Jeg tror vi er mange der bliver bange…

… når kærligheden bliver mere stille i det!

Jeg mener… når vi ikke længere flyver på skyen og ikke mere bliver fysisk dårlige af at være adskilte!

Når vi har været sammen i “årevis”, hverdagen er som den er, på godt og ondt. Når vores parforhold har modstået sygdomme, børn, fnidder på jobbet, vanskelige familie-eller vennerelationer etc. og det pludselig “bare” handler om tosomheden og hvordan vi får det bedste ud af tiden sammen? For det er lige der jeg tror den største forhindring gemmer sig! Den der med tiden!

For når jeg nu skal passe jobbet og jeg vil nå kvalitetstid med skønlingen, og også har en hobby som jeg prioriterer fordi jeg tror på at det giver mig og verden noget igen, måske lidt udefinerbart i form af gnist og gejst, men som jeg i hvert fald tager med mig når jeg møder dig og verden, og som så igen kan smitte af og sprede ringe af good vibes… Ja så er der pludselig ikke så frygtelig meget tid tilbage at tage eller give af!

 

Og hvordan prioriterer jeg så lige, når jeg gerne vil det hele???

Jeg har meget længe sørget for at få søvn nok, blandt andet for at mit humør kan holde sig der hvor jeg helst vil have det😉! Og ja det er selvfølgelig så tæt på en ti’er som mulig, altså ønsket, ikke realiteten😂desværre, men næsten😂!

Nu er jeg så ved at være der hvor jeg har brug for noget mere i livet end bare at være udsovet og mor. Nemlig at fuldføre, særligt et bestemt projekt og nu er det så ved at gå op for mig at jeg, og jeg får helt ondt i maven over at indrømme det, men jeg er jo så endnu engang igang med at nedprioritere alenetiden sammen med min dejlige mand fordi der også er andet jeg har lyst til!!!

Hvorfor? Hvorfor er det så f… vigtigt for mig at udleve min drøm? For det er vist det det er. Den har gemt sig derinde i mit hovede i over tyve år. På en underlig måde føles det lidt som om jeg skal bevise overfor mig selv at jeg godt kan det her og så tror jeg også der er en anden ting! Jeg har brug for at min mand er stolt af mig og på en eller anden måde spiller mit bogprojekt bare en kæmpe rolle her! At han sikkert allerede er stolt af mig, er en helt anden side af sagen. Måske jeg bare har brug for at han kan være stolt af mig for en ny ting?

Jeg tror jeg bruger tid på min drøm fordi jeg kan mærke hvor meget jeg brænder for det! Hvor meget jeg gerne vil det og hvor meget energi og glæde det giver mig (når det vel og mærke kører derudad altså😉). Jeg håber jo at det smitter af på vores fælles liv på en god måde. At den glæde jeg får ved at udforske nyt land vil smitte af derhjemme. Men midt i processen er jeg altså også bange for at det, der i mellemtiden ikke får ligeså meget af min tid, føler sig nedprioriteret eller værst af alt, ikke vigtig!!! Og sådan er det bare ikke. Jeg har bare lyst til så mange forskellige ting og jeg tror på at vi alle skal gå efter vores drømme. Flyv helt derop og se om ikke vingerne faktisk godt kan bære. Tror faktisk at Janteloven må se meget lille og ubetydelig ud oppe fra luften, hvis det er ens egne vinger der har båret en op i skyerne!

Men altså… når kærligheden bliver mere stille, så tror jeg vi alle gør noget på hver vores måde. Nogen søger videre, kedsomheden rammer dem som en mavepuster og fristelser kan måske være sværere at modstå! Nogle begynder at leve hver deres liv og laver måske ikke ting sammen, andet end når de nu “skal” noget som par. Og andre igen bliver seriøst sure og bitrer over at de spilder livet med den de måske nu synes er forkert and so on…

Jeg tror ikke på at vi skal blive sammen for alt i verden og at man skal gå gennem ild og vand for at redde et usundt parforhold for børnenes skyld. Jeg tror at børn kan blive rigtig meget gladere for, at deres forældre er glade hver for sig end at de vil se dem ulykkelige, men sammen. Jeg tror det at vokse op i et hjem hvor forældre skændes, råber og altid er efter hinanden er frygteligt, men jeg tror til gengæld ikke at det er ødelæggende for nogen at vokse op hos en mor og far der er hinandens bedste venner hverken under samme tag eller hver for sig!

For hvad nu hvis den stormfulde kærlighed, hvor der er skåret hæle og klippet tæer, og bagefter skabt plads til forskelligheden, kan ende med en dyb og kærlig respekt for hinanden? Ville det ikke være fantastisk at give videre til sine børn? Den ro og tryghed der er ved at kende hinanden, tror jeg måske aldrig vi har lært at værdsætte sådan rigtigt! Vi er vokset op med eventyr der altid slutter når kærligheden er på sit højeste! Der hvor prinsen har vundet over dragen og endelig fået sin prinsesse. Ingen har vist os hvad der sker bagefter. Og hvordan skal vi så vide hvordan vi skal forholde os til den stille kærlighed? Der måske i virkeligheden er det vores børn har allermest brug for, selv om vi selv går og tror at verden skal være drager og prinser på hvide heste. Hele tiden!

Kys kærligheden også når den ikke brøler som en orkan!!!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *