Hvem bestemmer egentlig i dit liv?

Nogle gange kommer jeg til at give udtryk for at jeg ikke tager det så tungt. Sandheden er (desværre) at det gør jeg faktisk lidt mere end jeg gider! 

Ikke hver gang heldigvis, men lidt for ofte brænder det sagte sig på indersiden af min hjerne. 

Heldigvis er der også tatoveret en dejlig stor mængde gode ord, men andre gange tumler jeg lidt for længe med ord der er sagt henkastet eller måske rent faktisk i den bedste mening.

Det gode der er kommet ud af at tumle med tingene denne gang er faktisk at jeg overvejer seriøst om jeg er uenig!

Ja du hørte rigtig.

Det er vist det der er ved at ske. Jeg har simpelthen fundet ud af at jeg godt kan være uenig med andre mennesker!

Ja, ja det vidste jeg jo godt, på papiret, men det føles som om jeg begynder at lande i en fred med at jeg ikke behøver at mene det samme eller reagere på velmenende råd. Jeg MÅ faktisk godt selv bestemme hvad jeg vil vælge. 

Og det kunne godt gå hen og blive en erkendelse jeg virkelig vil blive glad for.

For hold nu fest der ligger meget frihed i at genvinde noget at sin ungdoms selvsikkerhed.

Jeg ved ikke med dig, men jeg havde det som barn og ung pige, som om jeg for det meste var ret sikker på at jeg havde ret!!!

Så kom der en tid hvor jeg vist mest mente at alle andre havde ret. At det var andre der var de kloge og mig der havde en masse at lære og nu er der så måske en ny tid på vej. En tid hvor jeg kan stole på at jeg også selv, nogen gange, kan være den der ret. Den der ved hvad vej der er den rigtige for mig. 

Jeg blev spurgt om hvad jeg vil med bloggen og det er ikke et svar jeg har sådan lige, men jeg ved hvorfor…

Ganske enkelt for at kunne dele mine tanker med dig!

Fordi jeg selv synes at det er så fantastisk når mennesker tør dele deres liv og tanker. 

Fordi jeg tror der er meget vi kan lære af hinanden. Megen støtte at hente som kan skabe ro i sindet i svære tider.

At jeg så må sande at det til tider er svært at være direkte ærlig, fordi mit liv indeholder andre mennesker som ikke selv har bedt om at blive skrevet om, er en ting jeg forsøger at komme rundt om ved at skrive om udfordringer generelt. Men ingen ord på skrift uden min lyst til at skrive og dele. Jeg er nød til at holde fast i min frihed til at skrive om det jeg har på hjertet! Ellers så holder min lyst op har jeg lært! 

Men alligevel tager jeg mig selv i endnu engang at ønske at jeg var den der med de perfekte skarpe farvekoordinerede billeder, det smukke design etc, men desværre. Tiden og udstyrret er ikke til at fokus (haha fik du den fokus) kan lægges der. Min kompetence og det jeg først og fremmest kan og ønsker er at udvikle min skrivning.

Om det første hænger sammen med det næste i dette indlæg er en gåde, men det gør det jo nok. Livet er en udvikling og udvikles vi et sted vil det afspejles andre steder. 

For sandheden er den, at jeg pt bevæger mig på kanten af en indre voldsom ideologisk holdningsændring.

Eller det vil sige, det ved jeg jo ikke helt endnu!

Men jeg tænker i hvert fald tanker jeg aldrig har haft op til overvejelse før! 

Da jeg var 17 gjorde jeg noget forbudt noget ikke okay, jeg fulgte mit hjerte, min spontane impuls og lyst.

Jeg svor at jeg aldrig ville gøre noget lignende igen. I hvert fald ikke hvis det bryder med mine egne værdier og moral. Moral er bare vigtig og overtrædelse af dens love fører til en mindreværdsfølelse der går hårdt ud over ens egen fornemmelse af integritet.

Men nu… 24 år senere tænker jeg faktisk hvad f.. er det for en lov vi har besluttet at pådutte os selv?

Og hvorfor?

Hvad gør al den moral godt for? 

Det er muligt at den engang var gavnlig for af holde manden til kvinde. For løb han rundt og gjorde andre kvinder med barn så skulle de også forsørges og så ville ens eget afkom lide under eskapaderne. I mellemtiden er der jo sket en lille revolution der hedder prævention.. Dét, at følge sin lyst og sin passion her livet og for andre mennesker er jo ikke længere bundet op på risikoen for familieforøgelse. Alligevel er det stadig flertallet af os der kigger nedladende eller forundret på mindrertalets frie ægteskaber.

Hvordan kan de dog leve på den måde? 

Hvordan kan de dog gøre det mod hinanden?

Men jeg begynder at tro, at det er disse særlige gavmilde mennesker der virkelig formår at mene og agere fuldt ud efter ønsket om virkelig at ville det bedste for deres elskede, der har fat i den lange kærlige ende. Den ende der fører gennem et liv af overskud, passion og oprigtigt ønske om at vi sammen og hver især må og kan og fortjener alt hvad livet rummer og byder på!

Også når vi er gift!

Jeg blev først født 3 år efter at Susanne Brøgger skrev “Fri os fra kærligheden”, men jeg må sige at selv om jeg kun har læst 62 sider så rammer den klokke rent ned i mange af mine tanker om kærlighedsforhold! Er pænt spændt på hvad jeg tænker når (hvis) jeg har læst bogen færdig!

Jeg har en irriterende fornemmelse af at vi mennesker nogle gange skaber problemer for os selv i en udstrækning jeg ikke tidligere har overvejet. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved hvorfor vi skal leve så adskilt på hver vores parcel uden tætte relationer til andre end vores kæreste? At kernefamilien er målet (eller missionen som Brøgger siger) med voksenlivet er da for vildt. At modenhed er lig med resignation (som Brøgger siger) er da det mest triste jeg længe har hørt og da virkelig ikke et udsagn jeg har tænkt mig at lade gælde for mig selv, men der er altså en ret stor sandhed i det. Generationen før min var uddannet til at lære (en gang) for livet. Jeg håber så sandlig at jeg høre til en generation der er uddannet til at lære hele livet. Ikke noget med stagnation til mig tak!

 

Men på bundlinjen lyder det store STORE spørgsmål.

Hvem bestemmer i virkeligheden over dit liv?

Hvor meget gør du fordi det forventes af dig?

Hvad gør du af egen lyst og vilje og endnu mere interessant hvad gør du IKKE fordi det ligger udenfor de normer vi selv er med til at videreføre gennem opdragelse, traditioner og kultur. 

Faktisk giver det god mening at voksne gror sig en tristesse der kan være så stor som et sort hul i Bermuda trekanten, for helt ned til noget så energigivende og fantastisk som en god latter vælger vi som voksne at undertrykke, fordi det ikke er pænt, dannet og fint nok at grine højt. For vi har jo alle hørt folk med et skørt grin og den skam det kaster over os at give os hen til det barnlige frigjorte er jo ikke en voksen værdig!

 

Så nu vil jeg grine højt, danse vildt og fjollet og undskyld kære skønling men jeg kan love dig at du kommer til at vokse op med en mor der kommer til at gøre dig lidt pinlig engang imellem. Men jeg håber det vil inspirere dig til selv at udfolde dig og spille på alle de strege du vælger og ønsker! 

Giv den gas og hold noget mere fest i dit sind!!! 

Charlotte fra Esskocha.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *