEDET ET SPØRGSMÅL…

… jeg skal tage stilling til? Altså det der med om jeg vil købe økologisk, bæredygtigt, lokalt, dansk, eller konventionelt!

Hvorfor skal det være et spørgsmål? Hvorfor bliver alt ikke bare produceret økologisk?

Jeg forstår det ikke.

Eller dvs. hvis jeg ikke vil godtage økonomi og konstant ønske om vækst, som et brugbart svar på mit spørgsmål (og det vil jeg ikke), så forstår jeg det ikke!

Vi ønsker alle sundhed, for os selv, for vore nærmeste, for kloden, dyrene, ja hele økosystemet som vi er en del af… Gør vi ikke?

Er der nogen der ikke ønsker det bedste for deres børn?

Findes der mennesker der står i bland-selv-afdelingen og tænker: jeg skal da have noget ekstra gift i dag, det et da det jeg skal?

Nej, det gør der f… ikke, men der står mennesker som skal vende hver en krone for at få den til at brødføde hele familien og der står mennesker der ikke har haft tid eller overskud etc. til at sætte sig ind i hvad der er det bedste valg!

F.eks. mig…

Jeg er ikke just fattig, men bestemt heller ikke rig og så er det jeg ikke forstår at når der på ingen måde kan herske tvivl om at økologi er det bedste for mig, min familie, omgivelserne det er dyrket i and so on… hvorfor er det så ikke lige at ALT er så økologisk som det kan blive?

Og nej de dårlige undskyldninger med at så standser væksten vi kan ikke opretholde vores levestandard etc. er og bliver undskyldninger! Vi mennesker har altid fundet løsninger, så kære George Gearløs, en eller anden, find venligst en vej så vi ikke skal vælge mellem øko og alt det andet for helt ærligt der er kun øko alt det andet er ikke godt nok!

Måske vi alle kan tage tænkehatten på og granske over hvad “det gode liv” i virkeligheden indeholder og måske det er mig… eller måske er det dig😉… der er den Ole Opfinder verden skal til at møde for at se lyset?

Tror lige jeg har en ny ting til min to-do liste: samling af idéer, med input fra alle der har lyst, til at hjælpe med hvordan vi når målet; at gøre alle fødevare økologiske og hvordan vi hver især kan gøre lidt der skubber i den rigtige retning!

Har du nogle gode idéer du vil dele, så tager jeg gerne imod med kyshånd!?

♥️♥️♥️

For diskussionens skyld har jeg udeladt et argument som er af en sådan kaliber at jeg har svært ved at forholde mig til det. Reelt set ved jeg jo heller ikke om det er sandt, men der er folk der vil sige at hvis alle fødevare skal produceres økologisk, så er der ikke nok til at brødføde verden (spøjst udtryk for det er vel ikke alle der ønsker at leve af brød, spas tilbage til alvoren), men så kan man jo mene at det er der jo ikke i forvejen og var der ikke noget med at hvis vi skar ned på vores kødædning så ville det dyrene fodres med kunne bruges til mennesker?

Der er mennesker der mener at hvis man bliver ved med at gå den samme vej så kommer man til det samme mål! Så hvis vi ønsker at råde bod på alle de år hvor vi mere eller mindre uvidende har proppet alt i os og fyldt have, jorde, fjorde og skove med unedbrydelighed, og vi nu ved hvor meget skade det gør, er det så den vej vi skal fortsætte af? Er det tid til at dreje fra om ikke andet så er et pittstop nødvendigt inden motoren brænder sammen!

Det er vist lidt en heftigt diskussion jeg er ved at rode mig ud i her.

Hvad synes du?

Hvad skal vi gøre?


FOKUS PÅ BLOGGEN

… kommer med stor sandsynlighed til at ændre sig gevaldigt fremover!

Jeg planlægger at smelte mit arbejdsliv meget mere ind i min fritid. Da jeg arbejder på en bog virker det som en logisk konsekvens af det, da den bygger på mange af mine arbejdserfaringer.

Jeg ønsker stadig at fastholde mit eget syn på verden og kommentere og relatere til mit eget liv, men jeg ønsker at bringe mere helhed ind i mit univers så jeg kan nå længere og sprede mine tanker om bæredygtighed både mentalt og globalt ud over alle aspekter af mit liv.

Jeg tror og håber af hele mit hjerte at du vil finde bloggens udvikling mega relevant både for dig selv personligt og også set i et større perspektiv hvor vi ønsker at passe på vores klode.

♥️♥️♥️


TANKER TÆNKES

… kommer med stor sandsynlighed til at ændre sig gevaldigt fremover!

Jeg planlægger at smelte mit arbejdsliv meget mere ind i min fritid. Da jeg arbejder på en bog virker det som en logisk konsekvens af det, da den bygger på mange af mine arbejdserfaringer.

Jeg ønsker stadig at fastholde mit eget syn på verden og kommentere og relatere til mit eget liv, men jeg ønsker at bringe mere helhed ind i mit univers så jeg kan nå længere og sprede mine tanker om bæredygtighed både mentalt og globalt ud over alle aspekter af mit liv.

Jeg tror og håber af hele mit hjerte at du vil finde bloggens udvikling mega relevant både for dig selv personligt og også set i et større perspektiv hvor vi ønsker at passe på vores klode.

♥️♥️♥️


 SÅ SKETE DET…

1471778910452-1163522409

… i dag bliver jeg 40 år!

I går var huset fyldt med glade, skønne mennesker, kongespil, venindegæstebogsudfyldelse😊 og alt hvad en dejlig fødselsdag ellers bør byde på af boller, lagkage og dejlig mad♥️.

Tror stille og roligt jeg kan annullere 40-årskrisen selv om jeg stadig har et tankemyller der er udefineret og ubegrundet.

Jeg tror egentlig heller ikke rigtig det har noget med alderen at gøre, men måske mest er et spørgsmål om omstændigheder efter min elskedes kræftforløb og det år der var så vildt med flytning og sygdom.

Jeg har altid haft en side der småfilosoferer en hel del og det er måske logisk nok at den er blevet ekstra fodret efter de sidste års oplevelser!

Det er sjovt at tænke på at mine venner og familie i går  valgte at give mange wellness og forkælelsesgaver. Føler lidt at det er en meget kær måde at sige, at de gerne vil støtte mig i at passe på mig♥️!

Venindegæstebogen tog de pænt, selv om jeg tror de synes det var lidt en udfordring.  Spørgsmålene er også en god blanding af alvor og fjol, men alle med tanke på at jeg kan lære dem lidt bedre at kende. Og nu hvor jeg har læst dem, er der allerede nogle ting der springer i øjnene, så som at min veninde og jeg begge ønsker et liv som selvstændige, men uden at kunne definere det nærmere. Og jeg er bange for at jeg ikke tør realisere det fordi jeg ikke er risikovillig nok, i hvert fald ikke på fuldtid. Men de tanker kommer jeg nok, med garanti, tilbage til!

I dag er vi temmelig flade. Min mand knoklede som altid i går, for at give mig en skøn dag, nogen gange fatter jeg slet ikke at jeg er så heldig at have ham.

 Jeg elsker dig så højt, skat!

Jeg kommer til at fortsætte min jagt på lykkeøjeblikke, drømmeopfyldelse og tanker om hvad jeg gerne vil med mig selv og livet.

Hvad vil jeg gerne nå i mit liv?

Måske det skal på min ‘to do’ liste over ting jeg gerne vil have styr på. Men måske der først skal laves en liste over, hvad der er vigtigst for mig, når jeg har sagt mini og manden min, så ligger resten af listen ikke så soleklart for mit blik som jeg tror jeg har brug for den skal gøre. Tiden er snart moden til handling, så det er bare med at få styr på, hvad jeg vil handle hen imod😉!

En sidste lille en til mine små grå, fra venindegæstebogen var at flere, på spørgsmålet, om hvad de ville gøre med en milliard, svarede at de ville gøre noget for deres venner eller familie.

Jeg havde skrevet rejse og lave hus og have…

Hmmm er ikke helt glad for hvad det siger om mig. Men håber det er fordi jeg bare ikke ved hvor langt en milliard ville række og at jeg nok prioriterer familien først!

Meeeeen jeg kunne jo have haft det stående bagefter! Hmm!!! Eller er det lige nu jeg dunker mig selv lidt for meget oven i hovedet, for det er jo netop en prioritering jeg er ved at gå i gang med😉?

♥️ ♥️ ♥️


HISTORIEN OM VENINDEBOGEN…

… der blev til en gæstebog.

Jeg fik skrevet og printet ud i går (20/8-16).

Tænker at der skal tilføjes en dato og at det også i fremtiden skal være en del af at komme på besøg hos os. For mange ting kan jo ændre sig. Jeg kunne f.eks. ikke så godt længere skrive ‘heste,’ og ‘ridning’ ud for fritidsinteresse! Og det er første gang jeg sådan rigtig smager på dét, at jeg pt. ikke er en hestepige. Men helt ærligt; en gang hestepige, altid hestepige😉!


KÆRE MORMOR

I dag er det din fødselsdag. Eller rettere det ville det have været hvis du havde været her endnu♥️!

For to år siden fyldte du 93 og vi var mange, inklusiv dig selv, der var forundret over at du kom til at opleve den fødselsdag. Selv om du lå på hospitalet på dagen var du helt klar i mælet, omend ikke i kroppen.  Godt en måned senere gled du fra mig.  Jeg holdt din hånd.  Og jeg håber og vil så gerne tro at jeg var der, da du for sidste gang trak vejret ned i de hårdt prøvede lunger! Måske var du allerede væk, men hvis du før du tog videre nåede at svæve oppe under loftet, har du hørt mig sige at jeg altid vil elske dig.  Altid! Hvad der skete efter jeg havde trøstet min mor er en gåde, men jeg tror at jeg blev ramt af den lettelse du må have følt over at få fred. Men jeg er stadig ikke kommet overens med min første reaktion. Selv om søde mennesker siger at sorgen bærer mange ansigter!

Du elskede mig 100% og helt og aldeles betingelsesløst. Du har givet mig den gave med og den er jeg dig evigt taknemmelig for. Engang troede jeg at det ville være nemmere når du var væk, fordi du ingen kræfter havde mere, og måtte trækkes med evig smerte. Men jeg tog fejl! Lige så afklaret jeg troede jeg var med at din tid snart skulle komme, lige så afklaret er jeg i dag med at vide at jeg altid vil savne dig!

Du gav mig så meget og forlangte aldrig noget igen.

Du vil altid bo i mit hjerte og jeg håber at jeg kan elske lige så betingelsesløst som du kunne, da du elskede mig!

♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️

Har lyttet til en bog de sidste dage, der opfordrer til at finde lighedspunkter mellem mig og en der har elsket mig betingelsesløst!

Har faktisk aldrig rigtig tænkt på før, om jeg ligner dig..?  Jeg ved dog én ting, jeg gør som du, kære mormor😉; jeg tager krummer op fra bordet ved at lade en pegefinger glide over bordpladen, samle dem, trykke dem fast på fingeren og derefter skubbe dem af på tallerknen med tommelfingeren. Det har jeg set dig gøre mindst tusind gange😊. 

♥️

Du sagde tit til mig at jeg ikke måtte være så følsom! Måske det er fra dig jeg har arvet min følsomhed! Men modsat dig håber jeg at jeg lever i en tid hvor følsomhed kan blive en force og ikke noget der skal undertrykkes og holdes nede?

♥️

Lidt at dig lever i mini og mig

♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️ ♥️


SÅ ER DER TO DAGE TIL…

…fødselsdagsfest.

Og det betyder at i dag er ved at være sidste udkald for at lave venindebogen om til min version af en gæstebog.

Skønlingen starter til svømning i dag og manden min står for logistikken, så lige nu kunne det godt se ud som om torsdag kan gå hen og blive min nyerhvervede nedstressningsdag, ret genialt faktisk, at den ligger lige før weekenden.

Da de skal bruge bilen er det så bare med at hygge derhjemme for mig! Den store udfordring bliver så om jeg kan lave hyggeting eller om jeg kommer til at lave ’skal laves’ ting? Ved det ikke helt,  men min drøm er nok meget let at gætte😊!

I dag bør der i hvert fald ikke være nogen tvivl; jeg skal/vil/må/er nød til/ønsker/kræver😄 at lave veninde-gæste-bogen og tror egentlig ikke det er så vildt et arbejde, har spørgsmålene så de skal bare skrives ind og sættes på pap så de efter gæsterne har udfyldt dem kan blive sat i mappe!

Har lidt tænkt at jeg selv skulle udfylde en side først for at kickstarte processen lidt og så måske også lægge den gamle venindebog frem.

❤️❤️❤️


JEG HAR LIDT HEVET STIKKET UD PÅ DET SIDSTE…

DSC_0264

… og jeg forsøger stadig at finde ind til min kerne, som plejer at være fyldt med en god portion ro og glæde, bedrysset med en smule tiltro til mig selv og verden.

I den seneste tid har jeg måtte æde en stor tør hat…

Før jeg blev mor tænkte jeg,  når andre mødre talte om at få tid alene for dem selv,  sådan helt solo, at nu måtte de tage sig lidt sammen!

Har sagt undskyld før og gør det lige igen, for nu er jeg helt klar over at der er en stor sandhed i at man ikke er nogen skøn supermor,  hvis man ikke passer på sig selv, lærer at lytte og trække sig når man (jeg) har brug for det. Jeg er midt i en tudeperiode hvor jeg knækker under det mindste og jeg kan ikke sige at jeg er sådan helt rigtigt igennem, endnu. Men jeg er nået så langt som til at erkende at det giver mig smilehullerne tilbage når manden min tager over og jeg kan have tid helt uforstyrret.

Nu er det jo sådan at jeg af guderne ved hvilken årsag er blevet beglædet med en mand der laver mad, gør rent,  vasker tøj og ordner hus ja you name it… Og jeg ved det!  Jeg ER kæmpe heldig!  Arbejdsfordelingen har været at han tog stort set alt praktisk mens jeg passede på skønlingen. Fantastisk og jeg elsker det, værdsætter det og nyder det!

Meeeen…

For ja der er jo et MEN. Jeg ved nu, at jeg faktisk godt kan nyde at lave det praktiske hvis jeg har ro til det. Arbejdsfordelingen har jo samtidig betydet at jeg lidt var på hele tiden mens min skønne mand tog alle pligterne gjorde dem færdige og så havde han tid til spas bagefter. Nogenlunde på samme tid som jeg så gik kold sammen med skønlingen og aldrig havde tid til solospas eller måske duospas hvis bølgerne gik højt😊!

Dette er altså ikke et utilfredst indlæg, men et erkendelsesindlæg.

For pludselig kunne jeg høre mig selv vrisse og snerre af mini og sådan en mor er jeg bare ikke (som udgangspunkt i hvert fald)!

Og nu må jeg bare se i øjnene at alt det, alle andre har vist hele tiden, også er ved at gå op for mig! Jeg kan ikke være på hele tiden. Pauser er vigtige. Men det er SÅ svært når jeg konstant savner min dejlig datter og bare helst vil være sammen med hende og så samtidig, al for hurtigt kan mærke luften sive ud af ballonen ved den mindste lille udfordring. Så nej det ligger ikke lige til mit højreben at kræve tid for mig selv,  men det er vist tid til at indse at det er for alles bedste😌.

❤️

Solotid betyder for mig tid til at slippe tankerne løs og rykke som menneske i alle de retninger mit hjerte er passioneret omkring, og det er vist mange!

❤️❤️❤️


I HAVE A DREAM…

 

DSC_0218

… og det er ikke bare sådan en lille bitte drøm… Det er en kæmpe stor uoverskuelig og måske urealistisk drøm!

Den føles i hvert fald urealistisk og jeg er bange for at du vil give mig ret!

Men hvad nu hvis min drøm i virkeligheden er vores alles drøm, men at vi bare ikke er enige om hvordan vi skal få drømmen til at blive til virkelighed?

Hvad hvis nu vi alle arbejder efter det samme mål,  men at det bare er fordi vi har hver vores måde at forsøge at nå derhen, at vi ingen vegne kommer?  I stedet for at vi hjælper hinanden, træder vi måske hinanden over tæerne og glemmer at vi alle har den samme drøm?

Min drøm er at bidrage til… , nej faktisk er min drøm større end bare et ønske om at bidrage.  Min drøm er at verden bliver et bedre sted for alt levende.

Ja, jeg sagde det jo😉, at min drøm var en lille bitte en af slagsen. Jeg drømmer om at verden bliver et trygt og rart sted uden krig, sult og egocentrisk politik, der ikke formår at gå efter at passe på vores klode, både når det handler om mennesker, dyr og økosystemer!  Selv om det er en vild drøm, kommer jeg ikke uden om det.  Det er min drøm.

Nu skal jeg bare regne ud hvilken rolle jeg kan spille?

Er det kun min drøm, at ønske at give en bedre verden videre til min datter!? Tænker at det umuligt kun kan være min drøm? Tænker det er ethvert menneskes ønske at gøre verden til et bedre sted. Men hvordan kan vi så arbejde sammen om det?

Arbejde sammen om at skabe en kærlig og omsorgsfuld verden, hvor det er tilladt og realistisk at tænke positivt om andre og hvor det ikke er en utopisk drøm at tro på en bedre verden, hvor vi passer på hinanden!

Hvor vi alle tager det alvorligt at vi er rollemodeller!

Og hvor vores børn, modsat os, kan voksen op og stole på at ingen gør noget ondt, med vilje.

Hvor vores børn kan være trygge og hvor der er plads til udvikling og til at turde gå efter sine  drømme!

Er det virkelig nødvendigt at skade nogen for at du selv kan få det bedre… Retfærdiggørelsen eller det andre finder på at kalde nødvendigheden af krig,  har jeg svært ved at forstå, hvis vi i virkeligheden alle har den samme drøm!

Og dét tror jeg dybest set at vi alle har!

❤️❤️❤️❤️❤️

Hvilken rollemodel er jeg og hvilken vil jeg gerne være?

Jeg vil i hvert fald være én der tør at drømme! Også store drømme! 

Drømme kan være mål, men det er vejen derhen der er livet.

Babysteps… Jeg starter med mig❤️


FARVEL FOR DENNE GANG…

…til alle de sjove overraskelser på Frederiksberg.

Med hjertet solidt plantet i jorden

DSC_0119

… siger jeg farvel til truttende elefanter…

IMG_20160809_133832

… og alle de andre overraskende overraskelser jeg er blevet beglædet med over sommeren

♥️♥️♥️♥️♥️

Farvel til katten og musen…

IMG_20160809_133513

… farvel til mændene med ‘garen

IMG_20160809_192402

… og på en eller anden måde næsten også farvel til sommeren og goddag til efteråret.

Og nu sidder du måske og tænker på at tilbyde mig et lommetørklæde, men jeg glæder mig faktisk, næsten, fordi så bliver det igen helt i orden at sidde indendørs og fifle med småkrea, spille spil, noget mere, og bare lukke lidt ned. Misforstå mig endelig ikke jeg eeeeeelsker at være ude, men der er bare mange af mine tanker der går i retning af noget fordybelse😉 der måske er bedst at gøre i rolige sofaagtige omgivelser.

Hvad elsker du allermest ved efteråret?

Jeg tror det for mig er farverne og duftne (som jo godt nok er udendørs haha).

Den gode hygge er bare på en eller anden måde mere nærværende, eller hvad jeg nu skal kalde det, når mørket kommer tidligere og vi finder halstørklæder og varme jakker frem igen. Hygge er for mig bundet op på den gode stemning og meget gerne taget i hånden af noget konkret at hygge om.

Men nok om efterår,  vi er stadig i en sommermåned og dette indlæg kan stadig nå at få et stjef af sommer😊

IMG_20160809_194057

Fortsat god sommer til os alle!

☀️☀️☀️


LOCK NESS ER STUKKET AF…

… men bare rolig jeg har fundet ham eller er Lock Ness egentlig en dame, hmm tænker?

IMG_20160804_165005

Pointen er at skotterne har mistet deres store turistattraktion til Danmark. Nærmere bestemt Frederiksberg. Nessie har været en tur på hospitalet, men er nu ved godt mod igen.  Og selv om den ikke ville ud med hvad den havde været indlagt med, føler jeg mig overbevist om at det må have været noget med hovedet😄…  På en eller anden måde har den bare altid slået mig som en smule ustabil!

Nessie er gået på land, det skaber helt nye muligheder for at promovere den måske som alternativ transportmulighed... Til vands, til lands og hvem ved måske også i luften😉.
Nessie er gået på land, det skaber helt nye muligheder for at promovere den; måske som alternativ transportmulighed… til vands, til lands og hvem ved måske også i luften😉.

Måske dræbersnegle,flåter og hvepse snart må se sig slået som de farligste dyr i Danmark…hov der var vist også¨en enkelt ulv der sneg sig med på den liste…


 Duen, der havde set alt for meget Jackass…

…mødte jeg på vej til arbejde i morges!

Jeg tror den havde fået Napoleonssyndrom og troede at den kunne vinde en omgang chicken med den røde dyt, men den lille røde er ikke sådan at slå af pinden, så den stod fast eller rettere,den kørte videre i fuld tillid til at den skruptossede due fuldte sin makker ud i rabatten!

Men suk nej… Duen nåede ikke at se den ufattelig smukke solopgang. Og det er slut med at sidde og drømme dejlige duedrømme med sin bedårende dueelskling!

Jeg hader virkelig når det sker… at jeg rammer et dyr! Det er heldigvis ikke sket for mig mange gange, men øv det gør mig trist og i dag fik det mig til at tænke på hvor mange andre der ikke fik solopgangen at se i dag!

Men det er så vigtigt at give slip og ikke blive i Ulykkeland alt for længe.

I min sidste Frederiksberg-uge for i år, arbejder jeg sammen med endnu et af de der skønne mennesker der findes her på kloden ;O) og det ser ud til at det ikke bliver en stille uge hihi… for med to, der begge holder af gode dybe snakke og som gerne deler ud af stort og småt, så er der lagt i den svenske kakkelovn til en god omgang god karma ved kødgryderne!

Og på en eller anden måde så har dagens tema summet om det med at lægge ting fra sig, rykke sig og ikke lade udefrakommende oplevelser eller personer ødelægge ens indre ro eller selvforståelse og lyst til livet med lyse briller.

Gå efter løsningen og bliv ikke i problemet.

Måske jeg også kan bruge den lidt når jeg får de der mærkelige ubestemmelige mavefornemmelser og tænker at jeg måske har trådt nogen over tæerne eller kvajet mig på andre måder. Og i øvrigt, hvis det så er lidt svært,skal jeg måske minde mig selv om at der er mennesker der siger at det er egoistisk at tro at man fylder  meget i andres liv at man kan tro at det de grubler over har det mindste med mig at gøre.

Men…

Kære DareDowe

Du var min skyld, undskyld!


NÅR DETALJER RYKKER…

20160707_060102

… som de f.eks gjorde det i ugen før min sommerferie startede!

Tit tænker jeg på om jeg spilder godt liv på at gå og tage billeder af stort og småt, men på Frederiksberg Hospital har man gjort ekseptionelt meget ud af detaljerne.

20160708_055029

Normalt arbejder jeg i Lynge, men vores udflytterbørnehave holder fem ugers sommerferie, så jeg har haft en uge på Frederiksberg og skal også have en i næste uge før jeg kan komme op i mit eget køkken igen… det glæder jeg mig til; selv om det nu også er lærerigt at være i nye omgivelser, så er Lyngehuset mit arbejdshjem som jeg holder ufattelig meget af!

Men tilbage til detaljerne…

20160707_124824

20160707_124847

for hvor er det bare skønt når jeg nærmest føler jeg bliver belønnet for mit grundige blik og der pupper alverdens sjove ting op nu mere jeg kigger efter.  Er helt spændt på hvad jeg kan få øje på i morgen eller om jeg har set det hele!

20160707_055953

Måske det er en vigtig pointe i livet.

At det altid er muligt at få øje på nye fantastiske vinkler og at der altid er noget jeg  ikke har set, ikke har hørt, ikke har oplevet og som jeg bare skal blive ved med at kigge efter…

20160707_055933

…for så vil alt det smukke, sjove og særlige falde mig lige i øjnene.

20160707_055914

Kærlige sommerhilsner fra mig…

…nu med hjertet på det helt rigtige sted (plantet solidt i jorden)…synes indlægget begynder at bevæge sig over i Drømmeland;O) tihi..


AFTENHYGGE

20160727_203723 …helt alene!!! Det er helt uhørt og også lidt fantastisk så længe det ikke bliver en vane. Men manden min er i Jylland og hente sin motorcykel og skønlingen ville blive hos mormor og morfar. Det er første gang hun selv har bedt om det; så ret skønt.

Det gav så mig mulighed for at bruge over en time i en loppehal, helt stille og roligt, uf det blev nydt. Og hjemme har jeg efter en tur i gode gamle Ikea, fået sat lidt pep/stil på noget af stuen. Tæppet er en tidlig fødselsdagsgave fra mine forældre, men der er pletter på (som vi så i butikken) så har det kun med hjem for at se om det kunne lide stuen; og det tror jeg godt det kan!

Ferien er desværre ved at være brugt,der er kun to dage tilbage, men der er stadig en legeaftale for mødre og børn i morgen og en tur på Bakken på fredag, der skal nydes! Er godt nok spændt på om skønlingen er så vild at hun vil prøve andet en karruseller og veteranbiler. Hun har talt om balloner, bamser og is siden vi sagde vi skulle derud. Candyfloss har også været heftigt omtalt, men efter at hun smagte noget der kunne minde om det i Sverige har hun ikke nævnt det!

Selv får jeg tænkt mange tanker om hvordan jeg vil bruge bloggen. Jeg er jo stadig ikke blevet gode venner med mit indkøbte wordpress-tema og har prøvet forskellige andre temaer frem og tilbage og om igen, men er ikke tilfreds endnu! Synes det er rigtig svært og de it-mennesker jeg kender er ikke belevne ud i at sætte blogs op. Så alle mine idéer bliver skrevet ned mens jeg bruger det meste af min computertid på at arbejde med opsætning. Pænt kedeligt det må være at læse om, men det fylder en del i mit hoved pt.

Lidt sjovere er det måske at læse om at jeg har forskellige former for tanker om hvordan jeg kan lave en kalender. Med afsæt i en slags julekalender der så bare ikke kun behøver at foregå i december…

Har også en del tanker om hvad jeg drømmer om af nye mål. Både hverdags-opnåelige mål og de mere langstrakte…

Tusind muligheder men kun så lidt tid.

Tusind ting jeg vil og kun to arme.

Tusind flyvske drømme og kun en pegasus!

Og så kan du lige nå at sige hej til et loppefund fra i dag. En skøn pyntebambi, der har haft det hårdt hos sine tidligere ejere, som den nær havde knækket halsen på!

Sidst ankomne pyntebambi fundet blandt de dagens lopper.


DEN PERFEKTE DAG…

…findes!!!

Vi havde en af slagsen i går eller rettere i forgårs nu hvor det er blevet nat midt i min ferie.

20160715_185053

Vi er godt hjemme igen fra Sverige, efter en fantastisk uge på smukke Ivø, der både kunne klare en sandstrand uden sten, bølger eller brandmænd og ingen myg.

Ja du hørte rigtigt! For mig der gik omkuld med skønlingen ved ti-elleve-tiden om aftnen skete der det lille mirakel at jeg ikke fik et eneste myggestik. Vi kunne aftenbade uden at blive generet af andet end…

ænder hihihi…

Nej de var slet ikke spor generende, faktisk var de et hit for vores datter der helst ville fodrer dem konstant, så vores mening om at ænder ikke har særlig godt af at få brød måtte bøjes i feriens navn. Undskyld kære vandmiljø og andemaver at vores stamina ikke kunne klare presset!

Men det var egentlig slet ikke telttur, trangia, vandcykel med rutchebane og al den billige svenske snolder jeg ville tale om. Nej, i går var vi til dobbelt børnefødselsdag, en tre års og en fem års, to brødre der har fødselsdag med få dages mellemrum. Og det var bare kæmpe hyggeligt. Alt min hokus pokus i maven fik pludselig fred og det var bare skønt at være der. For mig er det ingen selvfølge at jeg stortrives i selskaber, men i går var bare udpræget dejlig. Kender du den der føles af at blive set og hørt og samtidig nå at bruge ørerne rigtigt meget selv også. Den eneste malurt i bægret var at vi  (det hold jeg var på)tabte i kongespil tre gange i streg og som en på vores hold sagde: Nu er det snart ikke sjovt mere! Men de andre var ret gode vindere, så det gik lige. Men herhjemme har vi afholdt minitræningslejr til aften, for det kan da ikke passe, næste år skal vi vinde! Elske sådan noget seslkabshygge. På en aller anden måde er det bare fedt at gå op i noget sammen, som da jeg væltede en bonde og det blev fejret med OL-guldmedalje-manerer (men det var vist også den eneste bonde vi væltede og så skal man jo nå at glæde sig hihi). Nu har vi lige læst lidt op på reglerne og banen i går var al for lang, men det betyder jo bare at de andre var pænt vildt fantastiske og at vi tjaaaaa hvad skal jeg sige, vi var vist bare ramt af en kollektiv off-dag!

Men summen af det hele var en god portion lykke i maven der i dag er bakket op af at manden min efter besøg på hospitalet er testet til stadig at være kræftfri. Suk vi bliver så lettede og helt vildt trætte når vi har været derinde så i dag har været meget stille.

Nå ja, han fik sit mc-kort og tager til Jylland og henter sin motorcykel i morgen. Lidt spændende for ham.

Skønlingen er pludselig blevet ramt af en gal hund. På campingpladsen skulle vi helst spørge alle, som i al-le, med hund, om hun måtte klappe den. Tusind tak kære tålmodige hundeluftere. Og da vi heller ikke har set mormor og morfar et stykke tid så passer det fint at besøge dem mens de er hundepassere. Det er vist også bare med at få givet hende noget tid med hunde for når hun endelig er i nærheden af  dem så tør hun ikke rigtig nusse den alligevel. Men med en mor der har haft hund, hest, fugl og kanin, så er der nok håb for at hun bliver ganske tryg ved dyr en dag. Vi mangler bare at der bliver opfundet nået mod farens allergi, det er helt ærligt noget øv…ikke at jeg synes vi skal have dyr lige asap, men en eller anden dag kunne jeg godt få lyst igen. Så videnskaben må lige se at få knækket den nød, men okay I må godt få lov at klare canceren først!


MÅNEN OG VAREULVEN…

20160721_195816

…hænger uløseligt sammen og jeg bebrejder soleklart fuldmånen for mine øjeblikke af sindsyge og pludselig opståede overnaturlige “evner”. Eller de er der jo måske nok hele tiden, men jeg har bare haft temmelig kraftige mavefornemmelser i ferien og det mixet med en god portion temperament og en knivspids kuk-gok-plim har det været spændende på den udfordrende måde.

På teltferie midt i mængden af skønne mennesker står jeg og føler mig hverken skøn eller særlig givende. Jeg vil så gerne være et godt menneske, men det føles som om, at jo mere jeg ved jeg kunne have gjort bedre jo dårligere får jeg det! Er det den gamle kending med at jo klogere man bliver jo mere ved man, man ikke ved?

Som regel er alt godt, men nogle gange rammes jeg af frustration over ikke at blive forstået eller ikke kunne gøre mig forståelig. Hader virkelig at blive misforstået. Jeg får vild lyst til at forklare… Forklare hvorfor jeg gør som jeg gør. Forklare sammenhænge og det større billed.

Men hvorfor?

Hvorfor er det så vigtigt for mig ikke at blive misforstået; selv af fremmed mennesker? Jeg synes ikke det plejede at fylde helt  meget! Det er jo klart og forståeligt nok med venner og familie, men hvorfor går det lige i maven på mig, hvis jeg på en campingplads ikke kan lure min datters legekammerats forældre? Min mand siger at det er da lige meget! Men jeg undrer mig og lægger først ud med at tænke at de er da vist også lidt særlige (når de f.eks. ikke siger hej om morgnen). Tanken bliver fuldt af en ny helt modsat tanke om at det er mig der er for underlig og mistolker/lægger for meget i ting. Det er vel ikke vigtigt hvad andre tænker? Eller er det? Hvis vi alle bekymrer os lidt mere om hvordan andre har det, kan det måske føre noget godt med sig. Omvendt har jeg næppe mulighed for og energi til at bekymrer/interessere mig for alt og alle!

Men hvorfor bruger jeg så  meget krudt på at undres, når jeg ikke føler jeg ved hvor jeg har folk? Er det trygheden i mig der trues? Og hvorfor kan jeg ikke være mere ligeglad som jeg var da jeg var yngre? Ligesom de piger der lå i telt ved siden af os de sidste par dage. De var vel i start tyverne,på cykeltur og havde et super samarbejde og pingpong i deres dialog om alt fra hvad de skulle spise, til hvordan de skulle gribe deres tur an (ikke at jeg lyttede tihi;0)… Første aften spillede de yatzy og hyggede max. Jeg puttede skønlingen og faldt selv lidt i søvn indtil jeg blev vækket at deres raflebæger der bestemt må have været en plastikkop eller noget i den stil, det larmede i hvert fald i den stille nat. Tror godt det kunne have gået mig på nerverne, men den nat kom jeg til at tænke på hvor dejligt ubekymret det var!

Sådan gad jeg godt være igen, i hvert fald nogle gange…

… og da jeg hørte pigerne tale om “danskerne” der bare var så glade og den ene der sagde at sådan en mor ville hun være en dag! Ønskede jeg af hele mit hjerte at det var vores lille familie de talte om, men er bange for jeg ikke tør tro det, men man har jo lov at drømme at man for nogen gange er alt jo faktisk helt rigtigt…

20160721_201704


Sweden here we come…

20160713_201907

…så er det i morgen vi skal telte den i det svenske😊!

Vi har prøveopslået teltet, eller rettere min mand har, og det skulle være tip top klar til brug. Så mangler vi bare en god omgang pakning og man skulle tro det var nemt når man ikke må have noget med, men er bange for at det ikke er sådan jeg plejer at gøre😄! Jeg pakker efter princippet om at så længe jeg selv kan bære det så er det fint. Og man er vel en stærk quinde😄… Er bare bange for at vores såkaldte stationcar ikke arbejder med samme motto, rumfanget bliver i hvert fald udfordret😉!


 

🎵ferie-ferie-ferie…

…slap nu af du har fri og syng en glad melodi… sådan startede alle mine sommerferier i folkeskolen😊

Lige nu er vi på Djursland hos min mands familie og jeg nyder det, mens jeg venter på at jeg afklimatiserer og sådan rigtig for alvor finder feriesprællet frem. Vi tog Molslinien over fredag og sidste nat sov skønlingen sin første nat i en campingvogn. Vildt hyggeligt, men vejret skal da vist snart have en tudekiks!

I næste uge skal vi på vores første telttur til Sverige, ja det er så også min første voksenlivstelttur overhovedet, er spændt men glæder mig! Vi har lige til aften fundet stedet. En stor ø der er 7 km lang og ligger midt i en sø, der jo så også må være pænt stor😄. Den hedder Ivø (tror jeg nok) og man skulle kunne sove i telt helt ned til vandet, så må vi se om det så er muligt i praksis eller om vi bliver ædt op af blodsugende kravl!

I dag har vi været i Skandinavisk Dyrepark. Fantastisk så meget plads dyrene har der i forhold til andre steder… Da isbjørnene blev fodret fik vi lidt god info med om klimaforandringernes betydning for deres liv og muligheder for at nå at få sul på kroppen inden de skal opfostrer unger! 20160710_131855Verdens største landlevende rovdyr er frygteligt truet!

Inden clioen skal køre os til Sverige, har vi lige et par dage hjemme hvor manden min forhåbentlig skal have sit mc-kort, ellers bliver det godt nok en noget trist start på teltturen! Måske der også kan blive tid til lidt god hygge med en rigtig god gammeldags computer. Har gået og holdt igen med indlæggene fordi jeg vist havde troet jeg kunne lave bloggen helt færdig, men nu har jeg det mere som om jeg bliver frustreret hvis jeg slet ikke skriver! Så nu skriver jeg og så må det perfekte komme når det kan😉!


AND I QOUTE…

Nogle gange rammer citater mig dybt med deres visdom♥

“Jeg har lært at mennesker vil glemme hvad jeg siger.
At mennesker vil glemme hvad jeg gør.
Men mennesker vil huske hvordan jeg får dem til at føle!”

Maya Angelou (set på instagram)

 


Indlægget herunder  er overført fra bloggens start hos Simpelsite. Der var oprindeligt billeder i mange af indlæggene, men de har ikke ladet sig flytte helt så nemt som teksten!

03-07-2016

Så blev kl. 01.05…

…og jeg har kigget rigtig rigtig mange wordpress-temaer igennem og nu kan jeg næsten ikke holde til det mere, jeg vil bare videre og igang på en ny side. Håber så meget at manden min vågner i morgen, springer ud af sengen og siger; Hva’ så min skat er det nu vi skal få lavet en ny blog til dig or det gad jeg bare så godt!

Godnat.. over and out fra mig

02-07-2016

Aftentanker om børn og larm, med udsigt fra køkkenet…

…for hvad er det lige for et forhold børn har til lyd. Høje lyde, skingrer lyde, irriterende lyde, pibe lyde, kontinuerlige lyde ja alle slags lyde.

Okay indrømmet, jeg er vist lidt (meget) lydfølsom, men når min datter ikke vil høre mig nynne, fløjte ( fair nok er pænt dårlig til det), synge eller lave andre lyde så kan det undre, bare en smule, at hun har det fint med babylegetøjet der bliver fundet frem og spiller de samme tre simple melodier on going i timevis, at det billige skrammel af et plastklaver med batterier kan få lov at køre en demo uden at det generer. Næ nej, tvætimod må der ikke skrues ned for l….!!!

Hun har total luret glæden ved et godt skrig, og ikke bare det der; jeg skriger lige lidt en enkel gang, næ nej må jeg sige igen, skrig som i jeg skriger nu og meget højt og meget længe.

Dyb indåndning, og så lige en til heeeeeeelt ned i maven. Nu gør det på det nærmeste fysisk ondt i mine øre; Søde skat, vil du være sød at holde op med at skrige det er ikke rart!!! Prøver lige igen; Søde skat, jeg bliver nød til at gå hvis du bliver ved!!! Til sidst sagt med meget skarp skinger stemme (der snart også skriger) NU HOLDER DU SIMPELTHEN OP MED AT SKRIGE OG DET SKAL BARE VÆRE LIGE NU!!!

Men hvor er logikken henne? Er det bare fordi at larm er bedst når man selv laver den eller styrer den?

Jeg har faktisk noget med volumen af radioen i bilen, hvis jeg selv skruer op er det ok, men hvis min mand gør det er det viiiiiildt irriterende.Men det handler jo også lidt om at han bare ikke skruer op for det rigtige…for når det er Cold play (eller den ene der med Volbeat) så er det okay…

Lige nu i skrivende stund er manden og larmelammet gået omkuld og jeg kan, selv om vinduerne er lukkede, rent faktisk høre fuglene synge godnat. Ahhh fred og ro som Emils far tænkte lige før han fik foden i en musefælde!

Pas nu på verden…

…for nu har jeg fået pas igen😊!

Mit pas udøb i 2011, samme år som skønlingen blev født og nu er jeg  lige pludselig  blevet ramt af en slags frihedsfornemmelse! For nu kan jeg hoppe på et fly med dags varsel. Jeg kan udnytte det hvis der skulle komme det der helt fantastiske tilbud som vi har råd til!

Først skal vi efter planen bruge friheden i Sverige😄. Jeg har ikke været meget i Sverige og jeg er frygtelig dårlig til ar forstå svensk så jeg håber ikke de bliver alt for trætte af en dansker der helst taler engelsk😥… Det er min  første telttur i mit voksne liv så sætter min lid til min seje mand, der er fuldt gearet op med alt hvad man kunne forstille sig at få brug for på sådan en tur. Vi har hverken booket campingplads eller besluttet os for hvor længe vi skal være der, men manden min skal op til motorcykelkørekortsprøve d. 14.juli så vi har skubbet det til at tage afsted dagen efter. Krydser så meget fingrer for at det bliver med højt humør (og godt vejr)! Jeg har en drøm om at udnytte deres allemandsret, elsker tanken at kunne sove et uforstyrret natursmukt sted, lave bål og synge sange. Men jeg er også lidt spændt på om vi bliver ædt op af kryb😯nå men jeg glæder mig i hvert fald det bliver skønt at komme lidt væk og se noget andet… men det er lidt sjovt for jeg glæder mig også allerede til at komme hjem til vores dejlig hus og have… det bliver bare rigtig rart med ferie!

Hvor skal du holde ferie og har du et godt råd til hvordan en ferie bliver god?

Har du nogle gode Sverige-tips? Har hørt om Pippiland. Og Jesperhus er da også i Sverige er det ikke? Er det pengene værd eller har du andre gode idéer?

30-06-2016

Jeg gjorde noget rigtig godt i morges…

…og selv om det ikke er noget vildt så var det fantastisk😊!

Da jeg kørte skønlingen i børnehave, kom der, lige da vi drejede ind på parkeringspladsen, den helt rigtige skruopforlydenogdansmed sang… Volbeat har lavet en ligeiøjet-sang så da jeg havde parkeret vendte jeg mig om og skønlingen hoppede op på forsædet på skødet af mig..for fuld blæs og med hende liggende ind til mig hørte vi hele sangen færdig mens vi rokkede det bedste vi kunne😄…ingen tanker om at vi skulle skynde os videre,  kun god varm hygge og nærhed😊😊😊. Så lidt og alligevel så meget…nu er jeg bare glad og glæder mig til mere rokke om en uge og en dag ( når ferie sættes i gang uha det bliver godt)

Når det går vild  for sig i bilen tages billederne på hovedet😆

29-06-2016

Da jeg startede med at blogge…

…tænkte jeg at nu sprang jeg ud i det og så ville jeg se om jeg syntes det var sjovt.

Nu ved jeg at jeg gerne vil det mere end hvad simpelsite til dato kan tilbyde. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind når jeg ikke kan gøre med mine billeder som jeg vil. Jeg er sindsygt bundet og ofte kan et billed ikke engang drejes. Nu er det jo ikke fordi jeg er mesterfotograf, men jeg vil altså gerne kunne udvikle mig og det bliver vist en udfordring her på siden.Min plan er at beholde mit domæne og så komme op og køre et sted med flere muligheder, helst uanede, jeg er jo ikke krævende!

Men hvordan og hvorledes det lige skal gribes an ved jeg ikke helt endnu. Teknik er ikke min stærke side, men jeg begynder at have en meget god ide om hvad der skal gøres.

Jeg kan lure at jeg måske skulle have læst lidt på lektien før jeg sprang ud som blogger, men tror måske det var godt jeg bare gjorde det, for ellers ville alt det der it-halløj have ændt min lyst.

Jeg lover at advare før jeg gør det, med mindre der går noget galt. Men som sagt jeg beholder mit domænenavn så jeg er til at finde, men håber du kan bære over med at jeg så først skal have bygget på den nye blog, selv om jeg nu tænker jeg prøver at tage noget med herfra.

Satser på det bliver vildt fedt når jeg er landet godt i det nye…glæder mig til at fjolle rundt med opsætning og fotos…

…og jeg der sagde at jeg ikke gik efter smukke billeder og at du måtte bære over med indpakningen og nøjes med at dømme på teksten hahahahaha… man har et standpunkt til man tager et nyt!

Har du nogle gode råd? Jeg tager imod stort som småt med kyshånd.

29-06-2016

Beslutninger må træffes…

…og jeg er ved at nå frem til at når jeg bliver ked af at høre nyheder så bliver du det måske også nogle gange?

Og da jeg er fast besluttet på at køre en positiv, optimistisk og konstruktiv stil på bloggen, må jeg se i øjnene at jeg ikke vil dele nyheder herinde mere (måske lige pånær de gode!)!

Jeg sagde jo for lidt siden at jeg ikke ville høre nyheder mere og jeg holdt det også… i næste  et døgn😮…men nyheder er vist bare en del af det at være voksen (og som jeg nogle gange godt kunne være foruden men som  jo også er relationen ud i verden som er så vigtig).

Det jeg prøver at sige er:

All my love goes to Turkey😢😢😢

…og så bliver det sandsynligvis den sidste kommentar på terror, i hvert fald indtil jeg har noget konstruktivt at tilføje om det helt ubegribelige ved den menneskelige race, at vi kan  udvikle os så ondt.

Vi har meget godt der skal gøres i dag, og dagen efter og efter og efter og… undskyld for min moralisering  det er nok også derfor jeg skal holde op med at skrive om nyheder…de gør mig så trist!

28-06-2016

Hvad har været med til at forme dig?

Der er selvfølgelig det indlysende. Det med mor og far, opvæksten, og hvordan den har været.

Men så er der også det der sker senere, når man er nået et godt stykke ind i livet. Jeg følte mig i hvert fald meget godt på vej. Ja faktisk syntes jeg vist at jeg var på vej i den rigtige retning. Jeg har altid været et sludrerchatol og måske ikke givet så meget plads til dem der ikke fyldte ligeså meget. Jeg var et sted hvor jeg syntes jeg var blevet meget bevidst om det og gjorde hvad jeg kunne for ikke at fylde det hele.

Min bedste veninde fra 1994 til starten af 2009 var en skøn pige, der var et par år ældre end mig. Vi mødtes da vi tog kørekort og jeg satte mig ved siden af hende til teori. Normalt ville jeg have valgt en plads alene men var midt i en euforisk forelskelse så kunne gå på vandet! Vi snakkede bare så godt sammen!!! Vi fortsatte venskabet i årene efter, men selv om vi i perioder boede tæt på hinanden så vi ikke hinanden voldsomt tit, men når vi gjorde var det altid som om vi ikke havde været fra hinanden ret længe. I den tid vi var i hinandens liv boede hun i alle årene det samme sted med sin kæreste.Jeg derimod fik kærste, flyttede sammen med ham, blev færdig med uddannelse, flyttede fra kæresten og op på en gård med min hund og hest. Fik job, skiftede job sagde op og gik kokkevejen. Mødte ny kæreste, flyttede sammen og blev færdig som kok. Og det er så her historien ender…

For som færdiguddannet kok ville jeg holde svendegilde for dem der betød aller ALLERmest for mig. Havde på daværende tidspunkt 6 veninder der var rimeligt tæt på mig. De blev inviteret sammen med et par af min kærestes venner. Lykkelig var jeg da de alle 6 meldte at de ville komme.

Men dagen før meldte de første afbud og på dagen kom der kun 2… jeg blev så ked af det!

Men særligt over min bedste veninde. Jeg troede at vi skulle være der for hindanden altid, men jeg fik en sms dagen før om at hun havde haft for mange jern i ilden så nu var hun nød til at passe på sig selv og at hun håbede jeg forstod (Sideinfo: der var et gammelt piskesmæld og måske også lidt forskelligt andet der drillede hende). Jeg blev ked fordi hun bare skrev. Jeg blev ked fordi hun havde haft krafter til alt det andet, men ikke havde afsat energi til mig.

Jeg troede at vi havde et af den slags forhold, hvor man kan sige alt. Så efter mange triste tanker og overvejelser om, om jeg skulle lyve og sige at det var helt i orden, besluttede jeg mig for at være ærlig og sige det som det var, at jeg ikke var okay med det. Jeg fortalte at jeg blev ked af det. Jeg kan ikke huske hvornår og hvad hun svarede, men jeg kan tydeligt huske at jeg skrev at jeg havde reageret sådan fordi jeg blev så ked af det. Og at det var fordi jeg savnede hende. Vi blev enige om at se tiden lidt an og lade følelserne få lidt fred til at falde til ro. Efter noget tid kunne jeg bare ikke holde det ud mere. Jeg skrev og udtrykte min frustration, jeg kunne ikke forstå at det ikke også gik hende på, for mig var det ved at æde op at min bedste veninde ikke ville mig mere! Hun svarede noget med at hun altid havde været gartneren og jeg rosen i vores forhold og at det ville hun ikke mere… jeg havde det som når man er blevet droppet af “manden i sit liv” bare 100 gange værre. For hun havde jo droppet mig for mig, det gør bare mere ondt end når der er en der bare ikke synes man er lækker mere!

I dag ved jeg at det er en af de ting der har været med til at forme mig. Jeg tror aldrig rigtig på at der kommer nogen hvis jeg holder noget og jeg har ingen bedsteveninde, du ved hende som du ved også kalder dig for sin bedste veninde! Jeg er bange for at jeg ikke overdriver når jeg siger at det er en sorg jeg bærer med mig. Jeg tror altid at folk er på vej ud af mit liv og min tro på mig selv er ikke den samme som før 2009. Det har klart udfordret min tro på mig selv!

Men når tudekiksen er slugt, så må der være noget god lærdom i det. Jeg kan blive en bedre bedsteveninde for den der måske er derude og en dag krydser min vej. Jeg håber bare ikke jeg er for bange til at lukke hende ind!

Imens må det om og ligge i bagagen og kun tages frem når det skal bruges til noget konstruktivt, så som at tilgive andre for deres fejl, for jeg vil jo selv SÅ gerne tilgives for mine fejl, også når jeg inderst inde tænker at det måske mest er i andres øjne jeg har trådt forkert! Jeg fortryder ikke hvad jeg gjorde. Men det er klart en af de triste erfaringer der ligger i mit hjerte.

Tit fylder hun intet, men nogle gange savner jeg hende så frygteligt!

Lad os alle passe på dem vi kan

Dagens gode økonyhed…

…Føtex stopper salg af æg fra burhøns og næste år er det også slut med burhøns i Netto og Bilka hihi sjov skrivefejl..Det har været noget værre griseri med alle de burhøns i butikkerne så nu har de endelig lyttet til forbrugerne og derfor vil dyrevelfærd blive endnu højere prioriteret😄.

Stort klap på skulderen til Dansk supermarked👏👏👏👍👍👍

Fedt med noget at blive glad over…lapper det i mig som en meget tørstig killing😋!

27-06-2016

Jeg vil gerne købe lidt pep…

…for de sidste indlæg har der da ikke været meget spas i😄!

Det er selvfølgelig ikke i orden men jeg har lovet at være tro mod det der galopperer rundt i mit hoved og det er desværre ikke altid sjov og ballade.

Min mand har fortalt at han efter vores første date var lidt i tvivl om jeg også kunne være alvorlig😉..lad mig bare sige at han ikke er i tvivl mere😄!

Egentlig skal det her være en up date efter i fredags hvor jeg synes jeg havde lidt nærvær og lyttende ører der trængte til at komme i brug! Ved dårligt hvad jeg skal sige; skulle der gives karakterer så ville jeg nok bestå, men et 12-tal ville det absolut ikke blive til. Men det kunne måske godt være fordi at jeg for at få 12 skulle have droppet bloggen og faktisk også tiden på crosstraineren helt! Nu lærer jeg vist noget om mig selv! For det betyder at jeg for at være tilfreds med det jeg gjorde, i dette tilfælde min nærhed, skulle have lagt mine egne behov helt væk!!! Ja det lyder sørme sundt, det bliver jeg vist ikke flyvepåskyerne lykkelig i låget af😕… så må det være kravene til hvad jeg forlanger af mig selv der skal revurderes! Kan jeg blive tilfreds med min indsats hvis jeg bare er nærværende og lyttende når jeg ikke blogger eller træner? Det er faktisk sådan jeg ubevidst har grebet det an i weekenden; altså forsøgt at være tilstede i det jeg lavede og så give mig selv lov til at skrive og fokusere på det når det var dét jeg havde gang i. Og så har jeg skiftet mellem at lege, være til fødselsdag og på stranden etc. og så lave dét jeg åbenbart føler jeg skal begrunde hvorfor jeg bruger tid på…

Hmm den der samvittighed den er en sjov en men den kunne godt bruge lidt pep😄

Hvordan har din samvittighed det? Hvad kan give dig dårlig samvittighed?

27-06-2016

Helt uskyldig…

…er der vist ingen der kan sige de er. Men vores smukke smukke natur er! Den finder sig hjælpeløst i alt hvad vi udsætter den for. Den kan  jo ikke andet. Men det kan vi. Vi kan vælge. Vælge at sprøjte tæt på vandeløb og søer, vi kan vælge ikke at prøve at gøre vores bedste for at passe på vores økosystem. Eller kan vi? Er det okay at vi bliver i samme bane? Eller ville et sporskifte være en god idé😉?  Jeg synes det føles frygteligt uoverskueligt hvad der er det rigtige at gøre! Jeg vil gerne men har jo også en daglig økonomi der skal gå op. Når jeg tænker mere over det så synes jeg at det virker som om vi symptombehandler vores natur! Vi vil ikke give vores luksusliv op for at redde kloden! For årsagen, hvis vi skulle behandle den, er jo os!  Det er os der har skabt alle problemerne for miljøet, så er det vel også os der skal skabe løsningen? Skønlingen har hørt så tit at hun skal rydde sit eget rod op at hun nu husker mig på det😉…men vi skal vist ikke kun rydde op efter os når det gælder miljøet! Vi skal vist helt ud af boksen og finde vores indre opfinder frem, hvis vi skal hjælpe vores smukke livgivende planet! Alle de plastrer vi kan  finde frem  kan  aldrig hele såret, hvis vi konstant falder på knæet igen.

Hvad kan  jeg gøre for at hjælpe dig kære verden? Hvor skal jeg starte og hvad skal vægtes vigtigst? Jeg aner det ikke. Er vi nødt til at fokusere på mennesker først for at give dem overskud til at hjælpe miljøet? Eller skal vi springer dem over og satse på naturen, der helt uskyldigt må se til og finde sig i det vi mennesker finder på?

Okay har lidt svært ved at spinne positivt på den her😥! Men hvad  kan vi gøre? Jeg mener har du nogle red-kloden råd? Det føles som et uoverstigelig bjerg, men  lidt må vi da kunne finde på?

Hvis vi alle gør lidt så bliver det til meget!

Jeg  drømmer om gennemskuelige råd, så jeg kan lure om det er bedst at købe øko til  hver en  tid eller om det i virkeligheden er meget bedre at købe lokalt (som så kan  være sprøjtet men ikke er transporteret den halve klode rundt for at jeg kan  spise en banan). ..

Hvad er det rigtige at gøre?

Hvad skal jeg vælge? Hvad vælger du?

Jeg synes det er svært at tænke på miljøet, jeg bliver ked af det. Det føles som om jeg er en babygubi der ikke kan gøre fra eller til! Er det i virkeligheden der den ligger? Når vi føler os magtesløse så lader vi stå til og håber der sidder nogen på toppen og træffer de svære beslutninger for os? Er bare ikke helt sikker på at det er miljøet politikerne tænker mest på😕!

25-06-2016

Det føles kolosalt grænseoverskridende for mig…

…at skrive en blog og dele den med verden og så ingen likes få. Ingen likes uha det er værre end jeg troede, så er lidt holdt op med at tjekke. Jeg har aldrig brugt facebook ret meget så det ligger lige til højrebenet ikke at gå der ind helt så meget. Men det er jo lidt mit hjerteblod jeg drypper ud, så jeg er følsom kan jeg mærke…

Som da en kollega sagde en dag; det er da noget mærkelig noget at skrive en blog som ingen læser (avs min mavs). Men det er jeg jo ikke helt herre over selv… Jeg håber at tålmodighed vil vise sig at være vejen frem, men det er faktisk lidt en vild tumling i min mave, for jeg vil gerne læses samtidig med at jeg frygter al den bedømmelse der kan ligge i at blive læst!

Hvis jeg skal være sådan rigtig ærlig så synes jeg det er svært at dele min blog, for hvad sker der så? Skal jeg til at forsvare og forklare og kan jeg overhovedet tackle det at du ved hvad jeg tænker? Jeg ved jo ikke hvad du tænker? Kan du overhovedet bruge det til noget eller er der slet ingen genkendelsesklokker der ringer i dit hoved? Men det er måske heller ikke nødvendigt med noget konkret du kan bruge min blog til hvis du bare godt kan lide at læse den? Tænk hvis det viser sig at… ja ved faktisk ikke hvad det er jeg frygter, for hvad er det værste der kan ske? At jeg har prøvet at blogge og ikke bliver kæmpekendt og kan leve af det? Må seriøst kvæle et stort grin nu, for jeg bliver næppe den næste Masha Vang og jeg egner mig næppe til et kendisliv, så helt helt ærligt; det er ikke der frygten den ligger (selv om det kunne være overdrevent fantastisk at leve af at blogge!!!!!!)

Men hvad er det så lige jeg er bange for? Det må være den der hudløse ærlighed som jeg så gerne vil hen imod, men som jeg ved jeg nok ikke tør leve 100% op til… det vil bloghosteren nok også nedlægge censur overfor. Balancen mellem at vise min personlighed og det der kan være givende tanker på den ene side og så ikke give los og lægge mit privatliv til åbent skue på den anden side.

Jeg vil gerne kommenteres på mine tanker og nok ikke så meget på indpakningen.

25-06-2016

Mini update…

…på min plan fra i går om at være mere nærværende:

Stod op kl. seks, af egen fri vilje fordi jeg havde lyst at arbejde med bloggen (mig op kl. seks den er helt gal). Men skønlingen vågnede kort efter så nåede ikke så langt og selv om jeg har været næsten 100% nærværende var mit hoved vist stadig lidt igang med at blogge, hmmmmmm!

Problemet er bare at jeg SÅ godt kan lide at være kommet i gang med at skrive, hvad enten der så er nogen der læser med eller ej. Selv om drømmen klart er, at der er nogen der kan få glæde af bloggen, så får jeg også selv meget ud af den allerede. Tiden jeg tager mig til at reflektere virker som et energiboost som jeg gik og trængte til.

Men tiden jeg bruger på computeren (eller crosstraineren for den sags skyld), føler jeg tager kvalitetstid fra skønlingen! Min indre diskussion går på at jeg på den ene side synes det er vigtigt at hun ser sin mor lave noget andet end det hun vælger vi skal lave sammen. En mor der er passioneret og koncentreret om noget hun godt kan lide. Jeg ønsker så meget at være en værdi rollemodel, hvordan sådan en så ellers lige ser ud? Hvad er en god rollemodel for dig?

På den anden side synes jeg at tiden går alt for stærkt og jeg bare har lyst til at være sammen med hende mest muligt og hele tiden.

Ud over energiboostet og lysten til at skrive, tror jeg også at jeg har en anden grund til at blogge og ikke bare skrive dagbog!

Jeg ønsker en bedre verden for min datter. Og jeg aner ikke mine gode gammeldavs levende råd! Hvad kan lille mig gøre i en verdenkontekst? ikke en rygende papfis er jeg bange for. Men så alligevel, hvad nu hvis jeg prøver at “lokke” dig til at tænke på verden som et stort fællesskab. En stor familie, der skal passes på og passe på hinanden?

Det med Storbritanien er nu lidt en torn i øjet på det projekt! Det siges at de unge gerne ville være blevet og det er den ældre generation der har stemt dem ud!!! Hvem er det lige der har fingeren på pulsen? Og skulle de gamle måske have taget et par ungdombriller på? Hvad synes du?

Mit hjerte siger mig at splittelse ikke skaber noget stort!

24-06-2016

Flash back…

…til da jeg i påsken var indbrændt og lavede husregler…

Jeg hang dem aldrig op! Måske fordi min svigermor læste dem før de kom op og sagde at for hende var det meste almen viden. Så jeg kom i tvivl! Og blev fyldt med usikkerhed, for jeg ønsker bare slet ikke at støde nogen. Så “reglerne” har fået lov at blive i skuffen. Arbejdet med den gav mig dog lidt indsigt i hvad jeg tænker om vores lille hjems fundament og værdier og hvor jeg vil stå fast og hvor jeg kan være mere imødekommen.

Har du nogen husregler? Skrevne eller uskrevne?

Hvor er det vildt…

…at jeg kan være så fokuseret på ikke at tage glæden fra børnene og så hører jeg mig selv ved aftenbordet: Ja det har du fortalt!!!!sagt til min  mand der lige har dumpet sin motorcykelkøreprøve og jo nok gerne ville have haft mig at bearbejde det med. Der skete også lige præcis det jeg jo ikke ønsker; nemlig at han blev stille og virkede som  om han  mistede lysten til at tale med mig… det kan jeg virkelig godt forstå!!!øv altså dybt suk!

Næste dag /i dag på job:

… finder jeg ud af at der er noget kommunikation der er glippet og går og taler om det og hører en af pædagogerne sige til mig at jeg da godt nok snakker meget om det…hvordan tror du jeg fik det? Sikkert præcis som min datter gjorde i går da jeg sagde at jeg elskede at hører hende snakke men at det lige var i overkanten  nu… Hende vil jeg bare kramme lige nu asap…

Så nu vil jeg hjem og være nærværende og lyttende og ikke afbryde eller tysse bare hygge og så på m

andag skal jeg nok lige give dig en up date på hvordan jeg selv synes det går med det😉…

Og bagefter kan jeg så tage min evige trykkende dårlige samvittighed over et eller andet op til et større lægetjek for det er måske også lige i overkanten hmmm?

Eller hvad synes du? Er det godt at være fokuseret på at gøre sit bedste eller er det for meget og for usundt at gruble så meget?

23-06-2016

Er der nogen der har set den?

“I’m missing an extra brain to get the world today”

Charlotte Skov Eskildsen

23-06-2016

Det er en klassiker…

…jeg oplever det i hvert fald dagligt. At børn kommer løbende hen til en voksen for at dele deres glæde. Det kan være at glæden kommer fordi de har fundet en død bille eller en dejlig mudret vandpyt og nu vil de gerne dele deres glæde med dig. Og hvad sker der så?  Hvor lang tid glæden og entusiasmen får lov at leve i det lille kid er op til den os!

Scenariet der ofte sker er; se se jeg har fundet en regnorm, kom se ( underforstået: jeg vil så gerne dele det med dig) hvortil den voksne kigger med sine overbærende ikke-regnorme-elskende øjne på barnet og siger; ja sådan en har jeg set før!!!!

Det skulle være forbudt at tage glæden fra børn, nej ikke kun børn; det skulle være forbudt at tage glæden fra ALLE. Store som små! Ikke sådan lovmæssigt forbudt nej sådan en indre modstand der blev aktiveret når vi var ved at frarøve nogen deres glæde. Så længe den bunder i sunde ikke skadelige ting så skulle vi bare tage og springe med ud i glæden over ALT hvad der kan være at glæde sig over!

Så næste gang et barn (eller en voksen; for det sker sørmsens også for mig det her😉) begynder at fortælle en historie, så måske vi kunne lege at vi ikke havde hørt historien før. Lege at vi er ligeså nysgerrige på  livet som børnene og formår at se nye perspektiver hele tiden og ikke mindst kan finde entusiasmen frem. For jeg har aldrig stået lige her og oplevet lige præcis dét her før, dét er tusind procent😉sikkert!

22-06-2016

En glædelig nyhed…

…blev den præsenteret som! Nu har jeg tygget på den i en lille uges tid og jeg er nød til at fordøje den på skrift! For jeg kan slet ikke se det glædelige i at min datters børnehus skal lukkes og ungerne skal flyttes ind på skolen på nabogrunden… Huset er 10 år gammelt ligger på en bakketop i Vejby hvor vi bor. Der er en kæmpe legeplads og låge lige ind til skolen. Grunden er efter sigende det faldende børnetal og det til grunde er bestyrelsen og områdelederen kommet op med et forslag der nu er vedtaget i både børneudvalg og byråd, nemlig at huset lukkes… I de 16 måneder vi har haft vores datter i huset har der ingen åbenhed eller villighed til at diskutere det med os forældre, været!

Men da de i torsdags indledte sommerfesten med at fortælle den “glædelige” nyhed, var det altså ikke vedtaget i byrådet! Det blev det først i mandags… så der har stået en bestyrelsesformand og et styks områdeleder og talt usandt! Hvilket ligger lidt i forlængelse af forløbet hvor man hele tiden har undgået at tage det op til en god gammeldags debat med forældrene!

Nå… vi må videre, vores pige er stor nok til at det ikke bliver så vildt for hende, men hvad med økonomien i det? Har ladet mig fortælle at det vil tage 17 år at betale for de ny rammer der skal etableres! Og så er der jo også hensynet til vuggestuebørn..okay jeg er måske ikke helt videre 😄men det kommer…

For en politisk insider har fortalt mig at der kun blev flertal for at lukke Bakketoppen fordi der er andre aftaler der spiller ind.  Forstået således at et parti har givet et andet parti løfte om at støtte en sag og så skal det første parti som ellers var imod lukning af vores børnehus, støtte op om lukningen for at få sin egen sag igennem.

Okay det er vel sådan politik er, men f… hvor jeg synes det strider imod at vælge rigtigt og finde den bedste løsning i hver enkelt sag…Når politik æder de gode løsninger og der klippes en hæl for at få lov at beholde tåen så ved man jo aldrig hvor verden sejler hen af…

Er ikke munter over dette indlæg men når nu dagens tema er korruption i lille Danmark så kunne jeg ikke lade være med at komme med min lille hverdagshistorie på løgn og latin😡..

Så til sidst en lille bøn til alle med lidt magt  ( og det er jo så egentlig os allesammen):

Kære du

Tænk dig godt om, mærk efter og vær ærlig og find så din integritet frem,jeg ved du har den på dig😉!

21-06-2016

Det er måske lidt en hemmelighed…

…for jeg har vist ikke rigtig sagt det til nogen før! Men jeg er håbløst følsom (det er nu ikke det, der er hemmeligheden😉)! Nej jeg er vildt følsom overfor hvordan mine kære (og alle andre faktisk) tager det når jeg vover mig ud i at tale om små projekter jeg går og funderer over og ikke rigtig har turde tale om før. Jeg taler ikke om dem fordi jeg er bange for at folk skal synes det ikke er noget særligt. For de er særlige for mig  og fyldt med potentiale i mine tanker. Når jeg så endelig kommer til at fortælle om dem, så er jeg vist ikke særlig god til at sælge mig selv/projektet! Jeg taler det vist lidt ned, som om det bare er noget der har stejfet mig og så bliver jeg bagefter ked af at jeg ikke følte støtte omkring min  innovative kreative side når jeg nu vovede pelsen. Det føles som om jeg skal have accept fra dem jeg fortæller det til. De skal sige at det lyder spændende/ser spændende ud og at det kunne da blive fantastisk. De skal sige at de tror på mig!

Men det ved “de” jo bare ikke at de skal😯…

Sidst jeg kan huske at jeg havde det sådan her, var da jeg som teenager lavede mønstre og en enkelt gang viste det til en super god veninde, der selvfølgelig ikke anede at hendes manglede entusiasme medførte at jeg lagde mønstrene på hylden i årevis og aldrig rigtig har taget dem til mig igen… Det var selvfølgelig min beslutning dengang og ikke hendes skyld!

Men i dag skal det være anderledes. Jeg vim ikke give op så nemt!

Selv om det stadig stikker svigende hårdt i mig når jeg som i går, fortæller om et projekt (som jeg er skide bange for ikke bliver godt nok( hvilket så vil føles som om jeg ikke er dygtig nok! )/aldrig bliver til noget som alt det andet jeg har i hovedet eller endnu værre at folk vil tale dårligt om det) og så ikke føler nogen særlig opbakning eller tilskyndelse til at fortsætte, så vil jeg denne gang prøve ikke at hænge fast i den følelse af at det også er fjollet, at jeg tror at jeg har noget særligt at byde ind med. Spot on; ramte lige følelsen lige i øjet kunne jeg mærke!

Det er vist på tide at tage ansvar, tro på det og gå efter det. Så må det briste eller blive magisk💖

Hvis der er nogen der vil vide hvad det er jeg arbejder på så må jeg overveje om jeg tør sige det😄!

Men det tør jeg nok godt😉

20-06-2016

Tænk hvis…

…jeg var perfekt?

Så lavede jeg ikke alle mulige fejl som jeg bagefter fortryder og ønsker jeg havde gjort anderledes.

Hvis jeg var perfekt så kunne jeg altid gøre det rigtige uden at værei tvivl!

Hvis jeg var perfekt ville jeg ikke være i tvivl…

Men hvis vi alle var perfekte ville det nok alligevel blive en ret kedelig verden?

Og hvis det kun var mig der var perfekt ville jeg sætte andre i en modbydelige situation, for hvem kan  leve op til det perfekte?

19-06-2016

Skulle der være en enkelt…

…der tænker hvad den her blog lige er for en mærkelig størrelse, så vil jeg gerne lukke lidt op for posen med ufiltreret hjerneindhold… Jeg undrer mig på det nærmeste konstant over andre menneskers gøren og laden og jeg vil så vildt gerne forstå og blive klogere. Det er muligt at jeg er særlig unik,meeeeen måske er der andre der har det som mig; altså andre der undrer sig over mig, for jeg er vist ikke helt efter bogen (bare spørg min mand)…

Såååå hvis jeg nu deler ud af mine tanker, så kan det måske være at der er nogen der kan relatere, genkende eller på anden måde få noget brugbart ud af det.

Måske kan mine spørgsmål sætte gang i dine reflektioner?

Og så har jeg et lille mikro ønske om at se verden udvikle sig i en bæredygtig og næstekærlig retning.

PS.Når jeg siger bæredygtig så tænker jeg det ret bredt både for kloden og individet. For mig er der også en mental bæredygtighed som omhandler at vi er i god kontakt med os selv, synes det lugter lidt fodformet, men det jeg mener med mental bæredygtighed er bl.a. at vi kan prøve at bygge oven på et fundament af sunde værdier der ikke er et spejl af andres forventninger, men en dyb tillid og tro på os selv, som ikke lader sig vælte så let! Og alle har et stort ansvar for at hjælpe vores børn (hvad enten de er vores egne eller andres), med at skabe det fundament de skal bygge deres liv op på! Vi kan alle gøre vores for at støtte op om udviklingen af bæredygtige fundamenter med rummelige egoer der formår at passe på både dem selv og andre/andet (forstås som alt naturligt skabt).

Lidt højtflyvende tekst, men man har jo lov at drømme!

Hvordan ser din drømmeverden ud? Del meget gerne dine drømme med mig på facebook @vinkmedvognstang

17-06-2016

En tur til borgerservice…

…i rask trav, fordi de lukker kl. 2. Vi skal have lavet pas til skønlingen og mig, fordi sommerferien skal være en telttur i Sverige (pas til Sverige! hmm det er virkelig nye tider!)

Jeg har afspaseret 5 kvarter for at nå det og er lykkelig for at skønlingen er helt klar til at suse med da jeg henter… Vel ankommet på rådhuset,trækker vi et nr. og venter og venter og venter. Når at tænke at det er lidt træls det her… Pludselig overhører jeg en teenager der er sammen med sin mor, blive spurgt om faren har givet samtykke til passet! Host hak synes nok der var noget jeg havde glemt.. Mig ud i forhallen og ringe til manden min, der klipper hæk og intet hører. Prøver et opkald til naboen der lykkeligvis er hjemme og drøner ind og giver beskeden videre. I forhallen kigger skønlingen ned af nogle trapper og skal pludselig tisse da hun hører at det er der toilettet ligger.. os ned og op igen hurtigere end man kan tælle til ti… ind i borgerservice med os igen. Skærmen viser vores nr. arsh f.. da osse men en venlig dame har på magisk vis holdt vores plads i køen! Vel fremme ved disken mødes vi af endnu en skøn dame der laver mit pas, hjælper med billedtagning (pænt nedern billed det bliver, men alt for at holde et vist tempo med en fire-årig i hånden). Manden min ringer og siger at han har været på nettet og give sit samtykke til vores datters pas. Den søde skrankedame kigger på mig og siger at jeg jo så fint har udfyldt hjemmefra så nu skal hun bare lige se dåbsattesten…

…og som det super tjekkede menneske jeg er ligger den selvfølgelig ude i bilen!!! Jeg havde lagt den ind i et blad for at den ikke skulle blive krøllet! Og hvad siger den søde skrankedame?Jamen hun siger da bare at den kan vi lige hente, så venter hun da bare på os imens! Vi løber hele vejen frem og tilbage (bilen holder naturligvis aller bagerst på pladsen!) Kommer pustende tilbage og får ordnet det sidste, betalt og ud med os igen.

Køber en is til skønlingen der har været mere end forventelig sej (hov må ikke kalde hende sej siger hun, så sig det ikke til nogen, men sej var hun altså).. og så er det at det begynder at gå op for mig hvor mange søde mennesker der lige har været inde over vores liv den sidste halve time… og jeg der havde stået og været ved at synes det hele gik for langsomt! Ja det er da så i hvert fald kun på grund af sådan nogen som mig, hvis der er noget der går langsomt! Så til alle der møder os; På forhånd tusind tak for Jeres tålmodighed!!! Vi vil prøve, alt vi kan, at gengælde den!

16-06-2016

Holdning koster…

…nok mest tydeligt hvis man er politiker, så kan man vinde og tabe på en holdning. Som i USA hvor det siges at politikerne ikke tør røre for meget ved amerikanernes ret til våben da de så risikere at få en masse vælgere imod sig! Men er det ikke lige præcis det en politiker skal turde? Stå op for det der er “farligt” se det større billed og hjælpe til med at gøre verden et bedre og mere sikkert sted?

Jeg kunne næppe blive politiker. Det mod har jeg slet ikke! Men har man ladet sig vælge kan vælgerne vel godt forvente at der bliver kæmpet for hvad personen står for og ikke hvad han kan blive valgt på? Or det lød vildt naivt når jeg skulle skrive det ned!!! For nej det er måske en del af problemet, vi kan ikke vide hvad et menneske der bliver valgt ender med at “mene”. Holdningerne kan være flotte i udgangspunktet, men når der skal hentes stemmer så gælder alle kneb, både aktuelt med våben og i den evigt aktuelle ageren når det kommer til miljøet!

Egentlig utroligt så lidt vi mennesker kan blive enige om…

Men hvad koster “holdning” eller måske endnu vigtigere, mangel på holdning (og mod), egentlig for alle os der ikke er i politik? Er det ensomhed, udelukkelse, fælleskab, fattigdom (materielt eller socialt), der er på spil…

..og hvis man så har mod til holdning er det vel stadig vigtigt at kunne blive klogere og ændre holdning? Sameksisten og samarbejdet er et must. Mange hjerner kan komme op med bedre løsninger end en, men sikke en balance det er at holde sig på den rette vej, med holdninger der kan blive klogere,mere oplyste, lyttende og imødekommende! Set i det lys kan man ikke forlange af nogen,heller ikke politikere, at de altid vil kunne stå inde for en holdning, men når jeg nu lige har købt dem fri igen hvad dælen har vi så at læne os op af? At vi kan forvente det uventede eller at vi kan forvente det utopiske; nemlig at der til hver en tid findes den bedsteløsning (hvem der så ellers lige skal bedømme det)?

15-06-2016

I selskab…

…med nogle mennesker kan jeg føle mig helt som mig. Jeg hører ikke lyden af min egen stemme som et ekko til en vigtig eksamen. Jeg siger det der falder mig ind, det der betyder noget for mig og fylder ikke på med ligegyldigheder. Jeg prøver ikke konstant at lure om der er noget “galt”, jeg føler mig ikke vægtet og vejet, fundet for let eller for tung. Jeg har en rar afslappet følelse af at jeg er et klogt og intelligent menneske, mit hoved summer af taknemmelighed over at være i så tryg og afslappet atmosfære.

Sådan et menneske vil jeg være.

13-06-2016

Jeg følger ikke særlig godt med…

…og helt ærligt så tror jeg at jeg skal til at følge endnu mindre med!

Slut med p1 i bilen om morgnen for seriøst; hvornår har det sidst gjort noget godt for min dag😯? Slut med nyheder overhovedet!!! Færdig!

Jeg bliver så helt ufattelig ked af at høre om hvor grusomme muligheder der ligger gemt i os mennesker, for at vi udvikler os til værre monstrer end jeg kan forestille mig. Jeg forstår intet og hvordan skal vi løse et problem vi ikke forstår?

Når jeg er færdig med at være bange så bliver jeg gal! For det her skulle bare have været et lille hyggeligt indlæg om hvordan jeg i morges gik ud af hoveddøren og først da jeg skal til at låse, opdager at jeg stadig har tandbørste og tandpasta i munden…og så er der så meget i verden der er så tragisk at jeg får dårlig samvittighed over “kun” at skrive om sådan noget “ligegyldigt” trivielt!

Så slut med nyheder til jeg har en idé om hvad der kan redde verden!

Okay, måske jeg er nød til at følge en lille bitte smule med for at vide om den overhovedet ønsker at blive reddet! Ej, ved du hvad? det er den simpelthen ikke klog nok til selv at bedømme!

Reddes skal den, så reddet det bliver den!  Af alle de gode, fantastiske mennesker der hver dag, ulig mig, godt tør se nyheder og som bliver ved med at tro og håbe og handle efter mottoet; hvis du ikke kan  gøre godt så gør i det mindste ikke ondt!

11-06-2016

Fire dage er der gået…

… siden jeg sidst var på maskinen. Og  nej, det er virkelig ikke dovenskab😉

Fik pludselig vildt ondt i ryg og bryst og tænkte det nok var noget havearbejde der havde udløst det. Så jeg trænede mandag og tirsdag men da jeg onsdag måtte gå hjem fra arbejde tænkte jeg at så måtte træning også holde sygedag! Selv om jeg hoster meget tror jeg nu at jeg har fundet løsningen et andet sted!

Jeg trækker vejret forkert😑!!!

Jeg trækker vejret med brystkassen, når jeg ikke som nu husker at få gjort det med maven!

Grunden til at jeg tror det er den rigtige “diagnose” er, at jeg nu kan ligge uden at det gør ondt, for det var særlig der det var værst.

Og jeg havde ikke selv troet det men jeg glæder mig virkelig til at komme op på dyret igen og få pulsen op. Skal bare lure hordan det gøres mens man trækker vejret med maven😉…

16-06-2016:

…og nu tror jeg så noget andet! For da smerterne aftog blev det meget tydeligt at de udsprang fra et sted øverst i ryggen mellem skulderbladende… og så er det nok udløst af crosstraineren!!!ved ikke helt hvad jeg skal synes om det! Men som start kan jeg vel træne uden arme…suk var lige ved at få noget der bare mindede om et ordentligt kondital og så er det bare forfra igen…

11-06-2016

Er der andre…

… end mig der ser et stort dilemma i at vi tænker i: os,vi, dem, Jer?

Konkret udspringer min tanke om det, af at jeg uden fysisk at have skiftet job, er blevet “overtaget” af et andet børnehus.

Mit gamle hus blev flyttet til en anden matrikel og jeg fik lov at blive i den skønne skov, fordi den anden børnehave der allerede var i huset gerne ville beholde mig der. Jeg er mildest talt begejstret for at høre til i det nye hus, men jeg kommer ofte til at sige “I” eller “Jer” i stedet for “os” eller “vores”! Og det er for mig på ingen måde et udtryk for, at jeg ikke føler et tilhørsforhold til min nye “arbejdsgiver” (der jo så teoretisk set faktisk stadig er Frederiksberg kommune)der er bare ikke sket noget fysisk, som når man normalt skifter arbejdsplads!

Men nu har det været sådan et år. Og… selv om jeg øver mig i at sige “vi” og “os” så rettede min leder mig alligevel den anden dag da jeg fik brugt et forkert “I“…avs den sved, for det er ikke sådan jeg har det. For mig er “de” ikke “dem” men “os”!

Men det har sat grublegnaskeren i gang med at tygge vi, I, dem, Jer, os, godt igennem?

For helt ærligt… hvordan ville verden se ud, hvis vi alle var vi og os og ikke dem og Jer!!!???

08-06-2016

Fældede skove…

…er jeg kørt forbi nogle gange på det sidste. Godt nok er det ikke Dyrehaven der er lagt ned men alligevel..det gør mig nu lidt trist.

Træer er bl.a. med til at rense luften før vi indånder den og vandet før vi drikker det!

Jeg kan ikke forestille mig en verden med et landskab uden træer og skov. De er så vigtig en del af ALT at vi måske skulle indtænke nye traditioner så som at plante et træ for hvert fældet eller måske vi kunne indføre at vi fejrede begivenheder med at plante/give et træ?

Hver gang der skal festes skal der være flag og træer. Hejs et flag. Hejs et træ!

Når jeg så er kørt forbi de små fældede skove er det altså godt for sjælen at dreje ind til mit arbejde der ligger midt i en skov. Lucky me. Jeg elsker det!

“Min” skov hedder Årtusindskifteskoven og navnet minder mig altid om Peter Plys’ Hundermeterskov.

Skoven er plantet på hvad der før var en bar mark, af Allerød kommune, med tanke på at give Lynges borgere et rekreativt område indenfor gå/cykel-afstand, hvor man kan nyde naturen.

I dag er skoven ved at gro godt til og for mig er den en daglige reminder om at vi kan naturen når vi vil den og prioriterer den!!!

07-06-2016

Sjovt…

…som jeg ofte vender tilbage til ikke færdigtænkte tanker.

På Hf turde jeg ikke vælge filosofi, fordi jeg var bekymret for om det kunne skrue min løse skrue helt ud så min forstand ville fosse ud og efterlade en lallende barbiedukke.. (kunne nu godt have brugt noget barbieeffekt sådan lige omkring tajen nu).. men det er jo aldrig for sent..

at miste forstanden og få talje som en hveps!

Så nu køber jeg Kierkegårds “Enten eller” så må det briste eller blive magisk.

Gad vide hvad det næste bliver jeg vender tilbage til hmm

måske jeg stadig kan nå at blive beridertror faktisk ikke det er en drøm af i dag længere…sjovt som man ændre fokus og drømme…

07-06-2016

Forvirret..

…bliver jeg nemt, særlig da jeg opdagede at jeg den ene dag tænker:

Hvorfor kan man ikke bare sige lige ud til folk hvad man synes og havde en klar og ærlig kommunikation, hvorfor skal man pakke ind og undskylde for gode sunde pointer (især hvis de går lidt tæt på og måske handler om et åbenlyst usundt valg, som f.eks. rygning)?

og næste dag tænker jeg:

Hvorfor skal han/hun altid blande sig, have en mening om alt, kan  jeg ikke bare gøre det jeg synes er rigtigt uden at skulle forsvare og forklare…

Hvis jeg, ene person,  kan  svinge så meget, så er der vist ikke noget at sige til at kommunikation er SVÆRT😉!

20-05-2016

Det sværeste…

…er som så ofte før ting der sker ud af det blå og som man ikke selv er herre over, det ultimativt mest overskyggende i denne uge har været at Jakob blev fyret…

Suk…han er så hårdt prøvet med alt hvad der kan tænkes af følger af at have været en frygtelig kræftbehandling igennem, at han ikke kan love ( bossen) at være oppe for fuld damp indenfor seks måneder. For helt ærligt han ved jo ingenting. Hvor skulle han vide det fra. Ingen kan fortælle noget om noget!

P1 har i denne uge fokus på åbenhed om svære emner. Det at vi ikke taler om det der gør os kede af det, sorger som dødsfald, sygdom, skilsmisse og alt andet der ikke ikke lige smitter omgivelserne med smil og latter. Det bliver gemt bort, fortiet ikke italesat. Både de ramte og omverdnen tier, pudser facaden og lader som om. Vist både for deres egen skyld og for ikke at sætte andre i den ubehagelige situation at de skal påvirkes og føle sig ilde til mode.

En tråd kan vel trækkes til mit indlæg om forventninger. Forventninger skaber tryghed. Hvis vi ikke forventer at der svares ærligt på et spørgsmål om hvordan det går, så bliver vi måske hylet lidt ud af den, når nogen åbner op, og denne usikkerhed kan måske tolkes som, at det foretrækkes at de svære emner gemmes væk?

De ting der kræver at der bliver grædt og krammet, kan nogen gange løsnes lidt gennem snak. Ensomheden bliver mindre. Og maskefald kan give fornyet energi. Det er så hårdt at skulle lade som om..den energi kan bruges meget bedre på at bearbejde sorgen og omstændighederne man er ladet i.

Jeg føler selv et ret stort behov for at dele og ikke holde inde. Jeg har faktisk tit bebrejdet mig selv at jeg SÅ tit plaprer ud med stort og småt til gud og hver mand, men måske er det lidt af grunden til at jeg ikke er gået helt ned i svære tider?

TAL OM DET DU HAR PÅ HJERTET

så du ikke skal bruge unødige krafter på at gemme hvad der virkelig rør sig i dig!

14-05-2016

Forventninger..

..er en sjov størrelse som jeg tror spænder ben for meget..

Hvad kan vi egentlig forvente af folk? Ja kan vi overhovedet forvente andet end lidt høflighed?

Og kan vi overhovedet forvente det? For det er da ikke sjældent at jeg oplever mennesker der ikke siger hej tilbage, eller endnu oftere ikke gengælder et smil jeg sender ud i håb om at virke imødekommende (apropos hvordan man virker). I virkeligheden er jeg vildt genert og jeg skal være den første til at forstå når andre ikke hilser igen på den ene eller anden måde. Som barn gjorde jeg alt for ikke at skulle hilse, aner ikke hvorfor jeg havde det sådan, men måske jeg var bange for at sende et “Goddag” ud i verden og risikere at det ikke blev besvaret! Det der med at sige noget til nogen, der så ikke svare…uhu hader det…

Hvis jeg nu kunne lade være med at have forventninger overfor andre mennesker eller situationer, kunne jeg sikkert skåne mig selv for meget… helt umuligt tror jeg, men gemmer der sig noget godt og måske ligefrem lærigt eller fornuftigt i forventninger?

Det er vel forventninger der gør at vi stoler på/regner med at vores venner/familie etc. er der for os, reagerer på en bestemt måde (på godt og ondt)..

14-05-2016

Der er altid en anden mulighed…

…det blev jeg endnu engang mindet om den anden dag på jobbet, da jeg småbrokkede over et barn der pludselig var begyndt at spørge efter rugbrød når vi fik franskbrød til eftermiddagsfrugt.

Min umiddelbare tolkning, gik i retning af at barnet, pga. sin særbehandling grundet allergi, nu havde ført til at barnet havde brug for at skille sig ud, også når der ikke var belæg for det!

Blev helt ærlig lidt flov, da jeg sagde det til en af goggerne og han så total åbent sagde, uden den mindste fordømmelse i stemmen, at det var naturligvis en mulighed, men at han kunne huske at barnet aldrig havde spist rugbrød tidligere og måske nu bare var meget stolt og glad over at kunne spise det, så det måske var grunden….!?

Aner jo ikke hvad der er sandt eller falsk eller om det er noget helt tredje, men det bekræfter igen igen at jeg skal holde et åbent sind uden at drage nogen forhastede, ja måske slet ingen, konklusioner overhovedet?

08-05-2016

Mere mellem himmel og jord fortsat..

… hænger det hele sammen?

Har vi alle en eller anden usynlig tråd imellem os. Mennesker, dyr planter ja alt naturligt liv..

Tror vi alle prøver de her sjove sammentræf, men det er en spændende tanke hvordan der er en forbindelse på forskellige planer mellem alt…

Der er beviseligt en interaktion på godt og ondt mellem dyr og mennesker og bakterier/virus/svampe og parasitter for den sags skyld. De kan gøre os syge, men også raske som f.eks. svampe med aktive stoffer (penicillin), der kan afhjælpe bakteriefremkaldte sygdomme, nogle parasitter kan sættes og suge/spise betændelse og det er jo bare et par eksempler.

Jeg skyder på at langt de fleste har det som mig mht. at opleve naturen, skov og strand, som balsam for sjælen. Jeg kan savne havet. Jeg skal bare lige ned og se det og så føler jeg det lidt som et stort lettelses suk…

Mange dyr er også med til at gøre noget godt for os både som kæledyr og vilde dyr. Det at nusse en dejlig blød pels er altså ret beroligende, og ideen med at have dyr på plejehjem er vist også ret så vellykket!

Nogen gange tænker jeg de helt store tanker om hvorfor vi er her og  hvor bliver vi af???

Sidst jeg gjorde det stod det på i noget tid, indtil jeg en aften lå og tænkte på om universet virkelig er uendeligt? Normalt synes jeg det er foruroligende, uforståeligt og skræmmende, men pludselig fik jeg en ro ved at tænke på, at hvis universet er uendeligt (meget større end vi kan begribe), så er der måske også en mulighed for, at alt det der med, hvor vi kommer fra før vi fødes og hvor vi bliver af når vi dør (og ikke mindst hvad det skal til for, det her liv midt i), også rummer en mulig mening som vi enten aldrig kommer til at forstå eller bare ikke har fattet endnu?

05-05-2016

Mere mellem himmel og jord

Den anden dag var en af de der særligt udfordrerne.. følelsesmæssigt.

Kritik, der gjorde ondt fordi jeg brænder for det jeg laver og prøver at gøre mit allerbedste, landede på mine skuldrer. Selv om jeg forsøger at arbejde velovervejet og omhyggeligt, var der alligevel noget som jeg missede. Men det er svært at være perfekt, har jeg hørt, nok nærmest umuligt! Lær af mine egne (og andres) fejl og kom videre, men synes det er hårdt alligevel, selv om jeg forsøger at tænke at det kun er de stærke der tager det til sig og ændre på tingene. Ringe trøst i situationen.

Sad til pause bagefter og kunne mærke at jeg følte mig presset, var ked af det. Gik på Instagram som adspredelse, og der var der en der havde postet en tekst om hvorfor det er så svært at tage imod kritik! Spot on hvor jeg lige var i hovedet…

Den anden udfordring var af mere privat karakter og ramte midt i familielivet og de valg jeg træffer sammen med min mand. I virkeligheden langt hårdere at føle kritik på ens person og valg i den private sfære end nogen anden kritik. Jeg ønsker jo så absolut ikke at såre eller støde nogen med de valg jeg træffer eller den måde jeg gør tingene på!

Da jeg kom hjem om aftenen fik Instagram igen lov at være den hurtige to-minutters afkobling fra nogle meget dybe suk og igen blev jeg ramt af en dybt relevant tekst fra en der talte om sårbarhed!!!

Det er da sjove sammentræf..

Tænker på om det hele hænger lidt sammen

Pause paul….fortsættes

Hvornår bliver jeg mig

Inspireret  af en vikar på arbejdet der udtalte at hun havde det svært med at have været henlagt til sofaen pga smerter i weekenden fordi hun ellers er et meget aktivt menneske…det fik mig til at tænke på om den måde vi opfatter os selv på er vores egen eller skabt af andre?

I relation til dette hørte hørte jeg en dag en galleriejer, i et interview i radioen, der købte afrikansk kunst og tog til Afrika og havde et direkte samarbejdet med afrikanere. Hans holdning var at mennesker bliver som verden tænker om dem. Hvis vi tænker de er nogle hjælpeløse stakler så tænker de også selv at de ikke kan klare det! Hvis vi behandler vore medmennesker som om vi tror de kan klare det, kan vores tiltro måske flytte bjerge (min tolkning).

I børneopdragelse i dag er der en masse snak om at vi hele tiden siger “pas nu på” til vores børn i stedet for “du kan klare det”. Hvilken betydning vil det få?

Og så er det at jeg som snart 40 årig () er kommet til at tænke på hvornår man/jeg kom til at definere mig selv? Og er det til fulde sket endnu eller er det stadig omverdnen der gør det for mig/mod mig?

Som barn går man jo mange stadier igennem, man gør som bedste vennen gør, som mor og far gør, som idolet gør, rollemodellen gør etc.. men på et tidspunkt danner man mere og mere sin “egen” mening om alt og intet. Eller er det ens egen mening? Hmm…

Hvis jeg ser mig selv som et aktivt menneske er det så andres syn jeg spejler eller er det MIN egen mening om mig selv?

Jeg er så småt ved at gøre op med min egen tanke om at jeg er et dovent menneske! Jeg har i årevis tænkt om mig selv og oplevet feed back som om jeg er lidt sløv i det. Men helt ærlig så er jeg vist ikke en doven løve, jeg er mega introvert og også en kende perfektionistisk, hvilket gør at jeg har brug for alenetid til at lade op for at kunne være social på en nærværende og engageret måde som min perfektionisme forlanger af mig. Så sent som i sidste uge hørte jeg en radiovært der sagde til en trommeslager (fra Kashmir) at han altid havde opfattet ham som introvert men at nu sad han jo der glad og snakkede derudad (gengivet med lidt elastik) så han var jo i hvert fald ikke introvert!!!!!!!!!!!!Host galt i halsen, det er ikke sådan jeg har forstået det. Når jeg kalder mig selv for introvert er det fordi jeg lader op alene modsat min mand der helt bestemt lader op sammen med andre mennesker. Så lad mig lige slå fast; Jeg elsker at være sammen med mennesker, det inspierer, glæder og udfordrer, skaber stunder man aldrig glemmer og jeg vil ikke være det samvær foruden. Men jeg bliver drænet, udmattet, trææææææt, hvis jeg ikke kan være solo ind imellem.

Men tilbage til det der var humlen, nemlig om jeg er hvad andre tænker jeg er og om den aktive vikar har fået stress fordi hun selv eller måske hendes verden ser hende som aktiv og at det er hun så nød til at leve op til?

Er jeg doven i virkeligheden eller er det bare noget jeg tror jeg er eller har været?

Hvornår bliver jeg mig

Inspireret  af en vikar på arbejdet der udtalte at hun havde det svært med at have været henlagt til sofaen pga smerter i weekenden fordi hun ellers er et meget aktivt menneske…det fik mig til at tænke på om den måde vi opfatter os selv på er vores egen eller skabt af andre?

I relation til dette hørte hørte jeg en dag en galleriejer, i et interview i radioen, der købte afrikansk kunst og tog til Afrika og havde et direkte samarbejdet med afrikanere. Hans holdning var at mennesker bliver som verden tænker om dem. Hvis vi tænker de er nogle hjælpeløse stakler så tænker de også selv at de ikke kan klare det! Hvis vi behandler vore medmennesker som om vi tror de kan klare det, kan vores tiltro måske flytte bjerge (min tolkning).

I børneopdragelse i dag er der en masse snak om at vi hele tiden siger “pas nu på” til vores børn i stedet for “du kan klare det”. Hvilken betydning vil det få?

Og så er det at jeg som snart 40 årig () er kommet til at tænke på hvornår man/jeg kom til at definere mig selv? Og er det til fulde sket endnu eller er det stadig omverdnen der gør det for mig/mod mig?

Som barn går man jo mange stadier igennem, man gør som bedste vennen gør, som mor og far gør, som idolet gør, rollemodellen gør etc.. men på et tidspunkt danner man mere og mere sin “egen” mening om alt og intet. Eller er det ens egen mening? Hmm…

Hvis jeg ser mig selv som et aktivt menneske er det så andres syn jeg spejler eller er det MIN egen mening om mig selv?

Jeg er så småt ved at gøre op med min egen tanke om at jeg er et dovent menneske! Jeg har i årevis tænkt om mig selv og oplevet feed back som om jeg er lidt sløv i det. Men helt ærlig så er jeg vist ikke en doven løve, jeg er mega introvert og også en kende perfektionistisk, hvilket gør at jeg har brug for alenetid til at lade op for at kunne være social på en nærværende og engageret måde som min perfektionisme forlanger af mig. Så sent som i sidste uge hørte jeg en radiovært der sagde til en trommeslager (fra Kashmir) at han altid havde opfattet ham som introvert men at nu sad han jo der glad og snakkede derudad (gengivet med lidt elastik) så han var jo i hvert fald ikke introvert!!!!!!!!!!!!Host galt i halsen, det er ikke sådan jeg har forstået det. Når jeg kalder mig selv for introvert er det fordi jeg lader op alene modsat min mand der helt bestemt lader op sammen med andre mennesker. Så lad mig lige slå fast; Jeg elsker at være sammen med mennesker, det inspierer, glæder og udfordrer, skaber stunder man aldrig glemmer og jeg vil ikke være det samvær foruden. Men jeg bliver drænet, udmattet, trææææææt, hvis jeg ikke kan være solo ind imellem.

Men tilbage til det der var humlen, nemlig om jeg er hvad andre tænker jeg er og om den aktive vikar har fået stress fordi hun selv eller måske hendes verden ser hende som aktiv og at det er hun så nød til at leve op til?

Er jeg doven i virkeligheden eller er det bare noget jeg tror jeg er eller har været?

26-03-2016

Løgn og latin

Lå i nat og funderede over om det nogle gange er okay at lyve, altså bare en lille smule. Du ved; for at glæde andre. Har altid tænkt at ærlighed var meget vigtig og at det var et krav. På det sidste er jeg nået frem til at det kan være okay at holde lidt igen,for ikke at såre og nogen gange er den der ærlighed ikke til nytte for andre. Jeg mener, hvis jeg nu ville have gjort noget anderledes er det vel ikke livsvigtigt at jeg deler mine tanker (selv om der godt nok skal laves mange knuder på tunge for at jeg kan lade være).Måske det kan være nærmest sundt at fake it. Eller hvad? Ryger min ærlighed så over hele linien? og hvis det keder mig at høre noget, så behøver jeg vel heller ikke lige sige det, vel? (spurgt(slang) er altså dårlig stil i mit univers)

Helt ærlig synes jeg det er ret svært altid at være 100% ærlig og tror faktisk ikke det er sundt for verden hvis vi alle var det, hele tiden. På den anden side synes jeg, at der skal være plads til helt ærlige og åbne meningsudveklinger, men gud hvor er det svært in real life, for det kræver vist en ret stor portion tillid til sine medmennesker. En ting er arbejdsrelationer noget andet er de private, hvor følelserne kan tage mig med på en gevaldig svingom mens jeg sidder i en rutshebane, hvor det egentlig er forbudt at rejse sig under turen. Det jeg læste den anden dag om at i selskab med ægte venner kan man sige alt, også det der er helt kuk gak plim, synes jeg klinger  godt i mine ører! Men hvor mange venner har jeg der kan stå den distance (og selv om jeg gør mit bedste for at teste det,er jeg vel altid lidt (læs meget) bange for hvad de siger/tænker når jeg er gået!) Men hvad med et spejl; jeg kan da vist næppe selv sige mig fri for at tænke gevaldigt meget over hvad andre siger og ikke mindst gør! Men skal lige give den en ekstra tænker over, om jeg vælger folk til og fra ud fra hvad de gør og siger og hvilken rolle det spiller i relation til dannelsen af min egen holdning og interaktion til/med andre? For det er jo svært at være i samtale med mennesker der udtrykker helt modsatrettede holdninger af mine egne. Dem vil jeg gerne overbevise om noget andet. Overbevise om at livet kræver en ordentlig julesæk med tolerance. Men hvis jeg ikke selv kan vise tolerance over for andres holdninger og lytte med begge ører og munden lukket, hvem er jeg så til at mene at de skal/burde synes det samme som mig eller bare lytte til mig?

Nogen gange holder jeg noget tilbage så længe at jeg til sidst koger over med det, som en stor gryde risengrød. Så siger jeg ting som “jeg har en søster som kom frygtelig galt af sted med det der…” Jeg har aldrig haft en søster!!!!!!! Det var min kusine jeg havde i tankerne og selv om det ikke rigtig har noget at gøre med at lyve, så skal det ses i relation til at holde noget tilbage. For når jeg holder sådan noget tilbage, så er det for ikke at blande mig, ikke såre eller irriterere… og når jeg så alligevel kapitueler og buser ud med mine ophobede tanker, gør jeg det fordi jeg tror det er en hjælp efter devisen om at jeg skal gøre mit bedste og hvis jeg tror jeg kan afhjælpe en potentiel ulykke eller lignende så skal jeg gøre mit for at stoppe det!

Jeg tror at en af de gode grunde til at vores samfund fungere så relativt godt er fordi det bygger på ærlighed og tillid!

Men jeg må huske tolerancen!

Og måske ikke altid sige hvad jeg mener om alt fra valg af farve på væggen til opdragelsesmetoder…

Svært…

Det sværeste i verden er, når man er uenig med en man elsker og man så bliver støttet af omverdnen i sin uenighed. For hvad skal man så gøre (læs; hvad skal jeg så gøre)??? Jeg kan jo ikke så godt forsvare for jeg er jo uenig hmmm eller kan jeg?

Min mand træffer til tider nogle valg som jeg ikke helt synes er fantastiske, men jeg elsker ham jo ikke mindre af den grund. Og jeg prøver jo at praktisere at alle skal leve deres drømme (ud)! Og hvis jeg så ikke lige synes det er det han skal bruge sin tid på, hvem er jeg så lige til at komme og banke ham i hovedet med det, hvis det er det han har lyst til/hans store drøm/det der gør ham glad/det der gør ham lykkelig etc. etc. etc.???

Vi har for længe siden aftalt at det et forbudt at tage en drøm fra den anden. Det er muligt det virker helt ude i hampen, men drømme og håb må man ikke tage fra folk! Realisme er sundt når man står med dankortet i hånden, men hjemme i sofaen (uden en computer i skødet) er det altså pænt meget i orden at lade drømmene få vinger!

Flyv for pokker, flyv..

Men når nu det så sker at manden min realiserer en af sine gemte drømme og jeg så deler min frustration med verden og verden så siger ej det er da også for tåbeligt eller hvis det var mig havde jeg brugt pengene på en god lang ferie, så bliver jeg jo mærkeligt nok, ikke glad for støtten og at de synes det samme som mig… Nej jeg bliver helt viiiiildt ked af det. Ja ja jeg ved godt at jeg er en følsom myre der har glemt at tage en lyserød flyverdragt på uden over mine følelser, men jeg elsker ham jo og inderst inde skal ingen stoppes af andres mening hverken min eller verdens! Så længe de vel og mærke ikke gør skade på sig selv eller andre/andet!!!

Men fedt dilemma, for hvorfor deler jeg min frustration (gentagne gange!!!) hvis jeg ved at det ikke gør noget godt for mig at blive støttet?

Normalt føler jeg at jeg bliver klogere på mig selv og verden når jeg taler om det, jeg har på hjertet, og det er også muligt at der er noget lærdom gemt her. Det er der vist med garanti! Men jeg har ikke luret det endnu. Måske det er lidt en tester op imod mine flyveske holdninger der skal afprøves i virkeligheden. Det er jo nemt nok at sidde på sin flade og i en uprovokeret stund sige at alle skal gøre hvad der gør dem glad! For der er det er jo helt uden konsekvenser…

Måske det er lige her og nu mine holdninger skal blive til handlinger. Jeg skal støtte uden at være enig, for når jeg en gang har sagt min mening er det vel ikke nødvendigt at rode mere i det? Men det er faktisk svært at støtte og særlig lytte til noget som man somudgangspunkt synes er en mindre god ide! Når han med glæde i stemme og øjne fortæller omindkøb og overvejelser har jeg mest lyst til at sige at jeg ikke vil høre det, men så tager jeg jo glæden fra ham, så har han ikke mig at dele sin glæde med og hvis der er noget jeg ønsker så er det at vi kan dele vores glæder!!!

“Skat; Jeg støtter dig”

13-03-2016

Mine 30’ere

Jeg bliver 40 til august.

Ved ikke om jeg synes det betyder noget, andet end at jeg gerne ville veje 15 kg mindre til den tid eller lige nu ville også være okay. Jeg var godt klar over at jeg ikke ville forblive åleslank men jeg synes ikke at der er nogen der har advaret mig mod alverdens dimser og duppeditter over det hele så hudlægen snart skal have et besøg! Rynker tror jeg jeg er forberedt på men så igen, kan man være rigtig forberedt på noget man ikke har prøvet?

Da jeg fyldte 30 var jeg singel med en fling som jeg vidste ikke skulle være for life.

I 30’erne mødte jeg min mand, ikke sådan rigtig tilfældigt men på dating.dk som jeg helt klart var meget fordumsfuld over for, men da min mor fortalte om en gammel bekendt der havde mødt sin mand på dating og nu havde en skøn søn, faldt mine parader og min mening om at være sin egen lykkes smed kom også til at gælde på nettet!

Vi flyttede sammen, først i hans lejlighed, senere i en lille en for at betale gæld af, siden hen i en lidt større og i dag har vi købt det smukkest hus i Vejby, tæt på hav og skov.

I 30’erne blev jeg gravid og vi fik verdens største vidunder. Vores skønne datter er nu snart 4½. Jeg elsker dig højere end højt min skat. Og det at møde sin egen datter er bare umuligt at forestille sig. Sig det ikke til nogen uden børn, men det er altså en klub! Man kan ikke forklare hvad det gør ved en at blive mor (eller far) det skal opleves og det er det bedste vildeste mest fantastisk noget menneske kan opleve! Hvis du spørg mig.

I 30’erne måtte jeg sige farvel til min elskede Zorba. Du var i ti år min varmeste støtte og trøst. Du sov på min hals og var verdens bedste berner. Efter dig kommer der ingen. Ingen anden hund kan tage din plads. Tænk at jeg har haft en hund som dig. Jeg var heldig at vi fandt hinanden. Skæbnen kan vist en ting eller to.

I 30’erne sluttede 20 års parløb og forløbig også en stor passion. Majer og jeg nåede aldrig de mål jeg drømte om, men det bånd og det der skabes når man bruger så meget tid sammen var alt rigeligt og det hele værd; også uden medaljerne. At høre dit vrinsk når jeg kom kunne lave store smilehuller. En overgang troede jeg at du var holdt op med at hilse mig, indtil der en dag var en i stalden der fortalte at du vrinskede allerede når du hørte min bilnrrrr suk så sødt. De evige græsmarker er med garanti et mere struktureret sted mig dig som flokfører.

I 30’erne døde min mormor. 93 år. Din kamp med og mod livet sluttede. Du ville ikke mere. Det havde været hårdt i mange år og din fred gav mig en upassende følelse af lettelse og glæde i øjeblikket som blev efterfulgt af et tomrum og en sorg jeg ikke var forberedt på. Jeg har gennem årene mange gange vinket farvel og frygtet at det var nu jeg så dig vinke for sidste gang. Til sidst følte jeg mig så forberedt at det kom bag på mig.

Du skulle herfra. Men du tog din ubetingede kærlighed med dig. Du gav mig de bedste barndomsminder nogen pige kan ønske sig. En hygge, en uforstyrret tryghed ingen stress kun ro og tid. Jeg husker fredagshygge og fastelavnsboller ved dit lille køkkenbord med udsigt til Ballerup kirke, helt lam i munden efter at havde fået revet en hjørnetand ud. Jeg huske højtlæsning til du blev hæs og jeg fik ondt i maven af den store slik pose du havde købt hos slik-Inge. Først til 5 kr og senere for 10 kr slik. Jeg husker overnatninger på din bløde gæsteseng ved siden af reolsystemet og dig der snorkede højt inde i soveværelset. De to sidste fredage før jul var der gaver hængt op i et par nisser på døren til soveværelset. Den eneste gang vi blev uvenner var engang jeg blev vred og kastede en tom toiletrulle på dine brille og vi bagefter aftalte at vi aldrig mere ville være uvenner! Det blev vi aldrig mere. Jeg husker tidlige morgner i sommerhuset hvor jeg, før fanden fik sko på ville ind til dig og høre dig digte om Pegasus der fløj min bedste veninde Camilla og mig til Jylland. Over til Tante Mie og Onkel Poul, Jan og Anette. Jeg husker drillekabale og 500, osterejer og hindbærroulade. Gammeldags æblekage og købesmåkager. Dit udtræksskærebrætsbord som man kunne lave hule under. Men først og fremmest husker jeg din ubetingede kærlighed til mig. Du har lært mig ting at kopiere og ting som ikke gjorde noget godt for dig og derfor kan dit eksempel måske hjælpe mig fra den ensomme vej du ofte fuldte. Du var min verdens bedste mormor

I 30’erne blev min kære fantastiske mand sendt igennem helvede på jord! Kræften prøvede at æde dig op min skat! Du vidste det længe før lægerne; at den var helt gal. Du følte du skulle dø og ingen kunne hjælpe dig. Systemet vi læner os op af er ikke skudsikkert og du blev med nød og næppe reddet! Bare for at blive sendt igennem en redningsaktion der var som at leve sit værste mareidt. Du er rask. Fysisk. Siger de. Men du stoler ikke længere på dem; du føler dig ofte syg og frygten bliver din største kamp. Jeg elsker dig og jeg håber jeg kan være til gavn! og ikke sorg!

05-03-2016

Yndlings…

Som barn havde jeg livretter og yndlingsfarver og lykketal.

Som voksen kan jeg bare godt lide!!! det meste.

Når jeg tænker lidt mere over det,så har jeg taget mine yndlinger og farvoritter, som jeg bestemte mig for i barndommen, med mig. Det er vist det man gør. Lærer en masse som barn og så skal man ikke bruge krudt på det mere.Eller skal man revidere en gang imellem?

Måske. Bare for sjov.

Min datter (som er fire år) har ikke lagt sig fast på noget endnu. Ret skønt, men lidt svært når man prøver at købe nyt tøj til hende! Hun har haft en lyserød/pink periode, en lilla og en lyseblå (meget vildt at en Frost film kan gøre at piger får en “drengefarve” som yndlings!).

Min nuværende yndlingsliste anno 2016 (med forbehold for rettelser):

  • Yndlingsfarve: Rød
  • Lykketal: 8
  • Yndlingsdyr: Hest og hund (der er nød til at være plads til begge to)
  • Livret: Det var “krebinetter med kartofler og grønne ærter” i dag aner jeg det ikke, må tænke, der er frygtelig meget jeg eeeelsker
  • Årstid: Forår men er også ret betaget af efterår
  • Musik: James Morrison og Cold play
  • Yndlingsbeskæftigelse: Latter
  • Yndlingsbog: Den der har sat sig bedst og stadig undrer mig at den har. “Den lukkede bog. Men de første bøger med “Anne fra Grønnebakken” er altså stadig gode
  • Yndlingsblomst: Mørkerød rose
  • Yndlingstræ: Ahorn (eller løn)
  • Yndlingsfrugt: Mango
  • Fritidsinteresse: Den har jo i 25 år været heste, men i dag er den vist familie og krea
  • Yndlingssted: Mange,men hjemme eller ved havet eller i skoven
  • Yndlingslyd: Min datters stemme
  • Yndlingsserie: Barnabyog ja der må godt grines og Downton Abbey
  • Yndlingsfilm: Borte med blæsten (den må have været god når jeg husker den så tydeligt efter kun at have set den en gang for over 20 år siden!)
  • Yndlingstegnefilm: Frost
  • Yndlingsforfatter:Astrid Lindgren (en dag skal jeg læse Kierkegaard og så må vi se om han var ligeså klog som Lindgren)
  • Yndlingshøjtid: Jul

05-03-2016

Ordvalg

Ofte spørger jeg, før jeg skal på besøg hjemme hos venner eller bekendte, om der er noget jeg skal tage med. Jeg gør det vist nok for at være høflig og hjælpsom, men jeg må også indrømme at jeg synes det er skønt, nærmest en lettelse, når jeg får at vide at det skal jeg ikke tænke på. Indrømmelsen gør lidt ondt! For jeg vil så gerne se mig selv som et hjælpsomt, næstekærligt menneske der ønsker at bidrage!

Men for et par uger siden skulle min datter have besøg af tre veninder og jeg skulle værtinde den for mødrerne. Noget tid inden skrev den ene mor, som har sine rødder i Kenya (ikke at det nødvendigvis er nødvendig info, men synes det var relevant):

“Can I bring snacks?”

Can…!!!

Kan jeg bringe noget contra skal jeg tage noget, klinger da bare helt anderledes..

Synes det smager af lyst og venlighed. Oprigtig velvilje fra en der virkelig gerne vil gøre noget!

Måske hvis jeg spørger på den måde næste gang, bliver det også nemmere for den spurgte at tage imod?

28-02-2016

Citat

“You can’t tell me who I am! And I can’t tell you…”

Charlotte Skov Eskildsen

27-02-2016

Fokus

Da jeg var cirka 20 år arbejede jeg som medhjælper i en naturbørnehave ( det gør jeg også nu, men et andet sted og som kok).. Vi var ofte på tur i Vestskoven som bliver skåret igennem af motorvej. En dag lå vi alle sammen på jorden og en anden voksen sagde “luk øjnene og lyt”.. Naturligvis var det fuglefløjt og vinden i træerne hun tænkte vi skulle nyde,men det eneste jeg lagde mærke til var larmen fra motorvejen!

Sjovt nok, synes jeg dengang, at hun var lige positiv og optursagtig nok til mig. Godt nok har jeg et lyst sind meeeeen der må være en grænse (synes jeg i hvert for 20 år siden).

Present time må jeg til tider anstrege mig for at fokusere på fuglefløjt etc.. og se alt det smukke. Og andre gange, som lige for tiden, kan jeg næsten se noget smukt i alt. Lige fra smukke lofter til gamle bænke.. gad vide hvornår jeg poster et billed af en smuk skraldespand på instagram?

My point is; Vi kan vælge at fokusere på lys, lykke, farver og spas, alt det sjove og det der giver energi og gør os glade ( i hvert fald så længe vi ellers er sunde og raske kan vi prøve).

Jeg prøver at lærer min datter at se løsninger. Som 4-årig er det heldigvis stadig det meste, hvor jeg kan hjælpe med en eller anden form for vej igennem. Så hun måske vil forsætte livet ad den positive og optimistiske sti, og også som voksen vil være en der ser lys og muligheder i stedet for mørke og mortorlarm?

For faktisk tror jeg ikke at der fødes mange pessimistiske børn! Jeg tror det er noget vi voksne lærer dem.. og helt ærlig det må vi lige tage at gøre bedre!!!

Og når jeg så er ved det, så er jeg selv der, hvor jeg tit tænker at opdragelse, hvor jeg skal hjælpe mit barn til at færdes i vores verden, er noget af en balancegang. For hvad sker der lige med det glade impulsive barn der gør et eller andet helt vildt (f.eks. giver et kæmpe mega hårdt kram og/eller måske ligefrem slikker en e.lign.) for at vise sin kærlighed? Hun får at vide at hun skal tage det roligt, at hun ikke skal være så voldsom, at det gjorde ondt på mor eller at vi ikke slikker det er dyr der gør det! Hvor gør hun af sin kærlige spontanintet? Or hvor jeg bare håber jeg ikke ødelægger glæden, men kan vise hvordan man også kan være vild og glad lige pludselig, uden at nogen knækker en fortand eller brækker næsen.

27-02-2016

Citat

“Intet er stationært; alt er enten under opbygning eller nedbrydning”

Charlotte Skov Eskildsen

19-02-2016

Nytænkning

Jeg har af flere omgange arbejdet i børnehuse. Jeg er mor til en pige på fire og har haft en mormor der de sidste 30 år af sit liv vist aldrig rigtig var på toppen.

Jeg har selv lidt en fobi mod de rigtig rigtig gamle som jeg jo aldrig har haft i min hverdag. I hvert fald ikke andre end min mormor.

Jeg ville ønkse at vi kunne skabe et bedre liv for de ældre og berige vores børn med en mere nuanceret verdensforståelse, hvor de havde en  dagligdag der rummede alle aldrer. En hverdag med mangfoldighed af forskelle. Jeg tror det ville kunne skabe forståelse og åbenhed. Muligheden for at lære på tværs af generationer og tilintegørelse af aldersforskrækkelsen og den akavethed der er når noget er fremmed. Måske kunne noget af vores dødsangst blive konfronteret og håndteret?

Jeg tror på at de ældre ville have stor glæde af børn i deres liv. Tænk på de venskaber der kunne knyttes ved en daglig kontakt!

Jeg er klar over at det ikke altid vil være et hit at være sammen, men man kunne jo arrangerer det sådan at man rent fysisk har et fælles plan for både små og store og så en fløj eller etage til børn og en anden til de ældre. Ligeledes kunne man være sammen om udendørs faciliteter og udflugter kunne et stykke hen af vejen også beriges.

Hvorfor skal vi leve så adskilt og aldersopdelte. Klart nok at vi lære forskelligt på forskellige alders/udviklingstrin, men vi lære i allerhøjeste grad også af hinanden og meget kan gå i arv uden at man er arveligt beslægtet, hvis vi får en mere rummelig forståelse af vores verden.

Jeg synes bestemt at de der ønsker at blive længst muligt i eget hjem skal have lov til det…og nej så alligevel ikke for nogen har brug for et skub for at komme i gang, det har jeg i hvert fald og jeg er ikke blevet 40 endnu!

Måske muligheden for at flytte i en nytænkt version af ollekoller kunne åbne et hav af livsglæde, spræl og glæde som vi ikke bagefter kunne forstå vi ikke havde taget i brug noget før?

19-02-2016

Moder jord

Er der nogen overhovedet i hele verden, der kan fortælle mig og dem der sidder på toppen af poppen, hvordan det rigtigt, sådan rigtigt uden omsvøb og hensyn til vækst, erhverv, økonomi o.lign., står til med vores kære klode?

Jeg har lidt, okay ret meget svært ved at forstå hvor galt det står til eller nej jeg tror jo det står skidt til! Det jeg ikke forstår er hvorfor der ikke bliver lavet en stor forkromet-bøjet-i- neon-rapport som kan forklare, hvordan det står til og hvad der må gøres??? Hvorfor taler vi så meget om det uden at gøre noget? Er med på at der skal vækstes og landbruget skal have det som blommen i et æg, mens havene bugner af plastik og ingen gør noget (mangler en ironisk sarkastisk smiley her!)! Okay nogen gør lidt… Men hvorfor går vi (læs dem med magten til at gøre noget) rundt om problemet som den varme grød? Hver regering ser kortsigtet og vil vist bare gerne igennem deres egen regeringstid på en måde hvor de kan huskes for vækst og stigning i alt hvad der nu kan stige? Okay jeg siger det samme men hvorfor er der ingen der tager ANSVARET?

Og hvad er nødvendigt for at verden kan blive ved med at være et fantastisk sted (for nogen)?  Hvad skal jeg gøre? Nogen gode bud?

17-02-2016

Alt mit bedste

Jeg er jo ikke just et efterkrigstidsbarn som Zimeray, men husker dog en vending der blev brugt jævnligt, særligt efter at man blev så gammel at eksamner blev en del af livet:

“..du skal bare gøre dit bedste, ingen kan gøre det bedre end det..”

Og egentlig har jeg syntes at det var en fin støtte til når man skulle op og var helt håbløst fortabt i opgivelse over hvor farligt det er at gå til eksamen!

Men nu… Jeg er vist ved at tro at jeg har taget det med mig i min verden efter skole og eksamner. Og nu synes jeg at der klæber sig en ubehagelig dårlig samvittighed til udtrykket..

For hvem kan gøre sit bedste hele tiden?

Jeg kan så absolut ikke, men måske det er lidt af grunden til at jeg altid kæmper med en eller anden form for dårlig samvittighed. Og hvis det ikke er dårlig samvittighed er det en lyst til at fordybe mig i noget andet end det jeg lige er i gang med. Helt ærligt har jeg ret svært ved for tiden bare at være hvor jeg er og ikke lige gå på nettet i et eller andet ærinde..undskyldningerne er mange og super gode.. eller er det mig selv jeg snyder for nærvær? Tror det nogen gange…

Tænker at jeg måske skal sætte det lidt i system og beslutte, hvornår jeg lægger nettet fra mig (dvs. pc og mobilfri tid)? På den anden side gud hvor jeg hader regler og de er jo til for at blive brudt..?

Fokus fokus FOKUS

Dilemma.. noget hiver i mig for at lave alt muligt forskelligt på samme tid…

14-02-2016

Francois Zimeray er Frankrigs ambassadør i Danmark og tidligere ambassadør for menneskerettighederne. Citaterne er han vokset op med som lærdom efter krigen.

14-02-2016

Francois Zimeray

“Ligegyldighed er en forbrydelse”

13-02-2016

Efter 2.verdenskrig voksede han op med dette

“Aldrig igen”

Francois Zimeray

13-02-2016

En rigtig forskel

Jeg kan huske mange fine lærere fra min skoletid, både i folkeskolen, på Hf og på Ankerhus, var der søde, engagerede undervisere, som ville os alt det bedste. Men den der helt særlige, nærmest helteagtige lære, som satte aftryk i mit videre liv, mødte jeg først på kokkeskolen.

Gas1 startede ellers lidt skidt for mig. Nyforelsket og alt for sent på den ræsede jeg gennem Kbh, men endte med at komme for sent til min allerførste time. For sent til førstehåndsindtrykket med undervisere og med-elever. MEGET SKIDT. Særlig i den verden! Det gik da heller ikke upåtalt hen. Den ene lære, en nydelig ældre herre ved navn Aggestrup lod tydeligt skinne igennem hvad han mente om den slags smøleri. Helt ærlig havde jeg nok troet at jeg skulle have kæmpet med det de næste ti uger, men nej han holdt det ikke imod mig. Jeg fik lov at vise mit værd. Aggestrup var af den gamle skole, men slog mig som en der var fuldt med tiden. Han holdt enesnakke med os, hvor vi skulle fortælle hvad vi gerne ville blive bedre til, han noterede og huskede og sørgede for at der blev skaffet ekstra fisk så man kunne øve filetering og rensning når det nu var det man havde sagt! Gas1 var fedt, ren optur.

Gas2 startede ligeså lovende, men da en lære blev syg, trådte en anden til der udpræget gjorde at jeg ikke husker det skoleforløb med smil! Men da han er irrelevant for historien, får han ikke mere plads. Nogen gange kan det, at man ikke er helt ung længere være en fordel og en smule stædighed kan også være en god hjælp, når man er ved at bryde helt sammen.

På Gas3, sidste skoleforløb der sluttes med svendeprøve, vandt jeg heldigvis i lotto igen, med et par fine lære. Men med fuldtidsjob, hest der stod i selvpasstald, en hund (der så lige lovlig meget til mine forældre) og en forelskelse der stadig holdt (og medførte skønlingen) var jeg en kende presset. En dag mødte jeg gode gamle Aggestrup der havde et hold i køkkenet ved siden af. Jeg fortalte ham om mine hak i selvtilliden efter gas2 og at jeg var bange for ikke at nå at øve nok. Hans respons var at jeg måtte komme i hans timer og øve, jeg skulle bare sige hvad jeg skulle bruge så ville han hjælpe. Jeg blev rørt! Den hjælpsomhed og hans tro på mig betød helt ufattelig meget! I skrivende stund kan jeg ikke huske hvordan eller hvornår, men han kaldte mig perfektionist; og det er jeg aldrig blevet kaldt af andre hverken før eller siden.. Og i dag ved jeg at det han så i mig og den tro han udviste har rykket noget i mig og gjort mig bevidst om at jeg måske er perfektionist med nogen ting. Og at det nok er det der gør at der er ting jeg tænker seriøst grundigt over før jeg gør, fordi det skal være helt rigtigt.

Da jeg uger senere stod med champagneglasset i hånden var Aggestrup der heldigvis og jeg gik over og smed al min taknemmelighed i hovedet på ham. Tror han synes det var lidt svært at tage imod, men han skulle vide det!!!

At han gjorde en så stor forskel for mig kan jeg først begynde at se nu, en del år senere..

Dilemma.. noget hiver i mig for at lave alt muligt forskelligt på samme tid…

13-02-2016

Venskab

Hvordan er det i Jeres parforhold? for i mit ægteskab er det altså ikke mig der er den bedste til at passe og pleje sin venner. Det er min mand meget meget bedre til end mig!

Jeg har ellers på fornemmelsen at det er mere almindeligt at det er kvinderne der er gode til det med venskaber. Men min mand er vildt god til det. Ved ikke helt om det er hans eller vennernes skyld men tror det er en god kombi.

Og helt ærligt så ville jeg ønske at jeg også kunne det. Altså planlægge venneaftner og bare hygge og nyde det. Men når jeg har fri vil jeg allerhelst være sammen med min familie. Jeg har det faktisk fint (helt uden at lyve) med at min mand tager ud men jeg vil være sammen med skønlingen og jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har haft en aftale der ikke indvolverede hende. Men jeg må jo indrømme at jeg savner de dybe samtaler på voksenniveau uden forstyrrelser, men selv når jeg har muligheden ender jeg på gulvet i lege-onkel-mode fordi jeg hurtigt synes at jeg lige skal huske at være i børnehøjde også. en anden hurdel er at jeg er så mega introvert at jeg næsten ikke kan fungere uden en smule “alene-med-mig-selv-tid”. Og som mor til verdens dejligste tumling er den tid skåret ned til en time eller to i weekenden, desværre ofte efterfulgt af en nagende bidende irriterende dårlig samvittighed over ikke at kunne være 100% frisk på at lege, snakke,fjolle non-stop alle vågne timer. Men jeg kan bare ikke..i hvert fald ikke uden at bliv helt pip gok plim.

Hov vent pause, blev lige angrebet af mini der vist tænkte jeg måtte kede mig!

Tilbage igen..

Jeg er bare intet værd socialt hvis jeg ikke har været alene. Og når jeg så skal vælge hvor jeg skal være social, bliver det sammen med mini og manden. Men indimellem kommer jeg virkelig i “alene-tids”-underskud og så bliver jeg sur og tvær og kan føle mig næsten syg. Men kan jeg så der finde ud af at komme væk..hmmm næ ikke rigtig.

Tiden er vist inde til en lille tilståelse; før jeg blev mor og hørte mødre tale om at puha det var så hårdt og de have bare sådan brug for lidt tid for sig selv eller med veninderne, tænkte jeg: come on det kan du jo få masser af når baby er fløjet fra reden, for det sker jo så hurtigt! Men suk nu begynder jeg at kunne se at for at være den bedst mulig mor kan det være nødvendigt at være 100% fraværende, men til trods for min nyerhvervede forståelse kan jeg stadig ikke få mig selv ud af døren! Så en undskyldning til mine snart forhenværende venner er vist på sin plads. Måske de kan blive gode venner til banko med pensionistklubben. Det håber jeg. for sandheden er jo at jeg savner Jer og vores gode snakke, fjol og rideture og at jeg ville ønske vi kunne blive ved med at være en god del af hinandens liv, men lige nu kan jeg ikke vælge anderledes.

Det føles næsten som om valget er truffet for mig. Måske er det det der kaldes ægte ubetinget kærlighed?

01-02-2016

Forvirret

Jeg prøver virkelig at øve mig i at tænke grønt og øko-agtigt.

Så jeg har besluttet at jeg kun vil købe genbrug ( altså sådan cirkus næsten).

Og så var det at jeg tænkte at min hellige grav var velforvaret eller noget, men så sidder jeg og læser Søndag. En artikel om en dansk kvinde der er endt i Vietnam, hvor hun får produceret fine ting og har en dansk kompanon der står for delen herhjemme. Ved at købe de vietnamesiske produkter støtter man så deres arbejde og derigennem deres liv!!!

Og så er jeg så tilbage ved start. Jeg skulle jo købe genbrug. Lokalt produceret og forarbejdet. Handle hos den nærmest fisker eller i den nærmest gårbutik.. Men hvis jeg kun gør det støtter jeg jo ikke alle de fattige som så hårdt har brug for at tjene penge???

Hvad vælger jeg.? Hvad vælger du???

29-01-2016

Passion

Jeg elsker passion.

Jeg elsker mennesker der opsluges af deres passion og går så meget op i noget at når de taler bliver man fanget er deres intense engagement, deres iver og glæde der kan motivere selv den mest triste torsk..

Nogen gange er jeg en af dem, de der særligt passionerede, andre gange kan jeg virke trist, stille, mut og indelukket, og det er så der jeg lader op!

Jeg kan bestemt selv bedst lide at være fuldt opladet og kunne kaste mig ud i alverdens idéer, men guuuuuud hvor jeg dog hader, når jeg så kører for fuldt fut ud af et spor og brænder for at dele alle mine fantastiske tanker og påfund, så at blive tysset på, bedt om at tale lavere, mindre energisk,… mindre engageret?…er det i virkeligheden det der menes, som jeg bare ikke har læst mellem linjerne, at jeg ikke skal være så engageret hmm..?

Jeg prøver at love mig selv at jeg ikke vil lægge låg på, men jeg bliver nu altid lidt trist, øv at blive stoppet i glæden over et eller andet og skulle dæmpe sig..jeg kunne skriiiiigeeeee!

Og så er det så, at jeg tænker at jeg er jo voksen… som barn troede jeg faktisk at det ikke ville være sådan når man blev voksen!

Og hvornår er det så at jeg tager glæden og passionen fra andre…der er nok at blive bedre til!

Der er mennesker der lever længere end gennemsnittet.. og disse skulle efter signe være særlig passionerede.

Det gode liv bygger på passion?

Det gode, lange liv bygger på passion og sundhed?

28-01-2016

SOS Hjælp…

Så er den lange værgen frem og tilbage slut for mig, vedrørende et ubehageligt aktuelt emne.

Jeg har i lang tid, det føles som rigtig mange år, ikke kunne belutte mig for hvilken hjælpeorganisation jeg skulle støtte.. de yder med garanti alle en kolosal stor og betydningsfuld indsats.

Jeg har i årevis støttet WWF, Verdensnaturfredningsforegningen. Det valg kom da jeg ønkede at gøre noget og synes at valget mellem de humaniterer organisationer var for uoveskueligt og nu støder jeg sikkert nogen men til tider synes jeg at vores klode med dens oprindelige økosystemer, uden os mennesker til at lave rav i den, er den der har mest brug for hjælp, før alt andet.

Men tilbage til mit valg..

Som jeg har sagt før læser jeg en biografi om Astrid Lindgren og jeg deler utrolig mange af hendes overvejelser, bekymringer og hendes ræsonnementer, der bygger på hendes erfaringer, bl.a. efter to verdenskrige, smertefulde år uden sit første barn etc., synes jeg er dybsindige og livskloge overvejelser og gode råd, særlig i denne tid.

Hun udtrykker en klar overbevisning om at det er i børneværelset kimen lægge til det sunde barn, den sunde voksne.

Morgendagens statsoverhoveder, beslutningstagere, mødrene og fædrene til nye generationer, der forhåbentlig vil kunne træffe gode beslutninger for mennesker og klode.

Det er i barndommens muld personligheden bliver til, forståelsen af os selv og andre og samspillet herimellem. Hvordan vi påvirker og bliver påvirket og hvordan vores første relationer og møde med verden bliver, kommer til at lægge sig dybt i os, bevidst eller ubevidst og op af barndommens forhåbentlig frugtbare jord dannes vi. Vi kan aldrig gøre os fri af vores barndom, al den ubevidste lærdom kan ikke aflæres. Man kan måske lære at leve med en dårlige barndom, men vi voksne skal sørge for så gode vækstbetingelser som muligt for den gode barndom!

Og med det i tankerne måtte jeg vælge at støtte SOS børnebyerne, der giver børn uden andre muligheder, en fast base med en mor og søskende der kan støtte hinanden. Tanken om børn helt alene i verden, gør så ondt.. børn skal ikke være helt alene uden andre!!!

28-01-2016

…så er jeg ved at få det bedre, er vist mest bagsyg nu.. suuuuk glæder mig til hel friskhed igen..

Hulahopla springe rundt og måske få fældet et par store træer før de bliver lagt af en storm som så mange andre, jeg er vist ved at få lidt tankevirksomhed igen..

24-01-2016

Weekend…

Fred, ro og feber..

Lørdag fik min datter feber og gik om kuld på sofaen lidt i seks om aftenen, det sker bare aldrig, lille pus!

Søndag fik manden min feber og her til aften sidder jeg med ondt i halsen, varme øjne og frygter det værste..

Hader sygdom og ynk, særlig min egen!

23-01-2016

Dalai Lama:

“Fordi vi alle deler denne planet, skal vi lære at leve i harmoni og fred med hinanden og med naturen. Dette er ikke bare en drøm, men en nødvendighed!

Fred betyder ikke fraværet af konflikt; forskelle vil der altid være. Fred betyder at man løser disse forskelle med fredelige midler; gennem dialog, uddannelse, viden; og på humane måder!”

23-01-2016

Apropos udlændingepolitik:

Landet i vandet 

er ikke så dannet

skønt vi kalder det Danevang

er det så meget andet

folk flygter hertil

uden at vide hvad de vil

de kommer fra krig og bly

og søger vort ly

men uden meget held 

vi vil ha’ det for os selv

Charlotte Skov Eskildsen

17-01-2016

Onde drømme

I onsdags vågnede jeg fra en meget uhyggelig og frygtelig drøm der desværre havde efterladt mig med noget der lignede en erfaring om krig. En erfaring jeg jo er så heldig, ulig så mange andre, ikke at have gjort mig ved fuld bevisthed!

I drømmen oplevede jeg, med min lille familie, at landet blev besat og at jeg prøvede at komme igennem et relativt kort stykke have, og med min datter knugende ind til maven som en abeunge der klynger sig til sin mor er jeg i starten fuldt ud sikker på at jeg kan holde min datter og passe på hende. Intet i verden kan vriste hende fri af mit favntag! Men min tro smelter, som menneskemængden omkring os bliver tættere, må jeg indse at end ikke min ubetingede, Himalaya-høje kærlighed kan forsage noget så ondt og grofuldt som krig og mennesker der er blevet ædt op af ondskab i magtens navn!

Lykkeliv

Læser biografi om Astrid Lindgren for tiden og den kloge dame nåede efter en ægteskabskrise (og en krig) frem til at: “skal man være lykkelig må det komme inde fra én selv og ikke fra et andet menneske”!

Tror vi alle burde (hader det ord men det var nødvendigt her) stoppe med at søge lykken udenfor os selv…

Kan man være lykkelig midt i sit livs krise?

Hvis man ikke er lykkelig er man så ulykkeig?

Hvis man ikke er ulykkelig er man så lykkelig?

Lykke kan umuligt formuleres det må være den der helt særlige udefinérbare følelse som jeg håber alle mennesker kan genkende når den viser sig.

Tænker på om det nogen gange sker at lykken smiler til en der ikke ser det?

Hønen og Dronning Margrethe

Jeg står alene på en scene, har åbenbart besluttet at det er en vanvittig god idé at prøve mine stand up-evner af (ahvafornogen!!!!!!)…jeg har bare tæer og sætter mig ned..

” Jeg regner med at blive plukket som en død høne, har jo set hvad sådan nogen som Jer gør ved en tåbe som mig” siger jeg til et gravstille publikum. “Som barn i de små klasser var jeg en meget hjælpsom og også meget følsom elev. Mine lærere i dansk og matematik kom jeg tit til at kalde far og mor, hvilket ikke giver super meget schoolcreditheller ikke dengang..

Som barn var jeg en godtroende lille en, der bestemt troede at alle voksne synes at jeg var fantastisk og ville mig det godt, for hvorfor skulle de dog ikke synes det, når jeg nu gjorde..

Tror det var i 2.eller 3. klasse at vi var oppe i 10.klasses-lokalet som var et kæmpe lokale med sofaer og scene og computere (or når nej så gammel er jeg jo) ingen computere overhovedet.. nå men pludselig kunne jeg ikke finde min madkasse og det blev jeg ked af, sådan rigtig ked af. Det har med gararti ikke været pga. indholdet,svedne spegemader tuder man ikke over, men hulke-agtig ked blev jeg i hvert fald. Og så er det jeg her forestiller mig en vis form for hjælp fra de voksne, men nej da.. eller hvis det var hjælp så ville jeg gerne lige have været spurgt først, men jeg var barn før man begyndte at respektere børn som vi gør det i dag!!!!!!!

“Det lyder som en høne der ligger og klukker” lød det fra en lære (jeg lå under tavlen meget ked og rullet sammen).. og af hjertet tak siger jeg bare, resten af skoletiden hang høne og hønemor ved..man bliver sgu så varm om hjertet når man tænker på det. Men jeg var altså ikke helt så skarp så jeg tænkte faktisk ikke videre over det og glemte helt hvem der havde startet det! for det var jo dem jeg stolede mest på, på hele skolen.

Jeg gik i en typisk klasse med stille piger og frække drenge..og en masse larm og som den hjælpsomme pige jeg var ville jeg ofte gerne hjælpe mine lærere med at få ro..og da jeg havde en dejlig fin høj og måske lidt skinger stemme, kunne jeg råbe så højt at alle andre blev stille..! min dansklære synes vist det var meget fedt, så slap han, men min matematiklære hadede det, igen lidt svært at lurer de der voksne.. Under alle omstændigheder erhvervede jeg mig så endnu et skønt “kælenavn” nemlig

Dronning Margrethe, for som vi alle ved går hun jo rundt og råber sindsygt højt!

Og så skulle man måske tro at det var det, jeg blev mobbet i skolen med øgenavne og klynk men nej det er så her det kan være en fordel ikke at være skuffens skarpeste kniv, for jeg fattede bjælde.. jeg troede stadig at lærerne synes at jeg var en sød pige, men da skolen lakede mod enden og vi skulle sige farvel til lærerne kunne jeg ikke helt finde ud af hvorfor jeg lænede mig op af VIRKELIG ikke at kunne lide den eneste der havde fuldt mig siden 1. klasse, for hun var da såååå sød. Og ja det var hun faktisk, men med årerne var der groet lidt hjerne ud på mig og jo mere jeg skruplede over det, blev det klart for mig at det var to lærere der havde været skyld i den eneste mobning jeg havde oplevet i mine 11 år i folkeskolen!!!!”

Hvad siger du?

Er det meningen at stand up skal være sjovt; nå da ja så må jeg nok hellere lave en høne…kluuuk… men jeg bliver sgu på scenen også når det ikke er sjovt!

Nytår 2015 Tilbageblikket

Det vildeste, mest uforudsigelige år er tæt på slut..

Året har for mig været et vildt et af slagsen med kæmpe omvæltninger af de gode og de onde og alt det midt imellem. Min mand og jeg flyttede med skønlingen ind i drømmehuset, lige i samme moment som han fik konstateret kræft,  knap fem måneder senere mente de kloge at han var rask igen suuuuuuk af lykke, men det er bare ikke noget man sådan lige ryster af sig over night! Ind imellem det hele synes jobbet så  også lige det skulle gøre op med fordums tiders mening om at job i det offentlig var af den sikrer slags! Men også der træk jeg vinderloddet. Nu håber jeg bare ikke at jeg har brugt alt mit katteheld på en gang, men jeg må vel bare sørge for ikke at blive fanget i en sæk og smidt i åen!

Og så er det så jeg går rundt og tænker på hvad jeg lærte i dette år 2015????????

Det ville f… ha´ været cool hvis jeg lige kunne skrive en Kierkegaad-agtig afhandling om det, men jeg er helt blank….

Der er mange ting der er blevet tydeligere, ting som jeg vidste men som er blevet skåret ud i pap; så som at man ikke kan være to steder på samme tid. Måske jeg ikke kan nedfælde hvilke nye ting jeg har lært men jeg ved at noget af det hårdeste jeg har fået læst og skrevet er, at det er umuligt at være to steder på en gang, ligegyldigt hvor gerne man end vil!

Så min elskede mand måtte på det nærmeste undvære min støtte for at vores datter kunne få en god start i vores nye hus og i sin nye børnehave. Han kæmpede sit livs kamp uden at jeg kunne holde ham i hånden og til dato er jeg ikke overbevist om at jeg nogensinde kommer til at redde det svigt hjem igen. Ikke fordi han bebrejder mig, men det gør JEG! Selv om jeg ved vi valgte rigtigt og der ikke var andet jeg kunne have gjort plages jeg af det svigt der lå i valget. Og hyha så kan man så lige blive mindet om alle de andre svigt man har på samvittigheden og jeg fylder først 40 i år,(eller det vil sige til næste år) så der er plads til forbedring! Eller er der?  Ja basta det er der punktum. Det er jo meningen at jeg skal slutte fred med mine egne fejl og mangler.. nogen gange ville jeg bare ønske at mine tanker blev broardcastet live så det var muligt for andre at kende til andet end de udtalte ord der kun dækker over en brøkdel af Fru Filosoffias (læs;mine) tumultske hjerneforvitringer der, som tillægsinfo skal siges, ikke kan kaldes for sig særlig gode repræsentanter for hvad jeg ellers har på hjertet/hjernen. Faktisk synes jeg ofte at det jeg siger kan ligge usandsyligt langt fra hvad jeg troede jeg ville sige hmmm!!!!!!

Og dét er måske den lærte lektie; jeg skal tibage til at sige det jeg tænker (noget af tiden)

Juletræsdans

1.december 2015

I bilen på vej med mini i børnehave…

Radioen har fundet en god sang og jeg futter godt op og danser med på sejeste vis bag rattet…

I bakspejlet kan jeg se en tilfreds pige med et lille smil. Godt… hun er ikke blevet sur over mors musikgas..vi svinger forbi byens juletræ og mini konstaterer:

“Mor, juletræet danser med😊😊😊!

Jeg må give hende ret, for det stormer stadig så pelikanerne må lede længe efter hatte og briller og måske også opgive jagten på den anden halvdel, som så ofte er væk når det blæser😉

Men det standhaftige juletræ danser lystigt for det havde det lært det sku’…

Putning

Flashback til putning en søndag aften. Klokken er i følge mig blevet rigtig mange og nu er det bare med at få skønlingen til at sove for der er kun ti timer til hun skal vækkes igen ( så det betyder at der allerede nu er minus en eller to timer på søvnkontoen, jeg kan mærke panikken i mig 😥) Jeg tænker at hvis nu bare skønlingen kunne forstå at det er vigtigt at man får sin  søvn for ellers er der risiko for at humørbarometeret kommer til at melde om en nedern nedtrykt stemning med minus chance for spræl og glæde… for det har jeg jo forstået vigtigheden af for laaaaang  tid siden…

Tænker

Tænker lidt mere

Hmmm

Øhhhhh det har jeg da vist ikke lært sådan helt altid…og helt ærligt det har min  mand heller ikke

Og her ligger jeg og tænker at min tre årige  bare lige skal kende konsekvensen af ikke at få sin  søvn så ville hun da heeeeelt sikkert lægge sig ned og sove, lige som vi voksne er fornuftige og gøre…altid 😄😄

Børnetanker

Mit liv er fyldt med børn både på job og hjemme og derfor popper refleksioner om de skønne helt nye og uformede mennesker yderst ofte op i mit hoved..

Som her den anden dag hvor en voksen siger til et barn at det ikke skal være politimand  ( det der var ment var at barnet skulle passe sig selv og ikke blande sig i det de voksne gjorde eller “sladrer om andre)..

Hmm jeg leger lige Charlotte tre eller fire år der har fået den besked. For 99% af tiden vil de voksne have jeg skal gøre som dem..rent faktisk er det tit de siger: jeg viser dig lige hvordan du skal gøre bla.bla.bla.. men så lige pludselig skal jeg selv sortere i hvad jeg skal kopiere og hvad jeg ikke må blande mig i? Og hvis jeg så vil hjælpe hvis der er nogen jeg synes eller tror har brug for hjælp er det ikke altid at de voksne bliver glade for min hjælp! Andre gange kan de ikke forstå jeg ikke vil hjælpe!!!

Hjælp…jeg kunne godt bruge lidt hjælp her fra en voksen😞

At blande sig og være omsorgsfuld.. kan jeg være omsorgsfuld uden at blande mig og hvordan kan jeg undgå at ødelægge ungernes mod på og gentagne lyst til at gøre det rigtige ( og er det altid de voksne der skal bestemme hvad der er det rigtige?)?

Terror

Det er tre dage siden 129 mennesker døde i Paris…

Nogen af disse valgte at bruge deres liv på at tage andre med i døden…

HVORFOR vælger nogen at handle sådan. Hvilke tanker, hvilke liv har de haft før denne forfærdelige beslutning?

Hvordan kan noget menneske nå der til?

Er det i orden at presse ens livssyn  ned over andre!? I denne sammenhæng er vi nok alle (åbenlyst dog ikke alle!!!) enige om at de handlinger der her er affødt på ingen måde burde forekomme i Europa eller noget andet sted på kloden!!!

Det jeg egentlig gerne vil hen  til er spørgsmålet om hvordan jeg skal agere i denne menneskeskabte sorg og tragedie det er for menneskeheden at vi ikke er i stand til at behandle vores næste som vi ønsker de behandler os! Selv om man dog kan tygge lidt på om de der står bag, som er en for mig at se  noget uhåndgribelig størrelse  (IS) ,  ønsker at blive udsat for noget der kan  komme til at ligne det der skete franskmændene,nemlig et form for hævntogt…så forståeligt men er et øje for et øje det rigtige svar… gud er det så og så vender alt sig alligevel i mig…lære vi da aldrig noget af vores historie og vores handlinger…?

Hvordan når vi hinanden?

Uden vold og uden terror…

Når jeg tænker det er f.. også lige meget det hele, kæmpe suuuk, må jeg minde mig selv om at også jeg kan gøre mit…”hvis du tror du er for lille i disse sammenhænge så husk; hvor irriterende det er at sove med en myg…. ”

Jeg vil være irriterende på den der måde hvor jeg ikke vil slås ud… tro på det gode…

Tanker om ægthed og spil

Jeg føler tit det er svært at være 100 % tror mod mig selv og jeg hører til tider andre tale om at her blev deres grænser overskredet og de skulle have sagt fra! Hvorfor er det så svært at sige fra, sige imod, stå op for sig selv? Integritet og autencitet er mål. Men nogen gange tænker jeg, at jo mere jeg går efter det, jo mere jeg giver los, giver af mig selv, kaster ud mod dem i min nærhed, jo mere risikerer jeg fordømmelsen og misbehaget?

Er det fordi når jeg slipper mig selv fri i demokratiets og frihedens navn, skaber jeg usikkerhed?

Er det fordi jeg ved at leve som All inclusive menneske gør mine nærmeste og i særdeleshed perifere interagenter skræmte? Er det skræmmende når jeg er 100% mig?

Bliver jeg skræmt når du er 100% dig…. eller kan  jeg tåle sandheden..

Jeg elsker når folk deler af det svære for så ved jeg at  jeg ikke er alene..og jeg elsker når folk deler af deres lykke for så ved jeg det også sker for mig..

At gøre det rigtige…

Før jeg blev gift og før jeg blev mor til skønlingen var livet da bare SÅ meget nemmere,var det ikke?

Jeg husker det i hvert fald som om det sjældent var svært for mig at lure hvad der var det bedste/rigtige at gøre i langt de fleste af livets store dilemmaer; så som at have styr på om weekendens byturtøj nu fremhævede for og bagdel i bedste stil; eller den gode gamle med at man bare skulle overholde den aftale man havde lavet først så var ens sti ren… der var ikke den helt vilde usikkerhed i hverdagen…. meeeeen nu! hold nu op jeg er jo ikke cirkuslinedanser med tyl hvad skete der lige for umuligheden af både at være den perfekte hustru og den perfekte mor ??? Min datter kom ikke med en brugsforvirring der sagde en dyt om at når jeg gør mit yderste for at passe på hende så ville min mand miste noget samtidig! Og det er helt ærligt en ting at sætte sin højt elskede mand efter vores fælles guld når alt er optur men når han står i dønningerne af sit livs mareridt så føles det knusende at træffe de valg hvor lillepigen tager min  tid fra ham.. og selv om vi vender det og han siger ok så føler jeg at jeg hver gang skal vægte og veje hvem der er vigtigst… og det kan jeg ikke…

Hvis to valgmuligheder virker lige betydningsfulde hvad vægter man så tungest?

Alt det børn kan lære os

Morgenaflevering i børnehaven skøn dag for der er legetøjsdag og min  datter har en kæmpe stor lyserød kanin med. Men det er ikke det der er det vigtigste for hende i dag næ hun skal til tandlægen men niks heller ikke det er det der fylder i skønlingens hoved. .hun fortæller stolt personalet at i dag skal hun altså hentes tidligt og da hun siger det til en anden mor, smiler moren og siger der skal ikke så meget til for at gøre dem glade…og nej gud hvor har hun ret..men hvad gik der lige galt for os voksne der nogen gange nærmest kun har haft en god dag hvis vi har vundet i lotto..og det har jeg aldrig prøvet så efter den standard har jeg det godt nok skidt. ..

REMINDER til mig selv om at skrive en liste over alt der gør mig glad and watch out verden for jeg er super lidt typiske jeg kan næsten glæde mig over alt😄

DESVÆRRE kæmper  “min-let-til-glæde” ofte om pladsen med min “let-til-overtænkning”   over store STORE ting som hvorfor el-biler ikke har erstattet al anden kørsel for længst og om manglen på fisk i den private madplan vil gøre uoprettelig skade på vores datter etc.etc. etc.

Vores verden

Jeg må helt seriøst have hørt forkert!!! 100.000 skove brander i Indonesien  (P1 28/10-15) mit hjerte hamrer og dunker det er jo der Sumatra og noget af Borneo er hallooooo hjælp alle de dyr nu græder jeg snart… og ja der er også mennesker der bliver syge af røgen men helt ærligt os mennesker er vi ikke snart selv uden om det….for ja gæt hvem der har startet brandene og så har el Nino gjort det værre end ellers men hold nu kæft der brændes af hvert år flere bandeord trænger sig gevaldigt på det her kan vi gøre bedre hold nu snart op med at brænde den skov af som er den eneste levende organisme der kan  holde klimaet bare et skamhår fra at vi ikke selv kommer til at brænde op i skammens navn!!!!!!

Apropos farver og udvikling

Hørte Ghandi på P3 …

De talte om farver og det at  opfatte farver ..manden de talte med fortalte at farver er noget der bliver til i vores hoved i samspil med lysets brydning. Det at vi fra barns ben bliver fortalt igen og igen at græsset er grønt, tomaten er rød osv. gør at vi lærer farver, i virkeligheden er det hele bare nuancer af grå (Ca. Hørte kun med med et halvt øre)… gad vide hvordan man er noget til den erkendelse.. jeg kan i hvert fald ikke bare blinke tre gange og så ser jeg verden for det den rigtige er😏!

Det jeg synes var interessant var at manden siger at vi mennesker er nogle af de væsner der opfatter farver bedst og særligt i vand. Videre siger han så at det må stamme fra vores tid i havet  (for ikke så længe siden tænker jeg)

Og så er det jeg tænker at der måske er en gammel ur-gubbi i mig der gør at det er derfor jeg eeeeeelsker havet så meget og at det virker beroligende og afstressende på mig !!!

Apropos flygtninge

Mandag 26/10-15

Kære Kierkegård

Du vil altid være hjertelig velkommen..

“Alle vil udvikling ingen vil forandring”

Hvad er vi bange for?

At alt bliver bedre…..

Selverkendelse

Mandag 26/10-15

Tilgivelse er en af de få gaver man kan give og alligevel få mere ud af selv!

Selverkendelse

Mandag 26/10-15

Vi halser mod målet og glemmer at livet er vejen derhen!

Apropos Livets skole

Søndag 25/10-15

Da jeg var barn troede jeg på julemanden og at man kunne gøre lige hvad man ville her i livet… naiv som jeg er, tror jeg lidt på begge dele stadig…

Som for de fleste andre gælder det også for mig, at det bare er med at klø på og gøre vores bedste hver dag, for at nå derhen hvor vi gerne vil være..

Og det går mig så jævnligt på..

Altså; gør jeg dét godt nok????

Det evige spørgsmål til mig selv. Gældende i stort set alt hvad jeg laver! Gør jeg mit bedste? Og er dét godt nok (hmm og hvem er det lige jeg forestiller mig skal dømme den kamp?)

Som ung, indtil omkring de tyve (okay måske et par år længere ) gik mine tanker som regel mest på hvad jeg syntes om andre mennesker…

I dag bruger jeg helt UFATTELIG meget tid på overvejelser frem og tilbage om, hvad mon andre tænker om mig; om jeg har trådt dem uforvarende over tæerne med mit kluntede direkte men også ironiske væsen.

Jeg er vokset op med fraser som; man kan ikke være venner med alle og du skal ikke tænke på hvad andre tænker..

Men hvorfor egentlig ikke..

Der er jo ingen der siger vi skal være enige om alt; og så er det vel egentlig ikke utopi?

For år tilbage så jeg et program om venskabet mellem Lilli Gyldenkilde og Kirsten Jacobsen, der lå langt fra hinanden rent politisk (henholdsvis SF og DF/Konservative),men det til trods havde udviklet et tæt venskab.

Er mit fokus på forskellighed eller på fælles drømme og behov. hvad vælger jeg at se…

Når vi diskuterer vores forskellige syn; tør vi så åbne op for tanken om at et andet tankesæt også kan være helt plausibelt og måske ligefrem kan tilføre vore egne anskuelser nye dimenssioner/muligheder?

Jeg arbejder for en tro på at jeg kan omfavnede, forstå og respektere uden at det betyder at jeg mister mig selv.

Men tør jeg give plads, kan jeg holde mund mens andre taler og kan jeg lytte sådan rigtig lytte?