Når et introvert monster sparker røv…

… på den ufede måde og jeg hører mig selv have en diskussion oppe i hovedet om hvorvidt jeg kan trække mig helt fra det sociale eller om det er noget jeg skal!

(Jeg er lige landet hos min skønne svigerfamilie på Djursland til pakkeleg og julefrokost. Jeg har glædet mig og jeg kan lide at være her!)

♥️ ♥️ ♥️

Men jeg ved jo godt at det her kan ske. Jeg ved det bare SÅ godt og alligevel planlægger jeg/siger ja til langt mere end hvad min sociale tank kan klare at få fyldt på!

Jeg gør det fordi jeg elsker mennesker. Jeg elsker det vi giver hinanden. Jeg elsker rummet der emmer af god stemning, næstekærlighed og spas. Men pludselig rammes jeg af den vildeste lyst til at være alene. Min mand spørger om jeg er sur, det er jeg slet ikke, men jeg føler mig presset på en underlig uforklarlig måde og jeg gør alt hvad jeg kan for at please og glæde og rykker mig længere og længere væk fra mig selv og er slet ikke i vatter. Jeg er ikke særlig skarp i mine pointer og jeg hører min egen stemme som til en eksamen. Desværre er jeg også min egen værste hadeversion af en censor der bare giver 03 som standard og som, når den sociale tank er fyldt op, generelt bare er utilfreds med min indsats og synes at det kunne jeg godt have gjort bedre.

Kunne jeg have gjort det bedre?

Jeg aner det ikke. Jeg aner det simpelthen ikke, for jeg ved ikke om jeg ville knække nakken på at underkende min mavefornemmelse helt.

Er intuition, følelser og fornemmelser ikke til for at passe på én?

Jeg har altid ment at man skal gøre det man har lyst til mens man har lyst til det (lige pånær det med arbejde som ikke altid kan være lyststyret😇eller hvis man skulle få trang til at gøre nogen fortræd er det altså også no go anytime,  selvfølgelig!), i hvert fald så ofte som muligt! Men hvad gør jeg så når det jeg har lyst til, er to ting på en gang?

I går valgte jeg at tage en lille slapper først og så være med og hygge alt hvad jeg kunne i syv timer og så trække stikket ud da skønlingen skulle putte. Men i virkeligheden er den der hårde censor der sidder på min skulder og dømmer stort og småt, næsten altid min egen bekymring for hvad alle dem jeg holder af tænker og føler. Og dét aner jeg jo rent faktisk ikke rigtig noget om med mindre de fortæller mig det og det er jo ikke så ofte😊.

For hvornår ved du lige om jeg er klar til at høre hvad du synes om mine valg? Faktisk er det ret sandsynligt at du møder mig en dag hvor jeg kan finde på at svare at jeg gør som jeg gør fordi det synes jeg er rigtigt😉. Og jeg kan sige det så du tror at jeg 100% hviler i mig selv og de beslutninger jeg træffer er jeg ikke den mindste smule i tvivl om. Og det er også ofte sandheden, men så er der lige de der gange hvor jeg har bidt over et lidt for stort gåsebryst fra en af de gavmilde bagere hvor der ikke er skåret ned på størrelsen med årene! Der hvor jeg rammer muren af indre konflikt der trækker mig midt over og hvor jeg bare ikke vinder no matter what…

Alt i mig søger efter musehullet simultant med følelsen af lykke over at have en familie der ønsker og værdsætter mit selskab.

♥️ ♥️ ♥️

Jeg kan bl.a. på instagram se at mange  rammes af forskellige former for “pausemangel” også her midt i den ultimativt hyggeligste tid er der mennesker der har måtte lave en Maude fordi det hele er blevet lidt (eller meget) for meget.

♥️ ♥️ ♥️

Som med alt andet her i livet skal der balanceres, så vores indre ikke ender i kollaps!

I morgen er vi på vej hjemad igen og på vej mod årets sidste dag og i år har jeg, vidst nok for første gang skrevet nytårsfortsæt!

Har du nogle nytårsfortsætter?

Jeg skal nok dele mine i weekenden!

Tusind knus fra mig til dig

♥️ ♥️ ♥️

… og pas nu rigtig godt på dig selv. Vær din egen bedste ven, den der altid giver støtte og klap på skulderen og altid står klar med en hjælpende hånd og en kærlig bemærkning der redder dagen!

I dag og i morgen skal du kun fortælle dig selv hvor fantastisk du er på alle måder!

♥️ ♥️ ♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *