Normalt…

… (hvis der da ellers findes et “normalt”) er jeg set fra spidsen af min egen næsetip, ret glad og positivt anlagt. Jeg er ikke sådan lige til at slå ud og jeg gør meget ud af at se tingene fra den lyse side. Finde muligheder og lærdom i dem og fjolle og grine mest muligt.

Så det skræmmer mig lidt (hånden på hjertet, meget) at jeg pludselig finder mig selv, se, føle og fordybe mig i alt det der gør ondt på mig. Jeg ryster ikke tingene så hurtigt af mig og jeg føler en tristhed jeg ikke før har mødt. I perioder tænker jeg at det er pga “perioden” (=menstruationen). Jeg har bare aldrig før været så påvirket af det, så måske det er derfor det undrer mig så meget. Jeg er på ingen måde lutter lagkage. Jeg er hundrede procent tænkeren der kan overtænke, alt samtidig med at jeg er frygtelig impulsiv og siger hvad jeg tænker, før jeg har tænkt over det!

Det der så irriterer mig nu, er at jeg går op i ting jeg ikke synes jeg plejer at lægge så meget i. Det har muligvis altid været sådan, men dét der er forandret er vidst nok mig! Jeg lægger mærke til hvor meget folk lytter til mig, afbryder mig, glædes med mig, opmuntrer mig and so on… Og jeg lægger mærke til når de ikke gør!

Det er faktisk lidt hårdt at fokusere på sig selv så helt ulideligt meget!

Og jeg hader det!!!

Men det der sker er jo også at jeg bliver klar over hvor tit jeg selv afbryder, ikke tager mig tid til at glæde mig sammen med andre eller bare ikke formår at dele og støtte dem i deres liv og drømme.

Tænk at jeg her går rundt og føler mig småsåret samtidig med at jeg på ingen måde har sørget for at feje for min egen dør! Uf øv nedern!

Når jeg skal medglædes, så er det som om jeg først skal have hakket af om det nu er en forsvarlig handling, før jeg kan medglædes. Hvis nu jeg vurderer at det ikke er forsvarligt økonomisk eller sikkerhedsmæssigt så er det det jeg giver udtryk for og ikke min glæde over den glades budskab. Det er som om jeg lige skal tjeklisten igennem før jeg kan sige ok og så er øjeblikket ofte væk, glæden i den andens øjne er slukket. Jeg har slukket en andens glæde. Uf hvor jeg hader det. Jeg kan nærmest ikke holde ud at tænke på at jeg ikke skaber glæde, men at det er mig der tager den. Når jeg nu ved hvor meget passioneret glæde og engagement betyder for mig selv, hvordan skal jeg så kunne bære erkendelsen af at jeg også kan være den der dræber gejsten?

Det her startede med mig og det slutter også med mig. Jeg lover at øve mig i at glæde mig sammen med dig!!! Jeg lover at jeg vil støtte dig i alle de gode, fantastiske, vilde og ikke mindst passionerede ting du kaster dig ud i. Det der ligger dit hjerte nært og det du brænder for, dét vil jeg medglæde mig over.

Så næste gang du deler en lykke med mig, også selv om det er en helt lille en, så vil jeg prøve at spotte den.

Og hvis du vil være med på den, så kan et forstørrelsesglas være nødvendigt, for hvis du skal spotte mine glæder, så er de nogle gange bittemusemikro små… Som f.eks at jeg har svømmet to gange om ugen i seks uger nu (og er ret stolt af det😂) .. Men jeg har stadig brug for et heppekor også til de bittesmå ting, det er altså vildt så meget jeg søger værdsættelse/anerkendelse (kald det hvad du vil) hos andre.

Men mon ikke at når jeg gør det, så gør du det også? Vi betyder bare meget for hinanden og det er måske ikke så farligt når det kommer til stykket? Det er måske ligefrem den betydning der er med til at give livet mening?

Og søger du det ikke, (altså medglæden, anerkendelsen etc.)så bliver du nok alligevel glad og varm helt ind i hjertet når du får den!

 

Og nu vil jeg slutte af og læse den mest støttende søde sms med de største ord i verden, jeg fik fra en veninde for lidt tid siden. Er sikker på at den kan hjælpe mig lidt mod vatter igen!

Og næste gang jeg får chancen skal det være mig der sender sådan en sms til en!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *