Skovpigen Skærv; en ret så ualmindelig godnathistorie

For noget tid siden var vi på jagt efter en godnathistoriebog.

Jeg var blevet lidt træt af billedbøger og drømte om at vi kunne putte med en god bog.

Af længere bøger der har været forsøgt er Bulderby, Sigurds verdenshistorie og Børnebiblen. Den sidste ligeså selvvalgt som alle de andre, men mor er ikke fan af første Mosebog,  fandt hun ud af. Lidt for meget død og helt ærligt så viser Gud sig ikke fra sin allerbedste siden hvis du spørger mig. Men så er det jo godt at han siden den gang har oppet sig… Or når nej han har stadig lidt svært ved at få os mennesker til at makke ret og praktisere den der fantastisk næstekærlighed, men han er jo Gud så han ved vel hvad han har gang i? Eller?

Det bliver vist noget med at vi hellere selv må tage ansvaret på vores egne kapper og oppe os i stedet for at kaste med sten i vores eget glashus.

Nå men altså, tilbage til jagten på en god godnathistorie!

Vi leder gennem en ret lang periode og en dag går vi i boghandlen😉, faktisk for at købe et penalhus, som vi også gør, men i boghandlen finder vi så denne her bog. Surprise. De har bøger!!!

En ret så særlig enestående bog viser det sig at være.

Jeg husker det som om der er folie om bogen så vi ikke kan smuglæse og derfor bliver den valgt udelukkende på forsiden med et billede af en pige i en skov og den korte tekst bag på.

 

Bogen hedder “Skovpigen Skærv” og samme aften læser vi det første lange kapitel.

Faktisk læser vi mindst et kapitel hver aften efter det.

Bogen tager konkret fat om hvordan det må have været at leve i skoven for mange hundrede år siden. Der dræbes dyr, menneskerne sulter og kæmper og mister og flere gange i den næste tid spørger jeg skønlingen om den er for farlig, om vi skal gemme den til hun er blevet ældre. Men hver gang er svaret nej. Hun er grebet af den, selv om den set med mine øjne er noget af en hård nyser.

Men den fortæller også så meget sandhed!

Hvorfor vi mennesker dræber dyr og spiser dem bliver ligesom sat gevaldigt i perspektiv. For når Skærv sulter så må hun jo gøre alt i verden for at få noget at spise og så kan der ikke tages de helt store hensyn til om det er synd for dyret! Når andre mennesker bliver mærkelige må hun stole på sine egne instinkter/fornemmelser/følelser, for der er ingen andre at spørge om hjælp, ingen til at passe på hende og ingen til at guide hende!

Skærv har kun sig selv og dét er f… en hård tanke at præsentere i en børnebog!

For to dag siden blev vi færdige med den.

Jeg valgte at læse slutningen en formiddag hvor vi lige var vågnet og lå og hyggede. Jeg havde på fornemmelsen  at det sidste kapitel krævede noget snak. For der har løbende været brug for snak og “mor må jeg godt fortælle far om det i morgen” eller når det var helt vildt og hane pane døde “må jeg godt gå ned og sige det til far”! Og ja det må man godt når en “børnebog” er så vild!

Slutningen var fin. Jeg er ikke sikker på at det helt gik op for skønlingen hvad der var op og ned i den. Men for hende var det en god slutning.

Jeg ved at der var en del palaver omkring “Brødrene Løvehjerte” den gang Astrid Lindgren udgav den. For en Børnebog der taler om døden, hvad skal det nu til for! Jeg var gammel nok til at forstå “Brødrene Løvehjerte” da jeg læste den som barn, men indtrykket var alligevel så stort at jeg købte den som voksen og læste den igen. Det ER en virkelig god bog. Også i dag!

Men “Skovpigen Skærv” er uden på nogen måde at kunne eller ville sammenligne, også en virkelig god bog.

Men om den hører til i børnesektionen, det er jeg ikke helt så sikker på jeg synes!

Jeg ved ikke om vi skal skåne vores børn mod livets alvor eller om de ligeså godt kan få sandheden fra starten, den overvejelse er jeg simpelthen ikke nået i land med endnu. Men jeg tror at en ærlighed omkring livet og døden og det at turde tale om det kan være med til at skabe tryghed for dem.

Og så tror jeg at vi forældre gør klogt i selv at tage stilling til hvad vi selv tror på. Hvilken historie vil vi fortælle og hvordan vil vi fortælle den.

Det har i hvert fald hjulpet mig. At jeg kan sige at jeg tror på at vores krop bliver her og giver næring til nye træer, planter, dyr og mennesker og at jeg tror, fordi jeg er nød til at plante min uvidenhed et sted, at mine tanker, mit sind og min sjæl flyver op i himlen og ud i universet, hvor den igen kan blive sendt ned i et nyt menneske. Denne gang bare et lidt klogere menneske end sidst. Og på den måde kan det jeg lærer nu i mit liv, være med til at skabe bedre liv for nye liv!

Charlotte fra Esskocha.dk

2 thoughts on “Skovpigen Skærv; en ret så ualmindelig godnathistorie

    1. Hej!
      Jeg eeeeeelsker Sigurds Verdenshistorie og for mig er det første gang nogensinde at jeg kan huske noget af det jeg læser om historie bagefter også! Jeg har altid gerne ville lære mere om vores historie, men irriterende nok sætter det sig aldrig rigtig fast! Så for mig har Sigurd formået at lave en bog der er megagod! Den har bare ikke, endnu, haft den samme effekt på skønlingen! Måske fordi der ikke er så mange prinsesser og lyserøde ponyer eller andre ting man som 6-årig kan relatere til. Jeg ved det ikke. Men den er ikke opgivet. Den holder bare pause!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *