Colors

Hvis du var barn og skulle vælge mellem…

Colors
Kritik og støtte

…at blive opdraget under konstant kritik eller konstant støtte hvad ville du så vælge?

Jeg tvivler på at der er nogen der bevidst ville sige jo tak mor jeg vil gerne have at du kritiserer alt ved mig og hvad jeg gør fra jeg plopper ud til en af os dør!

Men hvad så med den anden grøft? Der hvor der altid er en naiv urealistisk tro på alt ved barnet. Måske det også bliver umuligt at lære barnet at tage ansvar for egne handlinger, når det nu kun må støttes og ikke “korrektes” (hvem er det i øvrigt lige der ved hvad der er korrekt? Nå det er vist en anden vej at gå ud af!)

 

Den anden dag tænkte jeg over hvor lidt glæde, ja jeg vil nærmest mene at jeg overhovedet ingen glæde, har af at høre om alt det jeg ikke kan! At det jeg drømmer om at lykkedes med, er for svært, at jeg da godt nok skal øve mig, tage mig sammen og alt muligt andet hvis jeg nogensinde skal gøre mig nogle (vilde) forhåbninger om at nå mine drømme/mål!

Det her er en snak med overmagten, når den bliver sur, træt, skuffet, sulten, ja bare giv den en eller anden grund for så rumler den inde bag alle de jubeloptimistiske tanker, om at den gider ikke være min bedste ven når jeg ikke lige tager mig sammen og gør det arbejde der skal til for at nå derhen hvor jeg siger jeg gerne vil hen. Min indre fjende taler ned til mig i en sådan grad at jeg på kort tid kan gå fra at synes at jeg ser fantastisk ud inde i spejlet til at tænke fuuuuck det står skidt til, måske jeg bare skulle give op og hoppe i det forvaskede joggingsæt (som jeg så lige skal skynde mig ud at købe og vaske tusind gange for jeg ejer ikke et joggingsæt)! Når jeg så har duelleret på liv eller dø i noget tid med min værste fjende, beslutter jeg, at nu må det være nok, jeg er som jeg er, jeg vil kun sammenligne mig med mig selv. Det kan godt være jeg ikke holder mine personlige deadlines men jeg gør lidt hele tiden (Er der for øvrigt nogensinde nogen der er blevet dræbt for ikke at overholde en deadline? Jeg mener det er da måske lidt at overreagere at skyde journalister bare fordi de ikke har fået skrevet artiklen færdig og sat kommaerne på plads før deadline, men mon ikke udtrykket er adapteret et andet sted fra, måske fra fronten hvor soldater fra hver side mødtes, nå ja det gør de jo også stadig ihh vi mennesker er altså så kloge til det der med evolutionen og udviklingen og det der!!!).

Tilbage på sporet, så længe det vare…

Min verden er, sikkert lige som din, ikke altid til at planlægge sig ud af. Men hvis der er en ting jeg godt gad at give og modtage noget mere af så er det kickass-tro på at jeg (læs vi) nok skal lykkedes! For noget siger mig at hvis jeg ikke tror på at der findes en løsning så ser jeg den med garanti ikke når den falder ned ved siden af appelsinerne i min turban.!

Hvis der er en der på mange måder har været heldig i sit liv så er det mig. Og jeg priser mig lykkelig for at jeg havde forældre der fortalte mig at jeg kunne sætte mig mål og nå dem. I dag er det bare mit eget ansvar at nå dem!  Og det er vel den birtre sandhed man er nød til at lære som voksen. Der er ikke nogen kære mor eller far der kommer og redder en, man må selv så for at kunne høste. Men på vejen derhen ville jeg gerne møde flere, som et par af mine kollegaer, der når jeg usikkert deler tanker med dem siger “du skal bare blive ved med at skrive” og “det lyder da vildt spændende” og så formår at komme med den der noget svære såkaldte konstruktive kritik som egentlig ikke er kritik, men mere en udvidet støtte så jeg ser endnu flere muligheder og går fra samtalen endnu mere opladet og med en tro der er blevet endnu større på at jeg en dag når nogle af drømmene.

 

Så møder du mig en dag så ved du nu at jeg tænder på folk der vil med ud at flyve. De som ikke bomber flyet ned eller går i Gestapo-mode for at tvinge noget realisme ind i mine drømme. Bare rolig Gestapo bor allerede i min hjerne men lever stadig i håbet om at de allierede når frem i tide!

Min frygt er at vi voksne med al vores realisme slår barnedrømme i stykker før de er blevet afprøvet, fordi vi efter min mening fejlagtigt prøver at beskytte dem. Min erfaring siger mig at hvis der er en drøm der ikke bliver forfulgt så kan den ende som en sorg du bære med dig, måske resten af livet.

 

Så derfor skal der gives plads til at drømme. Både for børn og voksne! Faktisk tror jeg lidt på at hvis din drøm virker realistisk så er den nok ikke stor nok!

Og som du måske har luret så vil jeg havde en bedre mere næstekærlig verden (selv om jeg vist ikke er lige så sej som Mads Langer sagde Overmagten) til min datter og nu er hun 5, så Verden du må lige tage dig sammen og være lidt sødere asap!!! Den drøm skal altså lykkedes!

 

Så til alle i nærheden af børn, voksne eller lignende levende væsner:

Vær søde, støttende venner, for nogle gange føres der en hård kamp aller inderst inde og den har bare slet ikke brug for ammunition udefra!

 

 

Kys og kram din verden

fra mig

Esskocha

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *