Reminder til mig selv og alle andre der tror…

…at livet er lutter lagkage, candyfloss, og lyserøde skyer med sommerfugle, for alle andre hele tiden.

Fordi jeg ikke er en typisk solstråle-blogger der kun deler glasur.

Fordi jeg nægter at lade dig tro at verden ikke er okay selv om den viser tænder.

Fordi jeg tror, at hvis jeg falder i den lykkelige eventyrgryde, hvor alt er happily-ever-after, så gør jeg mig selv til medskyldig i at det evige tabu (om ikke at tale om de store udfordringer, problemer eller sorger vi alle har i livet) vil bestå.

Fordi jeg på den måde risikere at give min datter en mundkurv på der ikke kan åbnes, for tænk nu hvem der kan stødes hvis der tales frit fra leveren, ja det kan vi sørme ikke have. En spade er sgu kun en spade hvis der er jord på den. Så kom ind i kampen kære MIG og gør det du mener er det rigtige også når andre ikke fatter en bjælde af hvorfor jeg gør som jeg gør. Bare fordi de (eller jeg selv for den sags skyld) ikke altid kan se meningen eller fornuften midt i galskaben så er det okay at kæmpe og turde gå med female intuition, mavefornemmelse eller hvad f… nogen måtte vælge at kalde det!

Jeg fatter hat af hvorfor verden er som den er (eller det passer ikke jeg har f.eks. indset hvorfor der er krig i verden, er bare pænt utilfreds med at der ikke skal laves om på det!!!), men hvorfor er det også så vigtigt at forstå alting?

Hvorfor gør jeg alt for at blive forstået og forstå? Hvorfor er det ikke bare at leve det liv jeg vil på min måde?

Tja det er så her at det, at jeg har valgt at være familie med min mand og datter sætter den første lille (læs store) kile ind i min person! Og det er jeg lykkelig for den gør! Men hold nu kæft hvor gør det også ondt nogen gange, når man elsker så højt og der samtidig er udfordringer på stribe der væltes ned over ens kære og støver på en, så man må støve sig selv af dagligt eller mere end dagligt for at hænge sammen, fordi man ved at man kæmper for den mulighed, at der er en vej igennem støvet. Og når det så endelig lægger sig, støvet altså, og man ser klarere igen, bliver man så lettet og så helt igennem træt at man dårligt kan hænge sammen. Men man er lykkelig. Fordi man ikke gav op. Heller ikke denne gang lod man sig slå ud af modgangen. Kampen er en udfordrende konkurrence jeg kan vinde hvis jeg hjælper mit (vores)hold med at arbejde sammen og blive stærkere. Når alle på holdet kender alle hinandens skøre sider og kan tackle dem alle uden at sige, “jeg kender dig ikke når…”, men i stedet kan sige “spændende, den side glæder jeg mig til at spille sammen med”, lige der tror jeg at der bliver ordentlig respektfuld plads til hele mennesker der kan udvikle sig sammen, uden nogensinde at holde hinanden nede eller tilbage!

Når den båd jeg sejler i bliver gynget af mig selv, af havet den flyder i og af andre vigtige hjerter i mit liv. Ja så virker det bare for fake at skrive med lyserødt (selv om det lige gav mig lyst til at skrive resten med rigtig tøsepink… ).

 

Jeg har for relativt nyligt opdaget at jeg faktisk ikke sætter pris på at blive ynket. Jeg er ikke en hjælpeløs sjæl det er synd for. Et af mine favoritmennesker i mit liv har en tendens til at være hudløst ærlig og selv når jeg klynker højlydt (efter ynk og medfølelse, som jeg jo ironisk nok egentlig lige er nået frem til at jeg slet ikke vil have), så får jeg altid præcis det modsatte. Noget der mere ligner en opsang pakket lidt ind i hans egen mening. Men på den der kærlige måde så jeg bruger den til noget og også går derhen med mit klynk næste gang for så ved jeg at der bliver sat en stopper for det. Inden der går Glamour i den og jeg har fanget mig selv i nedern med nedern på.

Mennesker der kan sige deres mening uden at støde er f… fantastiske, jeg er ikke nået til at tro på at det nogensinde bliver noget jeg kan og hvem ved, andre ville måske blive stødt, men det ændre ikke på at jeg virkelig tror vi skal smøge ærmerne op og og give ærligheden en rigtig fair chance. Ikke så meget den imellem os, der er næppe nogen der bliver gladere af at få ærlighed smidt i hovedet som de ikke har bedt om (men lov at give mig den hvis jeg skulle spørge!!!). Nej mere den ærlighed vi skjuler for os selv. Hold op med at forvent at andre gør som du drømmer om. Behandler dig som du drømmer om. Siger hvad du ønsker. Gør hvad du ønsker.

Gør i stedet selv det du forventer, drømmer om og ønsker at gøre.

Og mens jeg går ud i verden og gør det, vil jeg så forsøge at styre mit lille bitte temperament, mine spidse bitrer harske kommentarer og i stedet give den gas med den helt store glade latter… Også selv om nogen har fundet på et ord der hedder latterlig så er der ikke noget bedre end den der latter der normalt kun kommer fra børn og som slet ikke kan styres men som bare vil ud. Så grin for pokker, der findes ikke noget der hedder “at grine for højt eller længe”, det er virkelig noget de voksne har fundet på og dem der ikke kan klare latteren i bageriet må simpelthen købe nogle ørepropper eller en ødegård i Nordsverige, for nu skal der grines, grædes og føles for at alle mine jeg’er kan komme ud!

 

Ps. Skulle du gå noget tommult igennem en dag kan jeg varmt anbefale “Grace and Frankie”, det har været helse for min sjæl når jeg bare skulle være uden mere end bare det!

 

Og sådan ender endnu et dybt mystisk indlæg.

Skrevet på efterveer af følsomme tumultagtige dage, med dårlig ryg, en blå fod (der var blevet ramt af en tung godnathistorie) og voldsomt mange tanker om hvad der er det helt helt rigtige for mig i et liv der ikke altid er som jeg forventer det skal være!

 

Pps. Husk: Livet er alt det der sker imellem det du troede der ville ske!

 

1 thought on “Reminder til mig selv og alle andre der tror…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *